Mød 14-årige Emil. Ikke Statsminister Helle Thorning-Schmidts opdigtede mønsterelev, der er dukket op i hele to af hendes åbningstaler til Folketinget, når hun skal forklare, hvordan vi er på vej til at få danmarkshistoriens bedst uddannede generation.

Nej, den virkelige Emil.

Han hedder Grosen til efternavn, og han bor i Esbjerg. Han kommer fra et hjem, hvor han diskuterer politik og samfund over middagsbordet med sine forældre, der er folkeskolelærere. Hans hverdag ser sådan ud: Op ved halvsyvtiden, morgenmaden og badet bliver rutinemæssigt gennemført, og han er på bussen lidt efter syv, så han kan nå at være i skole inden otte. Her følger syv-otte timer med to pauser, men de sidste fire timer falder ubrudt efter hinanden. Han er en halv time om at komme hjem igen, og så har han en times lektier. Om søndagen tre til fire timer. I alt bliver det til en 50-timers skoluge. Emil er en ambitiøs ung mand, som man siger, men til forskel for mange andre af sin slags går Emil i en klasse, hvor alle ligner ham. Det er på Blåbjerggårdskolens da Vinci-linje, en klasse for særligt dygtige elever, der kan søge om optagelse fra 7. klasse.

»Da Vinci-linjen adskiller sig fra den almindelige folkeskole på to måder. Lærerne er udvalgt blandt flere ansøgere, fordi de skal være specielt engagerede. Og så har eleverne søgt optagelse, og de skal ville det. Vi har flere prøver og flere lektier end andre klasser. Og vi skal ikke bare lige bestå opgaverne. Vi skal gøre det så godt, som vi kan. Selv om lærerne ikke får mere løn for det, føler jeg, at de bruger mere tid på det,« siger Emil.

De gode elever klarer sig markant dårligere

Emil Grosens skolegang står i skærende kontrast til det pauvre billede, de netop offentliggjorte Pisa-undersøgelser tegner af en dansk folkeskole, der lige klarer det internationale gennemsnit. De dårlige elever klarer sig dårligere end de dårlige i mange andre lande, og de gode ikke lige så gode som de bedste. Et lidt dårligere resultat end i 2009. Det har ellers været det store politiske projekt i årtier, at danske folkeskoleelever skulle være i verdensklasse. Men er vi villige til at gøre det, der skal til for nå det mål?

Nej, det er vi ikke, lyder svaret fra flere eksperter. Den er gal med folkeskolelærernes idé om, hvad læring er for en størrelse, og forældrene tager ikke det ansvar, som de burde. Og så lider alle af en katastrofal tro på, at det handler om at motivere eleverne, så de får lyst til at lære noget – at terpe, øve sig, også selv om det er hårdt og tidskrævende, er bandlyst. Det vender vi tilbage til.

Emil kom egentlig fra en anden skole. Og det kostede ham svære overvejelser, om han skulle søge ind, for han var meget glad for sammenholdet i sin gamle klasse.

»Der er også fællesskab i min nye klasse, men noget af det fællesskab, jeg havde på min gamle skole, er blevet erstattet af en konkurrence, som ikke altid er skidegod. Meget af fritiden for nogle af de andre i min klasse går op i, hvem der laver flest og mest lektier.«

Er det hårdt at bruge så meget tid på ­skolen?

»Ja. Nogle gange synes jeg, at lektie­byrden kræver lidt for meget, fordi jeg også har mange andre interesser. Jeg har gået til mange sportsgrene, men det er jeg blevet nødt til at skære væk, for ellers har jeg enten ikke tid til venner eller til lektier, og vennerne betyder meget.«

Psykolog: En karikatur af en skolegang

Det særlige ved Emil Grosens historie er, at det er en historie om de få. Den almindelige folkeskole er i en forfærdelig stand, mener pædagogisk konsulent, Sten Clod Poulsen.

»I forhold til andre lande begynder det nærmest at være parodisk, hvad der foregår i Danmark. Vi har en karikatur af en skolegang. Når man som jeg følger undervisningen i folkeskolen, er det fuldstændig tydeligt, at eleverne i dramatisk grad mangler evnen til at regulere sig selv. De flyder gennem timerne, ind i mellem er der nogle, der vågner op og deltager i en halvseriøs dialog med læreren, og så sløver de hen igen. Men hvis vi skal lave det om, kræver det en helt grundlæggende forandring i den måde, forældre opdrager deres børn og deltager i deres skolegang,« siger Sten Clod Poulsen.

