Smørrebrød kan spises året rundt, men for mig har det højt belagte altid hørt den mørke tid til. Måske fordi smørrebrød og snaps hjælper på den indre varme, når frostgraderne strenges.

Vi var da også kun få dage inde i den officielle vintertid, da Mælkemanden og jeg kiggede forbi Nyhavn i enden ned mod Skuespilhuset. Hér er et nyt smørrebrødssted flyttet ind i en tidligere antikvitetsbutik. Kompasset hedder det, og kursen er sat med smørrebrød med et moderne twist, så vi lagde ud med rejer med chili samt en nyfortolket klassiker, hvor den røgede sild fra Gudhjem var skiftet ud med en makrel og nu hed Sol Over Nyhavn.

Inden da havde vi dog læsket ganen med en herligt frisk hø-øl fra Herslev (Mark Hø, 75 kr.), der skar velgørende gennem en snack-forårsrulle fyldt med andekød og dekorereret med en chilimayo, der løb med det meste af opmærksomheden.

Chili – eller rettere den søde baskiske udgave, piment, fra den rød-hvide by Espelette lige på den franske side af grænsen – var der også drysset på rejerne, der kom fra klippeøen Smögen oppe nord for Göteborg. Deres noget anonyme smag var forstærket af paprikamayo og bitter brøndkarse. I en lille skål ved siden af lå et halvt smilende æg, drysset med salt og sukker og brændt let med en bunsenbrænder, dog uden nogen større effekt på smagen.

De varme krydderier optrådte også i min Sol Over Nyhavn, hvor en hjemmerøget makrel blev serveret med en mayo iblandet panang-karry; den røde karrypasta fra Sydthailand som har en både sød og salt tone. Her kom den ikke rigtig til sin ret, men optrådte snarere som varm note mellem radiser, rødløg og den anderledes dominerende koriander samt endnu et brændt æg!

Og sørme om ikke både chilien OG det famøse brændte æg også dukkede op ved næste indslag, løgsilden, og nu begyndte det at lugte lidt for meget af gentagelse, også selv om vi i denne afdeling af kokkens chili-verdensomrejse var nået til Mexico.

Løgsilden var nemlig marineret i den røgede chipotle-chili, og selve silden havde bevaret et vist bid, som jeg foretrækker det, mens en skyr med løgringe og grønne sennepskorn fungerede fint. Til gengæld var jeg ikke så begejstret for det mørke rugbrød, der udgjorde det faste fundament. Det havde en let sødlig tone i retning af pumpernickel, og det blev et smagselement for meget i en i forvejen smagsspækket omgang smørrebrød.

»De vil os det for godt,« som medspiser Poul Mælkemand sagde, og min kartoffelmad gav ham ubetinget ret. En flot eleveret kartoffelmad var nærmet begravet i velsmag. Med trøffelmayo, små kartoffelschips og endelig 24 måneder gammel spansk sortfodsskinke. Lækre sager hver for sig, men tilsammen blev det alt, alt for meget af det gode.

De mange smagsindtryk stod også i kø for at komme til i min tatar på okseinderlår. En finthakket tatar (for fin til min smag) rørt med en igen for dominerende wasabi og serveret med æggeblomme, cruditée af sprød glaskål og rødbede, grøn brøndkarse og sennepskorn. Igen lidt for mange elementer, der, fremfor at spille sammen, kom til at forstyrre hinanden. Ærgerligt, når nu råvarekvaliteten ellers var i rigtigt flot niveau.

Så blev der til gengæld kompenseret flot i Mælkemandens varme tarteletter, der var frokostens absolutte højdepunkt. Hjemmelavede tarteletter, fint sprøde i dejen, hvis indre med hjælp fra masser af smør havde fået den rette luftige fugtighed, og et fyld af perfekt sauterede svampe (kantareller, enoki), der med en glimrende svampecreme sad lige i skabet. Her var intet overgjort, og svampene fik lov at smage igennem som sig selv.

Det eksempel kunne man godt ønske sig, at Kompasset ville følge hele vejen igennem. Der er intet galt med at twiste en klassiker, men lad være med at overgøre det, og vær lidt mere opfindsom med chili og æg. For med gode råvarer, et fint ølkort og venlig betjening skal der ikke meget til at få styr på Kompasset, så vi alle bliver »bound for Rangoon«.

Hvad: »Kompasset«

Hvor:  Nyhavn 65, 1051 København K, tlf. 44 22 52 22.

Pris: Billigste vin 225 kr., smørrebrød fra 85 kr., tre stykkers menu 250 kr.