Da Pia Kjærsgaard (DF) tidligere på året gik til angreb på den såkaldte magtelite i et stort anlagt interview i Berlingske, blev det for meget for debattør og erhvervskvinde Stine Bosse.

Pia Kjærsgaard var, kunne man forstå på interviewet, oprigtig bekymret over, at Danmark var ved at knække over.

»Vi har set en magtelite, der har været meget dominerende, rethaverisk og ignorerende. Man synes lidt, det er i orden det hele, for det kommer ikke så tæt på én selv. Man sidder på flæsket, har sit på tørre,« sagde hun med henvisning til akademikerne i storbyerne og repræsentanter fra medieverdenen, der ifølge Kjærsgaard systematisk har vendt det døve øre til og nedgjort folkets bekymringer.

I kølvandet på Dansk Folkepartis fremmarch, Brexit og valget af Trump er det blevet nærved en etableret sandhed, at der eksisterer en kløft mellem et marginaliseret folkedyb og en selvglad elite, som er fuldstændig ligeglad med alle dem, der er udsat eller bange for globaliseringen og dens konsekvenser i form af arbejdsløshed og indvandring.

»Men den præmis holder simpelthen ikke,« siger Stine Bosse.

»Tværtimod oplever jeg – i hvert fald i Danmark - at politikerne, eller magteliten om du vil, vil sit folk det bedst. Eliten i Danmark er ikke selvtilstrækkelig, men faktisk ganske omsorgsfuld.«

Så det passer ikke, når Pia Kjærsgaard og andre kritiserer eliten for at være sig selv nærmest?

»Først og fremmest skal man holde op med at give folk klistermærker på, for eliten består af alle mulige individer med vidt forskellige syn, baggrunde og virke. Så hvem taler man egentlig om? Er det Lars Seier Christensen? Er det Asger Aamund? Hvad med Pia Kjærsgaard selv? Udtrykket er totalt umuligt at håndtere, og det absurde er, at elitekritikerne i høj grad selv tilhører eliten. Alligevel gør de et stort nummer ud af at skrive sig ud af den. De bruger det som et skældsord, der bliver synonym med alle mennesker, som har erfaring eller indflydelse på samfundet på den ene eller anden måde, som så bliver sat i bås som nogle, man per definition skal tage afstand fra, kasseres og smides væk. Det giver ikke mening,« siger hun.

Men hvad så med substansen i kritikken – at dem, som har magten, ikke har været lydhøre over for befolkningens bekymringer?

»Det mener jeg heller ikke er rigtigt, bredt betragtet. Som jeg ser det, er der hos alle de store partier i Danmark, hvad end du ser til højre eller venstre, tværtimod et oprigtigt ønske om at forbedre vilkårene for den brede befolkning. Jeg hører stor empati og omtanke. Selv om metoderne er forskellige – sådan er det jo med politik – oplever jeg hos alle de magtbærende partier et inderligt ønske om, at Danmark skal være et godt sted at bo for så mange som muligt, og at folk på alle trin af den sociale rangstige skal have muligheden for at skabe sig et godt liv.«

Ulighed og løgne

Hvis det er tilfældet, hvad er så din forklaring på, at vi nu ser en stor gruppe, som gør oprør mod det bestående ved at stemme, som de gør?

»Det, tror jeg, skyldes, at der de senere år har været en udvikling i ulighed i den vestlige verden, som forståeligt fører til frustration. Det er ikke noget, som eliten har overset, men tværtimod noget, store dele eliten har talt og advaret om længe. Det er jo netop derfor – og det er sådan set opfundet af eliten, kan du sige – at det er nedfældet i en række internationale aftaler, at man skal arbejde for at reducere ulighed globalt og nationalt. Fordi den på et tidspunkt vil give bagslag og modreaktioner hos dem, som bliver hægtet af.«

Det farlige er, siger Stine Bosse, at der på toppen af en reel bekymring, som udspringer af økonomisk ulighed, er opstået et lag af »løgne og forledelse«  i form af falske nyheder og urigtige kampagner, der forstærker den helt legitime frustration, som dele af befolkningen i vesten har.

»For hvis nogle, der føler sig sat af, bliver præsenteret for direkte løgn og misinformation, som det skete under EU-afstemningen i UK, f.eks., bliver det en rigtig farlig cocktail,« siger hun.

Så du mener, at folket er blevet narret til at stemme, som de gør af falsk propaganda?

»Nej. Jeg mener, at det er en kombination af nogen, som har lyst til at gøre oprør på grund af stigende økonomisk ulighed og så nogen, der udnytter bølgen af oprør til at puste til frygt og angst med løgne. Derfor er det vigtigt, at vi taler om tingene ud fra et oplyst grundlag.«

Du og andre taler meget om kommunikation. Men en af kritikernes pointer er jo netop, at det ikke er indpakningen, der er noget i vejen med. Det er produktet. De vil ikke være med i EU, have mere globalisering eller øget indvandring. Ikke fordi de er bange eller misinformerede, men fordi det nu engang er deres holdning. Kan forklaringen på frustrationen ikke være, at folk reelt ønsker en anden vej?

»Hvis nogen siger, at de er ligeglade med, om de bliver fattigere af at træde ud af EU, fordi de under ingen omstændigheder vil samarbejde med Frankrig, så fint med mig. Eller hvis nogen mener, at alle udlændinge, der kommer til landet, gør Danmark ringere, så OK. Fuld respekt for synspunkter. Min pointe er bare, at vi må diskutere ud fra fakta og virkelighed. Det nytter ikke noget at basere holdningerne på en forestilling om, at England ikke bliver fattigere af at træde ud af EU, eller at det er blevet farligere at bo i Danmark, efter der er kommet flygtninge til landet, når al fakta peger den modsatte vej.«

Dette er tredje afsnit i interview-serien »Forsvar for eliten«:

1. kapitel: Vi skal ikke blive bedre til at »forstå folket«

2. kapitel: Middelklassen skal holde op med at spille offer