- Hvis man ser på forsikringsselskabernes indtjening, ser den fin ud. I nogle tilfælde – eksempelvis på bilforsikringen – så fin, at priserne nok vil begynde at falde igen inden længe.
Sådan siger Christian Hede, aktieanalytiker i Jyske Bank, til Morgenavisen Jyllands-Posten.
De seneste regnskabstal fra forsikringsselskaberne Tryg, Topdanmark og Alm. Brand viser ifølge avisen, at selskaberne kun bruger mellem 80 og 89 kroner for hver 100 kroner, kunderne betaler.
- Som almindelig forbruger må man undre sig over, at priserne på forsikringerne stiger, mens forsikringsselskaberne tjener penge som aldrig før, siger Søren Lindbo, forsikringsmægler og adm. direktør i Aon Danmark. Han råder derfor forbrugerne til at undersøge markedet, eftersom der kan være billigere forsikringer at hente i andre selskaber end ens eget.
Hvor lang tid der går, før forsikringsselskaberne sænker priserne, afhænger blandt andet af den kommende vinter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Bliver det en kold én af slagsen, skal selskaberne nemlig udbetale flere penge i erstatninger som følge af trafikuheld og ødelagte tagkonstruktioner.
- Man skal også huske på, at selskaberne gerne vil polstre sig her oven på sidste års store skadesudbetaling efter skybruddet over hovedstaden. Men det ændrer bare ikke ved, at det er svært at forklare den nuværende prispolitik, siger Søren Lindbo fra Aon Danmark til avisen.