»Han plejede at være kok på Eden Rock,« hvisker min vært respektfuldt, da vi i det tropiske aftenmørke ankommer til restauranten i Saline, som blot består af små grupper af borde under halvtag på en teak-terrasse, omgivet af palmer og farvestrålende bougainvillea.
Kokken Jean-Claude Dufour ér imponerende, ikke kun med sin næsten to meters højde i køkkendøren, da vi siger tak for i aften, men også med sin skarpe enkelhed på de tallerkner, der er fløjet ind til vores bord på hans eget spisested L’Esprit: svamperavioli med stegte kæmperejer og gulfinnet tun med mos af moskusgræskar.
Han kan også sin jord-til-bord efter sin uddannelse i Bordeaux, men det er gennem de mange år med seafood her på St. Barth, at han har skabt sit eget steds ry – og øens – som et af de bedste steder at få en bid af paradis.
Lidt Frankrig i Caribien
Der har altid været en særlig aura omkring dette lille stykke Frankrig i det caribiske hav. Mange har forsøgt at lave en pagt om ikke at afsløre jetsetternes »hemmelige« sted på verdenskortet for at undgå masseturisme, men selv om vulkanøens velegnede forhold til barfods-luksus for længst er blevet røbet, har St. Barth stadig to store fordele: den er svært tilgængelig, og der sker ikke nok for almindelige turister.
»Her sker ingenting. Man må selv skabe sine oplevelser,« siger Thierry de Badereau, fransk livsnyder og iværksætter på nittende år med badebuksebutik i Gustavia og chikt boutique hotel ved den lækre St. Jean-bugt.
Han gør sit til at få turister til at føle sig som lokale, og de lokale til at føle sig hjemme, når han forvandler sin strandrestaurant, La Plage, til bikini brunch, deluxe barbecue og DJ-aftener i håb om at være med til at fastholde en kultur, der er indbegrebet af den særlige St. Barth-atmosfære.
Man skal ikke være ret længe på øen, før man forstår, hvorfor den er blevet så populær. Den henvender sig til dem, der lever livet i overhalingsbanen til hverdag, og som har brug for at gå helt ned i gear, når de holder fri. Okay, stadig med en vis stil, men fremfor alt på den chikke, afslappede måde i lokalt flettet stråhat og klipklapper, oceaner af tid til at tænke over tilværelsen, hænge længe over frokost, dase i solen eller prøve kræfter med havet.
Som en mangeårig gæst på øen siger: »St.Barth virker appellerende på grund af alt dét, den ikke har: golfbaner, casinoer, stor lufthavn, højhus-hoteller og vandrutchebaner« – med slet skjult hentydning til de nærmest-liggende øer. Og jeg kan kun give hende ret.
Bruno Magras, øens præsident siden frigørelsen fra Guadaloupe i 2009, er ellers kendt for gerne at ville skabe vækst på øen ved at tillade flere hoteller end de 24, som klarer turiststrømmen fint indtil videre, men han har på et tidspunkt sagt:
»Jeg kan blive bekymret for, om St. Barth vil udvikle sig som St. Thomas, hvor jeg har boet, for det er lige præcis sådan, vi ikke vil have, at det skal blive.«
Så til trods for, at majoriteten af turisterne kommer fra USA, behøver man ikke være bange for, at øen bliver amerikaniseret, for det er alt det frankofile ved St. Barth, som virker tiltrækkende.
Nogen sammenligner den med St. Tropez’ charmerende uskyld, da den stadig var et lille fiskerleje og location for Brigitte Bardot i »Gud Skabte Kvinden« i 1956. Og selv om de internationale mærkevare-butikker kender deres besøgelsestid i den skattefri hovedstad, så er det den perfekte ramme for det gode liv uden forstyrrende grimhed.
Det Caribiske Hav
Det er ikke så forfærdelig længe siden, at det bare var endnu en ø, man sejlede forbi i rækken af de mange, som udgør de små Antiller mellem Atlanterhavet og Det caribiske Hav. Det første fly landede i 1945 og inden da kunne man komme hertil med båd. Der var heller ikke meget at komme efter, andet end en guddommelig, uberørt natur, og øens status som frihavn.