Sten Clod Poulsen er psykolog med en lang forskerkarriere i pædagogik på flere højere uddannelsesinstitutioner bag sig og en del bøger om læring under bæltet. I dag er han selvstændig pædagogisk konsulent i virksomheden­ ­ MetaConsult.

Clod Poulsens diagnose af folkeskolen er også et selvopgør. Med »Grundbog i projekt­arbejde – teoretisk og praktisk vejledning« stod han i slutningen af 70erne i frontlinjen, da den sorte skole skulle rives ned. Ind kom projekt- og gruppearbejde, ud røg øvelse, terperi og prøver, der blotlagde manglende indlært stof. Og det var en fejl. En fejl, som Clod Poulsen for et par år siden erkendte offentligt i en kronik i Politiken under overskriften »Undskyld, vi tog fejl«. Fundamentet for, at børnene kunne lære noget, røg simpelthen ud med badevandet:

»I lang tid har vi kørt ud fra den grundtanke, at det skal være meget morsomt og underholdende, før børnene kan lære. Hvilket er noget notorisk vrøvl. Altså, bonde­børn i 1800-tallet blev simpelthen banket til at lære deres salmevers. De havde aldeles ikke lyst til det, men de lærte det, ellers fik de bank. Jeg siger selvfølgelig ikke, at vi skal tilbage til at give eleverne bank, men lyst er ikke en nødvendig forudsætning for at lære noget. Det kan også være kedeligt, svært og anstrengende, men der kan være alternativer, der er værre, og så sætter man sig ned og lærer.«

De gamle dyder skal ind igen

Han efterlyser gammeldags dyder som omhyggelig fæstelse i langtidshukommelsen af præcise og relevante moderne fagkundskaber – udenadslære – og tydelige faglige krav.

»Det er fuldstændig ligegyldigt, om eleverne har lyst til at lære tysk. De skal. Ellers kan de slet ikke klare sig erhvervsmæssigt senere. Det skal ikke stå til diskussion. Men det er svært, fordi vor tids lærere og forældre har vænnet sig af med at være kontante over for børn. Vi har ikke nogen model for, hvordan folkeskolerne kan overbevise forældrene om, at de skal støtte deres børn meget mere, end de gør i dag,« siger Clod Poulsen og fortsætter:

»Vi skal kombinere det bedste fra 50erne og 60ernes såkaldt sorte skole – solide fagkundskaber – med de pædagogiske fornyelser i 70erne og 80erne og igen kombinere det med fokuseringen på nødvendige brugs­orienterede kompetencer fra 90erne og 00erne. Vi skal nå frem til intelligente kombinationer og ikke falde på hovedet i nye pædagogiske grøfter. Vi skal øve os, og der skal indprentes en række faglige kundskaber. Den grundlæggende fæstelse af fagkundskaber i hukommelsen står fantastisk dårligt til i den danske folkeskole. Den form for pædagogik har lærerne smidt ud.«

For Clod Poulsen er det altså ikke et spørgsmål, der kan isoleres til folkeskolen. For ham drejer det sig om en grundlæggende forandring af dansk kultur.

»Jeg tror desværre, at vi skal meget længere ud med faldende økonomi og levestandard, før der sker effektfulde forandringer i uddannelsessektoren, og det vil tage årtier. I øjeblikket er vi i færd med at dekvalificere os selv i forhold til de opadstigende nationer, og på et eller andet tidspunkt synker vi bare under det niveau, hvor vi kan konkurrere med nogen som helst, og så går vores økonomi ind i et stejlt dyk.«

»Vi har et grotesk forhold til at øve os«

Men det er ikke bare engang ude i fremtiden, at vi får et problem. Det er her allerede. I hvert fald hvis man spørger ph.d. Steen Laugesen Hansen, der forsker ved Niels Bohr Instituttet og i mange år bl.a. har undervist på dyrlægestudiet. Når han ser ud over forelæsningslokalet, ser han mindst en tredjedel af de studerende, der aldrig burde være optaget på universitet og en dramatisk mangel på basale kundskaber og selverkendelse.

»Hvis man har fortalt en generation af unge, at de er fantastiske i kraft af deres blotte tilstedeværelse, så er det ikke noget, man kan ændre fra det ene år til det andet. Mange af dem føler, at de har en ret til at få den uddannelse, de har valgt. Uden egentlig at arbejde ret meget for det. Når jeg dumper dem, bliver de sure på mig, fordi »hvad fanden er meningen?« Jeg tvivler på, at de kan ændre holdning. Der skal nogle kritiske begivenheder til, og det er der ikke udsigt til, det skulle da lige være massiv arbejdsløshed for mange af dem. Og så er det jo for sent.«

Steen Laugesen Hansen skriver under med kapitaler på Clod Poulsens efterlysning af øvelse og udenadslære.


