Den grønlandske forsoningskommission er nu nedsat og har netop holdt sit første møde i Ilulissat. Udfra et overordnet kommissorium fra Naalakkersuisut (Grønlands regering, red.) skal kommissionen iværksætte forsoningshandlinger for den grønlandske befolkning. Kolonitidens eftervirkninger på dagens samfund bør afdækkes nuanceret og kritisk, for forsoning handler om at forstå og bevæge sig videre, ikke om at anklage og pege fingre.

Jeg er som primært dansktalende grønlænder (og dansker) repræsentant for en bestemt gruppe i det grønlandske samfund, men også dansker. Med min baggrund som historiker har jeg nogle faglige kompetencer udi at forholde mig til den historiske udvikling. Netop de personlige forhold må være en stor del af den forestående proces. At forholde sig til personlige forhold er svært og kræver, at man tillader sig selv at endevende sjælen. For at kunne anvise en vej for forsoning skal man blive bevidst om egne forsoningsbehov og agere udfra det.

Læs også: Kronik: Et moderne rigsfællesskab

Nogle af spørgsmålene er for mig: Hører jeg til i det grønlandske samfund og er jeg »ægte« grønlænder, når jeg ikke taler ordentligt grønlandsk? Kan jeg egentlig være ligeglad, om jeg bliver opfattet på den ønskede måde? Vil jeg gerne sættes i bås som dansktalende grønlænder, eller kan jeg definere mig selv? Kan jeg være grønlænder samtidig med, at jeg er dansk, lige sådan som nogle grønlandsksprogede uden tvivl kan nikke genkendende til den fælles forkerthed som man oplever på grund af følelsen af utilstrækkelighed? Har generationerne forskellige opfattelser af forsoning? Hvorfor synes Grønland at have behovet – men ikke Danmark?

Jeg er glad for at have to hjemlande og vil nødigt vælge det ene fremfor det andet. Man er dannet og har interesser udfra den verden, man er vokset op i, og for mig er historie en vej til at forstå, hvorfor forholdene i dag er, som de er. Jeg vil gerne forstå min egen historie, som inkludererer et grønlandsk og et dansk ophav, ligesom en væsentlig del af, hvis ikke hele, den grønlandske befolkning har begge baggrunde. Men som tingene er i dag, skal man i Grønland vælge.

I den grønlandske debat – fra talerstolen i Inatsisartut (Grønlands landsting, red.) til Facebook – er der en stadig strid debat, hvor dansktalende grønlændere afvises som »rigtige« grønlændere. Debatten, og uforsonligheden i den, gør ondt på mange dansktalende. Det er således også på de indre linjer i Grønland, at forsoningsbehovet lever.

Mange i Grønland har hele deres liv skammet sig over at være, som de er. Eksempelvis som dansk- eller som grønlandsktalende grønlænder. Ofte defineres man udfra, hvilken gruppe ens forældre tilhører. Er det på sin plads, at personer, der holder af Grønland og vil det bedste for landet, hæmmes i deres virke, fordi de ikke taler et bestemt sprog eller har andre mangler?

Læs også: Ærlige svar til grønlænderne

Nogle få evner at bryde med denne tilstand, men for de fleste er det for svært. Mange reagerer udfra uhensigtmæssige mønstre – når de f.eks. står over for en dansker, fordi de gennem opvæksten har haft uligheden inde på livet, eller fordi deres forældre har oplevet det. Tiden er moden til at konfrontere denne opdeling. Det grønlandske samfund kan ikke leve med, at uudnyttet potentiale forbliver uforløst.

Hvad handler kommissionen om? Den handler ikke om at pege fingre eller om, at Danmark skal undskylde for udviklingen i Grønland. Men der er et problem, når én part af et fællesskab afviser at tage del i den anden parts behov for forsoning. Det handler om, at Danmark aktivt forholder sig til historien – som kolonister og som aktiv partner i Grønlands udvikling – ikke som den eneste aktør, da blandt andet de grønlandske landsråd også havde stor indflydelse.