Den første udlænding, som lagde mærke til den, var Christoffer Columbus, da han i 1493 var på vej hjem til Spanien efter sin anden rejse til Vestindien. Han nøjedes med at nyde synet fra skibsdækket og opkaldte øen efter sin bror, Bartoloméo.
Spanierne gjorde aldrig rigtig krav på den, og det var først i midten af 1600-tallet, at øen begyndte at få sine franske rødder med indvandrere fra atlanterhavsregionerne Normandiet, Bretagne og Poitou. Det har været medvirkende til, at øen har en overvejende hvid befolkning – en tendens, der forstærkes ved nutidens migration fra primært Frankrig, de såkaldte »metros« (storbymennesker).
Interessen for øen kom og gik med de pirater, som lagde søvejen forbi, men i 1744 fik franskmændene vristet den ud af hænderne på englænderne efter 30 års besættelse, for så i 1785 at låne den ud til svenskerne mod handelsrettigheder i Baltikum og varelagre i Göteborg. Umiddelbart ikke den store gevinst for svenskerne, for øen bestod af strande og sumpe og havde blot en lille produktion af bomuldsplanter. Men samme år fik den status som frihavn, og har det den dag i dag.
Svenske flag vajer side om side med de franske
Når man går rundt i hovedstaden Gustavia, er der mange referencer til de 94 år, hvor svenskerne havde ansvaret for St. Barthélemy. De gik til opgaven med krum hals og udviklede det til et efter datidens normer bekvemt samfund med skoler og kirker, butikker og markeder, hoteller og barer, købmænd og bagere.
Selv om det betød store fremskridt for indbyggere, forblev øen en økonomisk byrde for den svenske konge, og han var mere end glad for at kunne returnere ansvaret til Frankrig i 1878, hvor den kom under vingerne på en anden fransk-caribisk ø, Guadaloupe, indtil 2009.
Men det svenske præg er der, fra man lander i den lille propelmaskine i Gustav III-lufthavnen i St. Jean til man ser nogle af de murstenshuse, som har overlevet tidens tand, for eksempel det lille hjemstavnsmuseum ved La Pointe yderst på havnen i Gustavia med Fort Oscar knejsende op over.
De originale træhuse ligner noget från hinsidan, et af dem er faktisk malet gult og blåt, og flere steder vajer det svenske flag side om side med det franske. Gustavias gadenavne er tosprogede, om end betydningen ikke holder i en direkte oversættelse, og hvert år i november holdes til minde om de historiske bånd mellem de to nationer Gustavia-Loppet, hvor børn og voksne snører løbeskoene til et mini-maraton i det kuperede terræn.
Saint Barthélemy, St. Barth, St. Barts eller St. Barths med et s
Kært barn mange navne, og det er alt efter, hvor man kommer fra, hvordan man omtaler øens navn. De mest korrekte franskmænd bruger altid det officielle navn, Saint Barthélemy, de kække forkorter det til St. Barth – selv turistkontoret – mens den engelske og amerikanske udtale og omtale altid er St. Barts eller St. Barths med et s.
Den fransk-hollandske eventyrer Rémy de Haenen var ligeglad med udtalen, da han opdagede øen i 1930erne, men det er hans fortjeneste, at den er blevet det St. Barth, man kender i dag. Han kom hertil med båd og brugte havnens skattefri status til at smugle spiritus og våben mellem de andre øer i Caribien helt op til Anden Verdenskrigs slutning.
Selv om der hverken var strøm eller kloakering dengang, kunne han se potentialet som ferieø, og han tog fusen på alle, da han en dag landede et lille sportsfly på den bare græsmark i St. Jean, som ellers var forbeholdt de lokale geder.
Han havde besluttet sig for at gøre øen til sit hjem – og sin business – og købte kroen nogle få hundrede meter længere henne ad stranden fra landingsbanen. Med sine egne hænder byggede han den om og tilføjede nye værelser på den lille klippe, som stak ud i havet, og kaldte den Eden Rock.
I dag er hotellet legendarisk, meget større og på andre hænder, men Rémy de Haenen og hans vision skabte den luksus-turisme, som er eksistensgrundlaget for St. Barth i dag. Han fik datidens berømtheder som Begum Aga Khan, den svenske konge Carl Gustaf, Johnny Weismüller, Greta Garbo, Jacques Cousteau og Montgomery Clift til at holde ferie her, og de følte sig så godt tilpas, fordi de kunne være i fred, at de ofte blev i ugevis.
