Arbejdsløse akademikere er blevet kaldt til kasseapparaterne i Netto, syge har fået påbud om at tage imod lykkepiller og elektrochok som recept på deres dagpenge, og i går kunne Berlingske Business fortælle, hvordan en række kommuner stiller det krav til unge kontanthjælpsmodtagere, at de skal skovle sne og bygge legepladser for at få adgang til den offentlige skattekiste.

Men grænsen for opfindsomheden er formentlig ikke nået endnu. For arbejdsløse på overførselsindkomst er den mest legitime gruppe at stille nye krav til, når riget fattes penge, og arbejdsmarkedet mangler hænder. Sådan lyder det fra to herrer, der de senere år har haft stor indflydelse på debatten om velfærdsstatens udvikling.

»Diskussionerne om de ledige, og retorikken om ret og pligt er kulminationen på en udvikling, som i virkeligheden har været i gang siden slutningen af 1980erne. Før da var det ikke normalt at stille krav til eksempelvis unge om at uddanne sig, men økonomien tvinger regeringen til at vende hver en sten. Det er langt lettere at gøre med ledige end eksempelvis handicappede,« siger Jørgen Søndergaard, leder af SFI og tidligere formand for Arbejdsmarkedskommissionen.

Han bliver bakket op af leder af Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet, Jørn Henrik Petersen, der som tidligere formand for Velfærdskommissionen stod i spidsen for et af de første spæde skridt til et opgør med efterlønnen.

Velfærdskoalitionen under pres

»Ganske vist har flere politikere afvist at bruge tvangsmedicinering for offentlige ydelser, men grænsen for, hvor personlige krav samfundet vil stille til den enkelte, vil rykke sig. I Sverige har det for eksempel længe været accepteret, at ledige skal acceptere job nærmest i den anden ende af landet. Velfærdsstatens universelle princip om, at man har ret til noget alene i kraft af at være borger, er under opbrud. Udtrykket om ret og pligt er fra før velfærdsstaten,« siger han.

I den borgerlige lejr har de seneste reformudspil fra regeringen vakt glæde. Tænketanken CEPOS taler om et opgør med »velfærdskoalitionen«, som består af ledige og offentligt ansatte, der stemmer på de politikere, som lader ydelserne og den offentlige sektor vokse og dermed får flere stemmer. Cheføkonom Mads Lundby Hansen mener dog, at man er på vildspor, når adgangen til offentlige ydelser er betinget af tvang.

»Jeg tror, der er en enorm reformvillighed blandt danskerne. Derfor mener jeg, at vi i langt større grad skal finde økonomiske incitamenter for at omdanne ledige til arbejdstagere, og jeg tror ikke på tvang i den grad, vi har set,« siger han.

Også Etisk Råd ser problemer med de tiltag, der har sat tvangsdagsordenen på spidsen den senere tid.

»Grænsen er klart overtrådt, når man begynder at tale om tvangsmedicinering og elektrochok. Den økonomiske argumentation har vundet bredere indpas,« siger han.