Første indtryk

Umiddelbart adskiller Aruba Resort sig ikke fra de andre store, internationale high rise-hoteller, der ligger på rad og række langs Palm Beach (de mindre hoteller – low rise-hoteller, som de kalder dem på Aruba – ligger langs Angel Beach længere mod syd). Det er en høj, moderne bygning, otte etager, med hvid facade og store glasdøre ind til et stort åbent og lyst lobbyområde med reception, café, bar og opholdsområder med sofaer og borde.

Det er hotellets modsatte side, hvor værelsernes altaner har udsigt ud mod havet i de mange lysende blå og turkise nuancer, der er noget særligt. Her er anlagt et stort, frodigt tropisk have- og badeomåde med store bassiner til at svømme i og mindre, hvor »vandløb« plasker ned fra »klipper«, og træbroer fører over.

Og det hele fører direkte ud til stranden med det kridhvide sand, palmerne og parasollerne og solstolene.

Værelset

Er stort og virker med sine hvide vægge, gyldne gulvtæppe og »lave« møblering meget åbent.

Der er intet højt skab – det findes i badeværelset, hvor en dør fører ind til et walk in closet med bøjlestænger, kuffert-taburet, strygebræt og -jern samt stor safty boks. I badeværelset er der badekar og toilet bag en halvvæg og to håndvaske.

Værelset har kingsize seng, stor kommone, hvor fladskærmen står, sofa, bord og stol samt skrivebord med stol. Der er kaffemaskine, og der er altan møbleret med cafésæt. Hoteller har i alt 411 værelser, deraf 23 suiter med direkte udsigt til havet.

Mad og drikke

Seks restauranter: en italiensk, en sushi-bar, et steakhouse, en fiskerestaurant (ved stranden), en sportsbar og -restaurant samt en lobbycafé, der er åben døgnet rundt. Desuden to barer, en i lobbyen og en ved poolen.

Særligt

Man kan få sin spillelyst stillet. I forbindelse med det store hotel ligger Stella Casino, men dog i en særskilt bygning.

Pris

Spa i forbindelse med hotellet og dertil et bredt udbud af aktivitetsmuligheder som søsport, tennis og basketball, og der er et daglig program med arrangerede aktiviteter. Endelig findes der bag hotellets »South Tower« et poolområde, som er »stille« og forbeholdt voksne.

Minus

Hotellet ligger længst ude ad stranden, og der er derfor en lidt længere spadseretur til byområdet, der bygges bag hotellerne med forretninger, restauranter, barer osv.

Pris

Varierer efter sæson og værelsestype samt hav- eller haveudsigt. Men typisk fra 1.500 kr. pr. nat for et dobbeltværelse uden morgenmad.