Jeg tumlede rundt med dette spørgsmål i løbet af weekenden: Hvad vil det gøre ved Morten Olsens eftermæle, hvis han ikke som sin sidste præstation kvalificerer det danske landshold til EM-slutrunden i Frankrig til sommer?

Svaret vil afhænge af den enkeltes temperament.

Jeg er sikker på, at vi stadig vil se tilbage på en landstræner ud over det sædvanlige. På en landstræner, som var ekstraordinært resultatskabende, som to gange fik Danmark til en VM-slutrunde, som fik sit hold videre i svære puljer ved både EM og VM, som var visionær, men søreme også stædig, og som elskede jobbet på en måde, så vi alle kunne mærke det.

Jeg er også sikker på, at det bestemt bliver en markant del af fortællingen om Olsens landstrænerepoke, hvis han ikke formår at slutte den ved sommerens EM. Vi kommer ikke bare til at se igennem og skidt-pytte det ud til højre, hvis det danske landshold misser den nemmeste kvalifikation i årevis. Der skal findes 23 deltagere til sommerens EM – ud over Frankrigs værter – og de 23 pladser spiller 53 lande om. Det betyder, at 43 procent kommer med. Jeg havde faktisk aldrig set det som en mulighed, at Danmark ville misse dét cut. Sådan har jeg det ikke længere efter 0-0-kampen mod Albanien fredag.

Nu er der ikke noget, der er tabt endnu, er jeg med på. Men alene det faktum, at vi før dagens udekamp i Armenien kigger på en situation, hvor danskerne i mine øjne mere sandsynligt slutter som treer i sin gruppe end på en af de første to pladser, er faktisk for ringe. Mener jeg.

Og så er jeg helt med på, at fodboldeuropa er en sådan størrelse i dag, at man dårligt kan tale om små lande og store lande. Og jeg er med på, at andre – og større – traditions-nationer er i problemer.

Men de forklaringer er bare bedst, hvis ens egen præstation har været god. Og jeg synes helt overordnet ikke, at den danske præstation i kvalifikationen har været ret imponerende. Og derfor bliver det også os selv, der for mig er den store forklaring på, at man nu står over for giftige udebaneopgaver i Jerevan og Braga, hvor der virkelig skal laves resultater.

Danmark har spillet to gode kampe i gruppen. Begge gange mod Serbien – den ene gang vandt man fortjent. Den anden gang vandt man med både held, lodder og trisser. Kampene mod Albanien har ikke været gode nok. Kampen mod Portugal var nogenlunde, men man havde ikke evnen til at gøre det færdigt. Hjemmekampen mod Armenien blev vundet, men præstationen var mere ujævn end jævn.

Derfor har Danmark kun 11 point. Derfor kigger vi nu ind i et scenarie, hvor det bestemt er sandsynligt, at Albanien i hjemmekampe mod Serbien og Portugal og en udekamp i Armenien henter flere point, end Danmark formår at hente i sine to udekampe i Armenien og Portugal. Og så bliver vi bare nummer tre i puljen og skal ud i to playoffkampe, hvor jeg – uanset om modstanderen hedder eksempelvis Norge, Holland, Rusland, Irland eller Israel – ikke kan se, at Danmark bliver den åbenlyse favorit.

Sådan har jeg det efter at have set præstationen mod Albanien, som ikke engang gravede sig ned og dermed forærede danskerne den klassiske undskyldning om, hvor svært det er at skabe noget mod hold, der ikke vil noget. Danskerne var bare ikke ret gode mod et fornuftigt, men så heller ikke mere, mellemvarehold.

Jeg så desværre to ret jævne hold. Bevares, Danmark var nærmest sejren, men skabte forbavsende lidt. Og jeg bakser stadig med at forstå, at Morten Duncan Rasmussen ikke skulle prøves de sidste fem-syv minutter.

Der manglede kvalitet i alt for mange elementer af det danske spil, og det var sådan set hele den danske opstilling, der på forskellige parametre var ramt af denne manglende kvalitet. Og når man vil spille så svært, som Danmark som oftest vil, skal langt flere ramme deres topniveau.

Jeg synes i den grad, Morten Olsen fortjener at slutte sin landstrænerperiode ved en slutrunde, men han står lige nu i en situation, hvor der allerede er tæt på at være overtræk på fjumrekortet.