Det var en hundekold vintermorgen, og den 20-årige datter ville på arbejde, selv om hun var snotforkølet. Mette With Hagensen besluttede sig for at hjælpe. »Jeg formastede mig til at køre min datter på arbejde i min bil,« som hun siger.

Kort efter fik hun den første negative kommentar fra en bekendt på parkeringspladsen:

»Nåh, så er curlingmor i gang igen.«

Mette With Hagensen er formand for skole­børnenes forældre i Skole og Forældre – en gruppe, der har meget på samvittigheden: Tykke børn. Uopdragne børn. Fint­følende børn. Selvhævdende børn. Larmende børn.

Men nu har hun fået nok af offentlig skældud fra politikere, organisationer og debatt­ører på de sociale medier.

»Der bliver konstant peget fingre ad forældre, og der er en grundtro på, at hvis bare forældre ville være lidt bedre til at være forældre, ville alt være lettere i vores daginstitutioner og skoler. Forældrene er blevet løsningen på alt. Vi taler ikke længere om, at skolen og hjemmet skal opdrage børnene i fællesskab,« siger Mette With Hagensen.

Men hvem har ansvar for opdragelsen, hvis det ikke er forældrene?

»Det er også forældrenes ansvar, men ikke kun. Jeg kan ikke opdrage mine børn til at være sammen med 24 andre børn på samme alder. Jeg kan give dem nogle gode værdier og lære dem, at de skal give plads til andre børn og gøre, hvad de voksne siger. Men jeg kan ikke lære dem at være i en stor børnegruppe eller i en klasse.«

I sidste uge delte Skole og Forældre på sin Facebook-side to forskellige opslag med budskaber fra skolen til forældrene. Det første har gået sin sejrsgang på de sociale medier, efter at en far fra Kildevældsskolen på Østerbro delte det sidste år. I opslaget opremses skolens forventninger til forældrene om at lære børnene basal høflighed og god opdragelse, mens skolen primært lærer børnene fag som historie og matematik.

Det andet opslag er bygget op på samme måde, men her understreges det, at skole og forældre er fælles om ansvaret. Mette With Hagensen kan bedst lide det sidste opslag.

Folk elskede jo det første opslag. Var det ikke rigtigt, hvad der stod?

»Absolut. Jeg er ikke uenig i, at forældre har ansvaret. Men jeg bryder mig ikke om den undertone af, at forældre ikke gør det godt nok, og at skolen kun skal koncentrere sig om det faglige. Det faglige er skolens opgave, men skolens opgave er større i dansk skolekultur. I Danmark er børnenes uddannelse og dannelse et fælles ansvar. Det fremgår også tydeligt af folkeskolens formålsparagraf.«

Oplever du, at forældre bliver skammet ud?

»Ja, det synes jeg. Man kan som forælder ikke vise omsorg for sine børn, uden at der bliver råbt »curlingforælder«. Vi skal som forældre hele tiden forsvare, når vi gør noget for vores børn. Men vi curler ikke. Vi viser omsorg.«

Hvordan påvirker kritikken forældre?

»Vi bliver usikre, for vi bliver ustandseligt målt og vejet. Det er forældrenes skyld, at deres børn bliver tykke. Det er også forældrene, der har fejlet, hvis deres børn ikke vælger en erhvervsuddannelse, sådan som politikerne ønsker. Det er, som om hele samfundets ansvar for at forme næste generation tørres af på forældrene.«
En lokalpolitiker fra Sønderborg har netop foreslået, at forældre skal på »genopdragelse«, hvis deres børn er for tykke. Udtalelsen kom som reaktion på, at hveranden dansker nu er overvægtig.

»Det kan virkelig ikke være samfundets problem, at vores børn bliver tykke. Det må forældrene tage sig af og købe et fitnesskort, så børnene kan blive pæne og slanke igen. Det er den tone, vi hele tiden hører. I 1970erne var alting samfundets skyld. I dag er det forældrenes skyld, siger Mette With Hagensen «

I december sidste år viste en undersøgelse fra DEA, at mange børn starter i skole, selv om de ikke er klar til det. De kan bl.a. ikke tåle kritik og kan ikke sidde stille. Det fik i januar­ børne- og socialminister Mai Mercado (K) til at lancere tiltagett »Opdragelsesdebatten«, som skal give bud på, hvad moderne børneopdragelse er.

Er det ikke rimeligt at give forældrene skylden for, at børnene ikke kan sidde stille og vente på deres tur, når de starter i skole?

»Det kan også skyldes, at skolen ikke er klar til børnene. Og hvad sker der i børne­haven? Jeg har hørt fra flere pædagoger, at der ikke længere er tid til at have grupper for de store børn i børnehaverne, hvor de kan øve sig i at vente på deres tur og være stille. Men vi hører aldrig, at urolige skolestartere skyldes, at der mangler personale i daginstitutionerne.«

Mener du, at vi i Danmark har et problem med curlingforældre?

»Nej, nej, nej, nej. Men jeg ser rigtigt mange omsorgsfulde forældre. Når det er sagt, har forældre altid skullet lære at give slip og at huske, at børnene kan meget mere, end vi tror, de kan – og end de selv tror, de kan. Vi skal huske, at det er fedt for ungerne at opleve, at de selv kan noget. Men derfor behøver man ikke at skælde forældre ud for at hjælpe engang imellem.«

I sommer spurgte Gallup for Berlingske forældre til skolebørn, om de opfattede curling­forældre som et problem i deres barns skole. Det var seks ud af ti forældre »enige« eller »over­vejende enige« i. Så er curlingforældre vel et problem?

»Det er, fordi vi får det italesat på den måde. Vi har i Danmark bestemt os for, at forældre, som kører deres børn i skole eller smører deres madpakke per definition er curlingforældre. Det kunne jo være, at man kører, fordi det er en hyggelig stund med barnet. Vi har rykket grænserne for, hvad man kan tillade sig at hjælpe sine børn med. Det, synes jeg, er ærgerligt.«