En af hans gæster, rigmanden David Rockefeller, kom også til at betyde noget for turismen på St. Barth. Han blev så glad for øen, at han ville have sit eget hus, og som den første byggede han i 1970erne en luksusvilla i Colombier på øens nordvest-side. Det var begyndelsen på en trend blandt verdens rigeste i finans-, mode- og underholdningsbranchen.
En af de nyeste og mest kendte husejere er den russiske millardær Roman Abramovich, som for et par år siden brugte 450 mill. kr. på en ejendom beliggende på en 28 hektar stor grund oven over Gouverneur-stranden.
Ligesom alle andre må han kaste anker i Gustavia havn et stykke derfra, selv om han helst ville have bygget en privat mole til lystyachten ud for sit hus, men da stranden dels er offentlig tilgængelig ifølge fransk lov og dels regnes for en af øens største natur-vidundere, måtte han stikke sine penge i lommen igen. Hans sponsorering af det lokale fodboldstadion udløste i hvert fald ikke en byggetilladelse i første omgang.
For strandene er og bliver den primære attraktion på St. Barth – sammen med den livsstil, som har udviklet sig omkring dem indenfor de seneste 30 år.
Der er 22 meget forskellige strande, fra den svært tilgængelige Colombier i nord, hvor det enten er en halv times hike ned gennem krat på gedestier med picnic-udstyr i håndtasken eller nogle få svømmetag fra lystyachten, som kan lægge til i den lille vig, til de lige så åndeløst smukke, langstrakte puddersands-paradis som Flamands og Saline bag høje klitter, bystranden Shell Beach i Gustavia og den populære St. Jean ved lufthavnen, hvor man fra sin liggestol eller surfbrædt kan holde øje med, når de små propelfly ankommer med nye entusiaster på La Tourmente, den kun 640 meter lange landingsbane.
Ren afslapning
Min vært, Thierry de Badereau, har ret. Der er ikke så meget andet at lave end at slappe af, og der er de 80 restauranter med fortrinsvis fransk-inspireret køkken, men også lidt caribisk, thai og italiensk, glimrende adspredelse, og kvaliteten er i top alle steder.
St. Barth har altid haft et kræsent publikum, også i bogstaveligste forstand, og ingen vil gå glip af en god forretning, når klientellet er der. Uanset om de hedder Kate Moss, Marc Jacobs, Demi Moore eller fru Mouritzen fra Danmark. For min mad koster det samme som deres. Og de andre elsker at være her, fordi de kan være sig selv på stranden og ved spisebordet uden bodyguards og paraderne oppe.
»Det er sjældent, der kommer paparazzis udefra. Vi har en fotograf på øen, som indimellem tager den slags billeder, men vi ved, hvem han er,« siger de lokale hotelejere, som gør alt for at beskytte deres gæster.
Jeg spiser frokost med ejendomsmægler Anne Dentel, som har flere årtiers erfaring med salg og udlejning af luksusvillaer, og hun bekræfter det, jeg hører flere steder; at St. Barth har fået succes, fordi det er et gennemført niche-marked.
»Vi mærkede næsten ikke noget til krisen, fordi dem, der vil købe eller leje her, altid har pengene til det. Okay, priserne var lidt højere for 5-6 år siden, men det siger noget om standard og niveau, at der stadig handles villaer til 150 millioner kr. på Flamand Beach,« siger hun og skynder sig at tilføje, at man kan da også få en studio-lejlighed på 35-40 kvm. til 3,5 millioner kr.
Jeg synes, det er mere beroligende, at man trods alt også kan være med på leje-markedet fra 9.000 kr. om ugen for en et-værelses hytte som feriegæst udenfor højsæsonen.
»Øens størrelse, og dermed også begrænsningerne for at bygge, er med til at bevare eksklusiviteten, men jeg tror, der kommer et par nye hoteller indenfor de næste to år for at kunne klare den stigende efterspørgsel, der trods alt er, siger hun.
Man fristes til at håbe det modsatte og blive en del af pagten om at holde på hemmeligheden om St. Barth, så øen kan bevare sin charme. Men det er jo utopisk, og på den anden side, hvem ønsker ikke at dele en bid af paradis med andre? Så værsgo.