Det handler om at komme videre ved at forstå historien og dagens grønlandske samfund og herunder det grønlandsk-danske forhold. Et væsentligt aspekt af kommissionens arbejde er at være åben for en genfortolkning af historien. Herunder den fælles historie. Det vil forhåbentlig have den effekt, at man kan tilegne sig en historisk bevidsthed blandt begge folk udfra nye præmisser, færre myter og større gensidig respekt.

Statsministerens afvisning af at deltage i forsoningsarbejdet er et udtryk for det forhold, som Grønland og Danmark på mange måder har. Nedsættelsen af kommissionen viser, at Grønland ønsker at skabe rammerne for et bedre samfund. Danmark burde anerkende dette og i stedet for at bibeholde rollen som hjælper se en mulighed for at blive ligestillet og dermed udvikle det fællesskab, som for de fleste er en glimrende ordning.

Kan en ny forståelse nås, når der er så mange fastgroede forestillinger og myter om Grønland, og når Danmark ikke ønsker at være med til at reflektere over dem? Myten om den gode kolonist Danmark er ligeledes en del af billedet, som ikke alene burde vække nysgerrighed hos faghistorikere, men oplagt være et område for erkendelse i brede kredse. Vi kunne faktisk blive klogere – sammen. Det kunne faktisk have indflydelse på det dansk-grønlandske forhold, men også af interesse ude i verden, hvor tidligere kolonimagter og nationer i gang med nation-building kunne blive klogere.

Læs også: Canadiseringen af Grønland

Det danske kolonistyre i Grønland udøvede ikke systematisk udnyttelse eller drab, men det gør ikke følelsen af mindreværd mindre. Grønlænderne følte sig underordnet danskerne – hvilket konkret gav sig udslag i en lavere løn, sværere adgang til ledende stillinger og i det hele taget, at man var låst fast i en rolle som den, der skulle hjælpes. Grønlands modernisering var kendetegnet ved en »danisering« – man ville vaske tavlen ren og starte forfra – ved hjælp af dansk sprog og kultur.

For at få en uddannelse skulle man kunne dansk, hvilket bevirkede, at en stor gruppe unge aldrig fik lært det grønlandske sprog. Hvad det betyder for et individ i forhold til identitet, ligestilling osv. er der skrevet tykke bøger om. Jeg har engang læst en højtstående grønlænder udtale, at rigtige grønlændere taler grønlandsk. Ingen af hans børn taler grønlandsk. Er de så ikke rigtige grønlændere?

Jeg synes, at de er grønlændere, men ved også, at de kæmper med denne forkerthed. Det er ikke deres skyld, at datidens trend var, at man skulle tale dansk, og at den herskende tanke på det tidspunkt omkring sprogindlæring var, at man kun kunne mestre ét sprog.

Senere indførtes »grønlandisering« som en reaktion på daniseringen. Grønlandiseringen betød ikke en bedring på uddannelsesområdet, da mulighederne for at lære dansk blev sværere. Intet mindre samfund kan klare sig på kun ét så lille sprog i en globaliseret verden.

Historien har indvirkning på samfundsudviklingen, og en bevidstgørelse om disse forhold klargør visse af de bevæggrunde, som man handler udfra. Det kan potentielt hjælpe til klogere og mere fremsynede politiske valg fremover. Forkertheden føles dybt i befolkningen i Grønland (ligesom der også er en følelse af skyld og ansvar blandt nogle danskere over for Grønland), og det er på det felt, kommissionen gerne vil ind.

Følelsen betyder, at mange hæmmes af sig selv eller af andre ved uddannelse eller arbejde, men også med hensyn til livsførelse, selvrespekt og identitet. Opgaven er stor og svær for det grønlandske folk, og hvis man fra dansk side kunne anerkende og forstå det, ville det lette opgaven.

Kronprinsparrets nylige besøg i Grønland viser ganske tydeligt, at vi stadig er tæt forbundne. Vi deler historien. Statsministerens afvisning undrer mig, da rammerne og selve arbejdet først er lagt fast nu. Danmark bør deltage i arbejdet. Alt andet er at stikke hovedet i busken i forhold til historien og hermed misse en mulighed for en revison af fællesskabet.

  • Jens Heinrich er medlem af Grønlands Forsoningskommission. Kronikken er hans personlige betragtninger, ikke kommissionens.