København. Det er ganske enkelt pamperi.
Med de ord lancerede Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, i weekenden et forslag om at modregne de indtægter, borgmestre og regionsrådsformænd får for at sidde i forskellige bestyrelser, i deres løn.
Forslaget får støtte fra Dansk Folkeparti. Men både Socialdemokratiet og Konservative, der begge er store borgmesterpartier, er imod.
- Det er en stor værdi for kommunerne, når deres førstemand eller -kvinde påtager sig en ekstra opgave som medlem af forskellige bestyrelser, siger kommunalordfører Magnus Heunicke (S).
Han mener, at det er gammeldags at tale om pamperi.
- Man kan være borgmester på mange måder. Men det er entydigt positivt for en kommune, for tiltrækning af erhvervslivet og for skatteborgerne, hvis borgmesteren engagerer sig i de muligheder, der er for at gå ind i bestyrelser.
Heller ikke regeringspartiet De Konservative støtter forslaget fra Enhedslisten.
- Hvis borgmesteren løser opgaver ved siden af, er det rimeligt nok, at han får et vederlag for det, siger kommunalordfører Anders Johansson (K).
/ritzau/