Dansk vins godfather kan man godt tillade sig at kalde Peter Vinding-Diers. Ikke at den 73-årige vinmager, som i dag bor på Sicilien, nogensinde har lavet vin i Danmark, men til gengæld har han lavet vin i stort set alle andre vinlande. Og ikke mindst har Vinding sat den næste generation af danske vinbønder i gang med at lave vin: Nevøen Peter Sisseck, som er manden bag Pingus i Spanien, og sønnerne Hans (Noemia i Argentina) og Anders (Mirabel i Spanien).
På torsdag udkommer Vinding-Diers erindringer, »En håndfuld oliven og et glas vin«, hvor Vinding selv fortæller om næsten 50 års eventyr i vinens verden. Og det er ikke fremmed for Vinding at skrive, for før han i 1968 som 25-årig drog af sted til Sydafrika for at prøve lykken, var han journalist.
Ligesom hans far og farfar havde været det, begge med stort Cavling-tække: Farfar Andreas Vinding skrev bl.a. om Alberti-sagen i starten af forrige århundrede og var en af chefredaktør Henrik Cavlings yndlingsmedarbejdere på Politiken. Far Ole Vinding arbejdede på samme avis og fik i 1946 Cavlingprisen for sine bøger om bl.a. den spanske borgerkrig.
Begge var de i en periode Politikens korrespondent i Paris, ligesom Peter blev det i alder af kun 24 år. Angiveligt fordi redaktøren Bo Bramsen syntes, det var skægt at have tre generationer af korrespondenter i byernes by.
Hvordan ender en søn ud af en slægt af forfattere og journalister (Peters halvbror, Thomas Winding, var udover at være en kendt stemme på TV også forfatter) som vinbonde i Sydafrika?
Det hænger dels sammen med den frankofile forbindelse dels det faktum, at der blev drukket vin i Peters barndomshjem, klassificeret bordeaux endda, for farmand Ole købte hvert år et fad (225 liter) Lynch-Bages – dengang blev vinen ikke aftappet på slottet, men ved ankomsten til København.
Umiddelbart en luksuøs livsførelse, som en dagbladsjournalist i dag, hvor en flaske Lynch-Bages koster 600 kroner, næppe ville have råd til. Og da det også umiddelbart kan være svært at forstå sammenhængen mellem Politiken-fortiden og de mange adelige og kongelige personer, som optræder i Vindings erindringer, ringer jeg til Sicilien for at få mere at vide om Vindings baggrund:
»Ååhhhr …,« lyder det i telefonen – lidt ligesom når Else kommer ind i stuen, mens Erik ser fjernsyn i DR’s »Rytteriet« – Vinding har åbenbart ikke lyst til at tale om sin baggrund. Men så let giver jeg ikke op:
Var I det bedre borgerskab?
»Ikke en skid! Jeg hader middelklassen! Vi kommer fra en gammel fattig jysk præstefamilie. Dengang kostede Lynch-Bages ikke så forfærdelig meget, det var faktisk noget, man havde råd til at gøre.«
»Det billede skiftede i 1972, da amerikanerne begyndte at spekulere i vin, og priserne pludselig gik op. Da fik jeg at vide af min far, at han ikke længere havde råd til at købe sin årlige tønde Lynch-Bages. Der er ikke noget elitistisk i det overhovedet – punktum finale,« siger Peter Vinding-Diers.
Da jeg i fjor interviewede Peter Vinding-Diers’ søn Hans, fortalte han bl.a. følgende om barndommen på Château Rahoul i Bordeaux, hvor faren var vinmager og familien boede sidst i 70’erne og 80’erne:
»Rahoul var altid fuld af alle disse unge royale danske kids, Valdemar af Rosenborg osv. Jeg forstår mig ikke på det royale, der er jeg anderledes end min far,« sagde Hans Vinding-Diers, så nu spørger jeg Peter:
Hvad skyldes de adelige bekendtskaber, er der noget adeligt i familien?
»Århrr, ved du hvad, lad os springe det lort over og snakke om vin, for helvede! Enhver har sin kreds af venner, og det var tilfældigvis min kreds – end of story!« siger Peter Vinding-Diers, og jeg indser, at der ikke er noget at hente ad den vej.
Fra korrespondent i Paris til vindyrkning i Sydafrika
Efter et år som korrespondent i Paris, hvor Peter Vinding-Diers efter eget udsagn ikke lavede ret meget, men fik vækket sin interesse for vin, tog han ud på en større oversøisk rejse, der bl.a. bragte ham til Sydafrika, som betog ham så meget, at han besluttede sig til at vende tilbage.