»Vi har et grotesk forhold til at træne og øve sig. I sport er det legalt at træne hårdt, og at det gør ondt, men når det er noget bogligt, så er det forkert. Lærerne må erkende, at der skal en vis portion terperi til, for at børnene kan lære sprog, matematik og fysik.«

Laugesen Hansen udpeger også forældrene, som de egentligt ansvarshavende. Men tiltro til de vil gøre noget, har han ikke.

»Når man peger på folkeskolen, må man også pege på forældrene, for i virkeligheden er det væsentligste ansvar for børnenes lave arbejdsmoral deres. Men de er jo nok uden for pædagogisk rækkevidde. Så det er folkeskolen og lærerne, der skal ændre noget, og rammerne skal ændres – der skal komme et eksternt pres fra politisk hold om, at det er OK, at der skal terpes.«

Antorini: Vi skal have begge del

Kritikken af svigtet forældreansvar og manglende fokus på vigtigheden af at terpe lektier finder faktisk lydhør hos undervisningsminister Christine Antorini (S).

»Jeg har selv plæderet for, at vi har brug for elementer fra den sorte skole. Vi skal have mere sort skole og mere rundkredspædagogik. For ja, skal man lære at tale godt tysk, skal man kunne sin tyske grammatik, og skal man lære at regne godt, skal man kunne sine tabeller. Og det er en del af den nye folkeskole­reform, der træder i kraft næste år. Alle elever får et timeløft og senest fra 2015 skal alle i lektiecafé, hvor det altså ikke bare handler om, at lektierne bliver lavet, men om at der bliver tid til faglig fordybelse, hvor man øver og træner. «

Sten Clod Poulsen og Steen Laugesen Hansen peger på, at forældrene i for høj grad svigter deres ansvar – er du enig i det?

»Det er rigtigt, at alle forældre kan motivere deres børn til at passe deres skole, at gøre sig umage og få lavet deres lektier, møde til tiden og være veludhvilede, så de er bedst muligt rustede til en god skoledag. Det, vi gør med folkeskolereformen, er, at skolebestyrelserne, hvor der jo sidder forældre­repræsentanter, skal fastsætte principper om forældreansvar. Når forældrene skriver deres børn op, skal skolerne kunne sige til dem: Her er vores værdigrundlag og forventninger til jer som forældre.«

Hvorfor tror du, at for mange danske forældre har svigtet det ansvar?

»Der nok en tendens til, at mange forældre har den oplevelse, at når de har sendt ungerne af sted til skole, så er de skolens ansvar. Der må man sige nej, det er et fællesansvar. Selv om forældrene ikke er fysisk tilstede, når deres børn er i skole, er der jo den holdning, de giver deres børn med hjemmefra. Derfor skal der være spilleregler på de lokale skoler, hvor man helt ned i detaljen siger, hvad man forventer. Der skal være noget forældreopdragelse.«

Synes du ikke, det er lidt mærkeligt, at folkeskolen ikke bare skal opdrage eleverne, men nu også deres forældre?

»Det kan man sige. Men når nu man kan se, at forældreansvaret kunne være stærkere, så er det her den rigtige måde at gøre det på.«

Emil vil gerne være journalist

Tilbage i Esbjerg fortæller Emil Grosen, hvad der driver ham. Det er ikke forældrene, der pacer ham, og det handler heller ikke om, at han ikke vil skuffe sine lærere. Det er usikkerheden på fremtiden, der presser­ ham.

»Jeg vil meget gerne i gymnasiet og bagefter blive journalist. Men det er der jo mange, der vil, så man skal nok arbejde sin røv lidt i laser for at nå det mål.«

Når man hører Emil sige sådan, får man lyst til at berolige ham. Så svært er det heller ikke, du skal ikke køre dig selv ned, du skal nok klare dig. Men måske er den lidt frygtsomme erkendelse hos Emil Grosen sund og sand. Dagene med velfærd ad libitum er hedengangne, fortæller eksperter, og fremtidens danskere bliver globalt konkurrenceudsatte. Man skal nok, som han siger, slide røven i laser, hvis man ikke vil falde igennem.

»Det overrasker mig ikke, at vi ligger så lavt i Pisa-undersøgelserne. Det overrasker mig, at vi ligger så højt, for folkeskolen er virkelig slap i Danmark. Jeg har været på udveksling i Italien og Holland, og selv i en normal klasse var der mere styr på tingene, end der er i Danmark. Jeg synes, der er for lidt disciplin, for få timer og for lidt respekt her. Vi skal være meget tilfredse med vores placering, for det sejler i folkeskolen.«