Luksus er ikke et ord, René Jasper Thomsen ynder at bruge. Han er managing director på Nobis Hotel Copenhagen, der åbnede i sidste måned, og som er med i den gruppe af femstjernede designhoteller, der lige nu rykker ind i København.

»Ordet luksus er fuldstændig overbrugt og uinteressant. At kalde noget et luksushotel eller luksusbrand, giver ikke mening. For hvem definerer, hvad der er luksus?« spørger han, mens vi ser os om i suiten, hvor stukken er belagt med guld og badeværelset er af marmor. Ejendommen, som ligger i Niels Brocks Gade bag Glyptoteket, blev opført i 1903.