Vinding-Diers, som havde været i landbrugslære, før han blev journalist, skrev en uopfordret jobansøgning til den største sydafrikanske vinproducent, KWV. Han fik afslag, men da hans engelske kone Susan havde et job på hånden som operationssygeplejerske i Cape Town, tog det unge par af sted.
Det lykkedes snart for Peter at få et job med at passe grisene på Klein Babylonstoren i Paarl i weekenden, men ugedagene gik med at suge til sig i gårdens vinmarker.
Vinding-Diers’ egentlige læremester blev den ungarske grev Pongracz, en legende inden for vindyrkning, som havde skrevet flere bøger om emnet og fået det store sydafrikanske mousserende vinmærke opkaldt efter sig. Peter fik job som Pongracz’ assistent på statens vinforsøgsstation i Stellenbosch.
»Pongracz blev min store læremester, han var eventyrligt interessant, så utroligt fremsynet og klarsynet. Han lærte mig bl.a., at gammeldags marsal selektion, hvor man multiplicerede de vinstokke, man selv havde på gården, er vejen frem i stedet for de smarte nye kloner, hvor plantematerialet er helt ens. En viden, som jeg stadig bruger her på Sicilien, hvor jeg går rundt og finder de planter, som kan tåle heden gennem hele vækstsæsonen, så ved jeg i fremtiden, at det er de stokke, jeg skal tage stiklinger fra, så jeg kan pode mine vinstokke, så de bliver resistente over for det varme klima her,« siger Peter Vinding-Diers.
Det var også Pongracz, som skaffede Vinding-Diers jobbet som kældermester på Rustenberg, et af Sydafrikas fornemmeste vinerier, hvor sønnerne Hans og Anders blev født. I 1974 fik Vinding-Diers dog et tilbud fra Bordeaux om at blive produktionschef på Château Loudenne i St. Estephe og takkede ja.
Hvorfor forlod du Sydafrika?
»Sydafrika var på en eller anden måde ikke et sted, jeg ønskede, at mine børn skulle vokse op. Det var ikke mit land. Da jeg fik tilbud fra Bordeaux, sagde min boss på Rustenberg: »Af sted med dig, hvis du vil være noget inden for vinens verden, må du igennem Bordeaux. Det afgjorde sagen for mig. Havde han sagt, at jeg skulle blive, havde jeg nok gjort det.«
Det var jo også tiden med apartheid dengang, det har du slet ikke beskrevet i din bog?
»For det første var der ingen sorte i Cape – det havde der aldrig været. Der var kulørte og desværre var de også med i det der pjat – apartheid. Men på en farm kan du altså ikke rigtig have apartheid på den måde, man kan have det i en ministeriel bygning. Det har i hvert fald aldrig været noget problem for mig. Vi var, som på alle farme, som en stor familie – uden at vi måske ligefrem gik i seng sammen,« siger Peter Vinding-Diers.
Retur til Frankrig
Så fulgte 25 år i Bordeaux som vinmager på forskellige slotte: Loudenne, Rahoul, La Grave, Padouen og Landiras. Man kan godt kalde denne periode for Vinding-Diers’ storhedstid, for selv om ingen af disse slotte hører til i den allerøverste liga, lykkedes det Vinding-Diers at placere sig i centrum, både vinfagligt og socialt.
Han blev bedstevenner med de førende internationale vinskribenter, ikke mindst Hugh Johnson, som har skrevet bogens forord. Og ifølge sønnen, Hans, var der ofte selskab på Rahoul, hvor »hele« Bordeaux var inviteret, inklusive ledende skikkelser som Alexis Lichine (fra Priuré-Lichine i Margaux) og Anthony Barton (Leoville-Barton).
Det var også her i Rahoultiden, at Vinding-Diers kom i kontakt med toppen af den australske vinverden. Sammen med Brian Croser fra Petaluma splittede han Rahouls naturlige gær ad i et mikroskop og fandt ud af, at gærstammen R2 var den mest effektive og gav blomstrende velduftende vine.
»Croser fik gæren med hjem til Australien, hvor den blev sat i verdensproduktion, uden at vi nogensinde har fået en øre ud af det – jeg må nok indrømme, at jeg ikke er særligt kommercielt indstillet,« siger Vinding-Diers.
På Rahoul lavede Vinding-Diers også det berømte forsøg, hvor han lavede tre udgaver af samme hvidvin med henholdsvis gær fra Lynch Bages, D’Angludet og Rahoul og beviste dermed, at hver vingård har sin egen naturlige gærkultur.
