Danskerne bør købe flere grønlandske sælskindsprodukter og dermed støtte de grønlandske fangere.

Sådan lyder opfordringen fra Karin Gaardsted (S), der sidder i Folketinget for Socialdemokraterne og er medlem af Nordisk Råds Præsidium.

»Det er på tide, at vi får øjnene op for, at køb af produkter med grønlandsk sælskind både støtter økologi, bæredygtighed og de grønlandske fangeres vilkår. Min opfordring til danskerne er derfor: lad os nu vise åbenlys solidaritet med grønlænderne. Og det gør vi bedst ved at købe sælskindsprodukter,« skriver Karin Gaardsted i et indlæg på den danske netavis Organic Today, der skriver om klima og miljø.

Karin Gaardsted mener, at de nuværende regler for eksport af sælskind fra Grønland er for rigide. Det forhindrer fangerne i at sælge sælskindet, som alligevel er et produkt af den lovlige og bæredygtige fangst, som foregår, forklarer hun.

»Men på grund af usaglige kampagner og følelsesbaseret lovgivning i EU er det i dag næsten umuligt for fangerne at leve af deres fangst. Dette på trods af, at der er millioner af sæler i havet omkring Grønland og på trods af, at hele den grønlandske fangst er bæredygtig,« skriver Karin Gaardsted.

»Det at fange og udnytte hele sælen er en tusind år gammel inuitisk fangsttradition, hvor alt på dyret er blevet udnyttet. Kød til føde, spækket til føde og brændsel, knogler til redskaber og legetøj og skind til beklædning, tasker og kajakbeklædning. Blodet kunne anvendes til indfarvning af tøj og i maden. Så hvorfor skulle vi ikke bruge skindet i dag?«

I 2010 indførte EU et forbud mod handel med sælskind trods protester fra Danmark og Grønland. Trods en særregel for Grønland har handelsforbuddet haft stor negativ effekt på salget af sælskind fra de grønlandske fangere.