»Det handler om talentudvikling mere end de aktuelle resultater,« udtalte landstræner Hans Brun Larsen forud for U/17 EM.

Men hvorfor ikke kombinere de to ting? For William Kvist Jørgensen har en rivende personlig udvikling resulteret i to vigtige mål i Danmarks første kampe og en placering øverst på notesblokken hos de utallige talentspejdere, der følger interesseret med på sidelinjen.

I Farum Park, hvor storhedsdrømme mere er reglen end undtagelsen, er de unge danske talenter for alvor trådt ind på fodboldscenen. Foran landstræner Morten Olsen, talentspejdere fra det meste af Europa og med direkte tv-transmissioner er de danske ungdomsspillere til endnu en af de mange eksamener, der kendetegner livet som professionel fodboldlærling. En læreplads vor dumpeprocenten er høj, og kravene proportionalt stigende med alderen.

William Kvist Jørgensen er en af de danske spillere, der har været til eksamen og bestået. En flot indsats hidtil i turneringen er blevet kronet med to mål i henholdsvis åbningskampen mod Holland og i andenrunde kampen mod Finland, hvor det igen blev til anerkendende nik og små notater på blokken hos de mange diskrete jakkesæt på tilskuerpladserne.

Men den øjeblikkelige succes går ikke den unge midtbanespiller til hovedet. Han tager en kamp af gangen og nægter at lade fødderne forlade jorden i euforisk jubel. Enhver snak om at være morgendagens stjerne ryster han blot på hovedet af.

»Jeg håber engang at blive fodboldspiller og kunne leve af det. Indtil videre spiller jeg fodbold, fordi jeg kan lide det og synes, det er sjovt. Men selvfølgelig gemmer der sig et eller andet bagved, der siger: »Måske har jeg talentet til at gå hele vejen, måske ikke.« Nu må jeg se, hvor langt det kan bære,« lyder det beskedent fra William Kvist Jørgensen.

Hotel Marina i Vedbæk er byttet ud med et mere beskedent logi i Taastrup, men ellers er der ikke den store forskel på U/17 landsholdet og det »rigtige« landshold. De unge talenter oplever på nært hold, hvad det vil sige at spille i nationaldragten og være i mediernes søgelys.

I hotellets foyer står et par journalister og tv-hold, der gerne vil tale med nogle af spillerne. Og selvom det er milevidt fra presseopbudet i Vedbæk, er det stort nok for de 16-17årige drenge, der først er ved at lære de indledende trin på den offentlige mediescene.

William Kvist Jørgensen har ikke haft travlt med at komme frem i forreste række. Han er glad for at have undgået den samme kraftige eksponering som andre på holdet, der allerede er udråbt som de små Laudrup'er i pressen.

»Det passer mig fint at have været foruden det. Alt for mange skriverier vil bare påvirke mit spil og øge presset på mine skuldre. Jeg prøver hele tiden at minde mig selv om, at jeg bare skal ud at spille fodbold, og at det stadigvæk er en leg. Men det er da klart, at i takt med at man bliver ældre, er fodbold blevet en hårfin balance mellem leg og alvor,« siger den unge midtbanespiller, der til dagligt er fast mand på KBs bedste ynglingehold. At grænsen mellem leg og alvor er blevet hårfin for William Kvist Jørgensen skyldes først og fremmest de mange talentspejdere, der følger de unge spillere tæt. De ser med helt andre øjne end familiens, når de bedømmer kampene og de enkelte spilleres præstationer.

For dem er drengene en vare, der er millioner værd, hvis den købes på det rigtige tidspunkt.

»Det er selvfølgelig et pres, at man skal spille godt hver gang for at »please« dem. Men vi er vant til det. Siden det første udtagelsesstævne har de været på sidelinjen, så vi er blevet hærdet med tiden. Men det er noget, man tænker over - ikke mindst til et U/17 EM, hvor der er ekstra mange, der kigger på.«

Det benhårde udskilningsløb, som drengene har været igennem op til EM-turneringen, er langt fra slut. De 18 udvalgte bejler alle til en plads i startopstillingen. William Kvist Jørgensen har indtil nu været en af de dygtige og heldige, der er startet inde i samtlige 20 kampe, holdet har spillet sammen siden den første udtagelse. Men han medgiver, at det kan være svært både at være ven og konkurrent på samme tid:

»Det er svært at beskrive, hvordan forholdet til holdkammeraterne præcist er. Hver weekend er vi konkurrenter, når vi spiller mod hinanden på vores klubhold. Med U/17-holdet er vi sammen, men vi er også indbyrdes konkurrenter af og til. Men det handler om at skille tingene ad. Uden for banen er folk loyale over for hinanden og siger: »Det kan godt være, at vi er konkurrenter, men vi kan stadig godt være venner og tale sammen.« Det handler om at være professionel i sin indstilling.«

Og det har William Kvist Jørgensen været, siden han skiftede fra den lille jyske fodboldklub Torsager-Rønde Idrætsforening til KB i København. Først gjaldt det en plads på holdet i KB, dernæst et af DBU's unionshold og siden hen ungdomslandsholdet.

Men trods den konstante udvikling bliver drømmene om millionkontrakter i udlandet og fast plads på landsholdet omhyggeligt holdt nede. I hvert fald officielt. Det unge KB-talent er forsigtig med de store udmeldinger og flotte armbevægelser på egne vegne. Det handler om ikke at slå større brød op, end man selv kan bage:

»Jeg satser ikke alt på at blive professionel fodboldspiller. Hvis ikke det går, vil jeg glæde mig over alle de gode oplevelser, jeg har haft med fodbolden. En drøm for mig er ikke nødvendigvis at komme til udlandet. En dansk Superligaklub ville da også være helt fint. Men man er nødt til at se realistisk på det, ellers bliver skuffelserne for store.«

Foreløbig tager William Kvist Jørgensen et skridt af gangen, eller kravler gennem endnu et nøglehul kunne man fristes til at sige. Den unge KBer er en af de udvalgte spillere, DBU tiltror gode chancer for at nå til tops på fodboldhimlen. Men selv afviser han at tale om perifere millionkontrakter og landsholdspladser langt ude i fremtiden:

»Alle taler så meget om prisen for at spille fodbold på vores niveau og en mulig gevinst langt fremme. Men jeg synes stadig, at det er en gevinst ved at spille lige nu, ellers ville jeg slet ikke spille,« siger han.