»Kan du forestille dig noget, som er mere spændende end det? Den dag i dag har Chr. Hansens laboratorium gang i et kæmpe forskningsprojekt med vildgær,« siger Peter Vinding-Diers.
»I aner jo ikke en skid om vin«
Selv om årene i Bordeaux med Vinding-Diers ord »har betydet alt«, fik også den æra en ende, da han blev tvunget til at sælge Landiras, som han og Susan ejede 12 procent af.
»Vores bank fik en henvendelse fra en vinkøbmand, som gerne ville have Landiras, han ville ikke købe direkte af mig, men foretrak, at banken trak lånene hjem, så han kunne købe på tvangsauktion – meget fransk og i tidens ånd. Det var ikke nogen særlig behagelig situation, men jeg lærte til gengæld, hvem der var mine venner, og hvem der ikke var,« siger Vinding-Diers, som efter denne episode forlod Bordeaux.
»Efter de tæsk, jeg havde fået i Bordeaux, havde jeg lyst til at krybe i ly,« skriver Peter Vinding-Diers. Familien overvejede Ungarn, hvor Vinding havde gang i forskellige vinprojekter, men endte med at vælge Toscana, fordi den tidligere elev og ven, Baron Andrea Franchetti, boede der og drev vingården Tenuta Trinoro. Peter og Susan købte et landhus med plads til alle deres møbler, men fandt hurtigt ud af, at Toscana ikke var noget for dem.
I »En håndfuld oliven og et glas vin« skriver Vinding-Diers om Toscana, at »somrene var glohede, vintrene iskolde, og menneskene var benhårde, løgnagtige og en bande tyveknægte«.
»De lokale toscanere er meget lidt ærlige, og så bor der en samling rige mennesker, amerikanere, danskere, franskmænd, som er skyllet op på kysten, fordi de synes, at Toscana er helt vidunderligt, fordi de bliver ved med at fortælle hinanden, at der er så skønt.«
»Gud være lovet havde vi også en lejlighed i Rom – det var pragtfuldt og praktisk, når jeg skulle flyve rundt til alle mine konsulentjobs rundt omkring i verden. I fire-fem år sad jeg næsten konstant i et fly på vej et eller andet sted hen. Det var meget sjovt, men så heller ikke mere.«
Næste stop på den vindingske odyssé blev Sicilien, hvor Vinding-Diers skulle lave vin på Etna sammen med Baron Andrea Franchetti og nevøen Peter Sisseck:
»En dag sagde Andrea til os: »I aner jo ikke en skid om vin,« og så splittede vi op. Jeg kørte ned ad den sorte vulkan og spiste frokost med en ven, der sagde, at han havde noget land, som jeg skulle kigge på. Jeg sagde »fandme nej, aldrig en italiener igen«. Men da jeg så »Montecarraubo«, som vi senere døbte det, blev jeg overbevist.«
Efter at Vinding havde plantet et par hektar med vin på Montecarrubu, og første årgang var lagt i kælderen, skete det hverken værre eller bedre, end at de bedste fade med vin blev stjålet under et indbrud.
»Det er jo interessant, at de må have vidst, hvad der var den bedste vin. Jeg har stadig ikke helt forstået, hvordan de har fået tønderne, der vejer 300 kilo stykket, ud af kælderen og op i en ladvogn. Men jeg har været for meget igennem her i livet, til at jeg lader mig skræmme! Jeg fik sat et kamera op, og siden har der ikke været noget i den retning.
For travl til at gå på pension
Derudover har vi ikke set noget til mafia og den slags, som folk taler om med Sicilien. Vi har derimod mødt nogle helt fantastisk søde mennesker.
Lige som i Jylland i gamle dage, du ved: De åbner døren for dig, og de vil dele det sidste stykke brød med dig og er fuldkommen klar over, at du skal have den største del af brødet,« siger Peter Vinding-Diers, som i dag har to en halv hektar plantet med primært syrah og fire hektar under forpagtning i Noto – svarende til årlig produktion på 30.000 flasker pt.
73 år er et godt stykke over pensionsalderen i Danmark, er det noget, du overvejer?
»Pension, nej da, det har jeg slet ikke tid til. Jeg er i gang med at indhente tilladelse til at plante yderligere fem hektar, og så skal jeg også lige have bygget en ny kælder,« siger Peter Vinding-Diers.
»Jeg har tænkt mig at lave vin, til jeg trimler. Og ved du hvad: Mens vi sidder her og taler, kigger jeg ud over havet og er faktisk lykkelig!«