Uvisheden

3. juli. Islands Brygge, hotellejlighed på Stay

En bunke fodboldstøvler på gulvet inden for døren, et par A2-printede familiebilleder, der drysser lidt hjemlighed ind i rummet, barnelegetøj og en plaid på sofaen. Det hele kan samles sammen på en halv time, for hotellejligheden på Islands Brygge er ikke et hjem, det er bare et sted, de bor lige nu. William Kvist, hans kone Christine og sønnen Valdemar venter. På at telefonen ringer. På det rigtige tilbud. Deres hjem står pakket ned i en container lidt uden for Manchester, parat til at blive sendt videre, men endnu ved han ikke, hvor han skal spille, og hvor familien skal flytte hen. William Kvist mangler en arbejdsgiver. Han overvejer, hvad han skal. Skal han vælge det sikre, barndomsklubben FC København, eller skal han håbe på, at der dukker et mere spændende tilbud op i udlandet?

»Hvis du havde spurgt mig for nogle uger siden, ville vi begge to helt skråsikkert have sagt, at vi skal af sted igen. Vi vil gerne spinne karrusellen en gang mere og se, om vi rammer noget rigtigt, men det er ikke sikkert, at det, jeg kan acceptere, dukker op. Jeg vil ikke spille på et niveau, hverken sportsligt, prestige- eller lønmæssigt, som er under FC København. Det er spørgsmålet nu: kommer der noget, der er bedre end det?«

William Kvist er arbejdsløs for første gang, siden han som 15-årig fik kontrakt med FC København. Han har troet, tænkt og ment, at han skulle til udlandet, han har gentaget det flere gange i interviews, men som han sidder her i sofaen med Valdemar på et halvt år på armen, er han ikke længere så sikker. Han har fået en række tilbud, en fransk klub, der ikke var økonomisk interessant, en engelsk klub, der ligger midt i den næstbedste række, et par danske klubber har spurgt, men ikke det rigtige tilbud, det indlysende rigtige. Til gengæld har han fået et, som har gjort ham i tvivl. For forleden på træningsbanen i FC København, hvor han har trænet med for at holde sig i form før og efter landskampen mod Serbien 13. juni, hev manager Ståle Solbakken ham til side.

»Ståle og jeg har en god relation, og vi havde før landskampen snakket om, hvad jeg skulle, og jeg fortalte, at jeg ville til udlandet igen, og det forstod han. Men efter landskampen sagde han, at han ikke havde taget fat i mig før, fordi han havde fuld respekt for, hvad jeg ville, men jeg skulle bare vide, at der var plads til mig, hvis det var. Vi har ikke sagt noget til venner og familie endnu. Vi tænker. Det er min sidste kontrakt, det er en stor beslutning.«

William Kvist blev meldt ind i KB, da han var 8 år gammel. Hans familie flyttede til Vanløse, og hans mor havde spurgt hans gamle træner i Thorsager Rønde Idrætsforening, hvilken klub han ville anbefale. William havde talent, sagde træneren og foreslog KB: det var en god klub.

»Han kunne have sagt hvad som helst, så jeg har cyklet fra Vanløse til Frederiksberg, siden jeg var otte.«

Han cyklede selv, for han var et barn, som havde styr på tingene. Han var lille, da han begyndte selv at stille sit vækkeur og sørge for at stå op og komme i skole. Det kommer ikke nogen steder fra, sådan er han bare født, siger han. Han kan godt lide at opføre sig ordentligt. Men han var dog ikke mere dydsmønster, end at hans mor måtte bestikke ham til at lære at læse. Han fik en krone per side for de første bøger, han læste.

»De havde på ingen måde noget imod, at jeg spillede fodbold, men jeg skulle også prøve andre ting. Jeg gik til dans i to år. Jeg spillede håndbold og badminton. Jeg tog også på efterskole, hvor alle andre sagde »hvorfor bliver du ikke bare hjemme og spiller fodbold, du er jo skidegod.« Da jeg gik på handelsskole, var jeg i Australien midt i en sæson, jeg var i praktik hos Maersk i London, lige inden jeg blev rykket op i FCK’s førsteholdstrup. Men så får man det passet ind. I Australien trænede jeg med en professionel klub, i London med Charlton. Det har været vigtigt for mig at have noget andet end bare fodbolden, jeg interesserer mig også for andre ting.«

Derfor læste William Kvist også filosofi og økonomi på CBS, mens han spillede på FC Københavns førstehold, hvor han gik fra en rolle som ung indskifter til bærende kraft på midtbanen i jubelsæsonen 2010-11, hvor FC København som første danske hold nåede frem til ottendedels-finalen i den fornemmeste klubturnering Champions League. Han blev solgt til tyske Stuttgart:

»Jeg kom ned til en stor tidligere traditionsklub, som alle havde kæmpe forventninger til, men den var i ubalance og underpræsterede hvert år. Udefra så det godt ud for mig, men selvom jeg fodboldmæssigt var god det første år, døde jeg lige så langsomt. Det var surrealistisk, for folk var helt sådan »hvor går det fantastisk«, jeg tjente flere penge, end jeg nogen sinde har gjort. Stuttgart er en Mercedes-by, jeg kørte rundt i store biler, og det var også spændende, prestige skal man nyde, men ikke opsluges af. For mig blev meningen med at spille fodbold væk. Jeg elsker at arbejde sammen, at et hold fungerer. Især det sidste år i FCK havde vi et sammenhold og et koncept, der gjorde, at vi kunne spille lige op med de bedste, fordi vi stod sammen. I Stuttgart havde hver mand sin egen dagsorden, for man er sin egen virksomhed, det handler ikke om at arbejde sammen, for der er altid tre fire andre, der kan spille samme plads, men allermest om at undgå, at man er den, der laver fejl. Efter et halvt år bad jeg min agent om at få mig væk. Jeg ville gerne være et sted, hvor vi havde et projekt sammen, som vi havde i FC København.«

Han var to et halvt år i Stuttgart, før han blev lejet ud til Premier League-klubben Fullham.

»Det var det rigtige valg. Vi havde Rene Meulensteen som træner, jeg spillede tre kampe mod Manchester United, Liverpool og Southampton og gjorde det rigtig godt. En fredag var min kone kommet over fra Stuttgart, hvor hun arbejdede. Vi havde lige fået lejlighed i Chelsea, og jeg havde fri, så vi skulle bo på et dejligt hotel og var på vej op i baren for at få en cocktail, da jeg fik en sms: »Meulensteen er fyret, Felix Margath ansat«. Det var paradis, der blev ødelagt. Margath kan man sige meget om, men han er bare en idiot og et dårligt menneske.«

Da sæsonen var slut, rykkede Fullham ned. William Kvist var stadig på kontrakt med Stuttgart og kom retur. Først ville klubben bruge ham, så fortrød træneren, så i de sidste uger af transfervinduet, som er den periode, hvor klubber kan handle spillere indbyrdes, skulle hans agent finde en ny klub til ham. Når vinduet lukker 1. september ved midnat, skal alle handler være registrerede. Der er to transfervinduer om året. William Kvist endte med at sidde på Hilton i Kastrup de sidste par dage af transfervinduet, så han kunne tage af sted til lægetjek, hvis der kom et tilbud. Et spansk gik i vasken, og de i bogstavelig talt sidste minutter af transfervinduet skrev han under med Wigan, der spillede i den næstbedste engelske række, men forventedes at rykke op.

»Det er et lavere niveau, end jeg normalt ville have spillet på, men Wigan vil gerne spille europæisk. Klubben har været i Premier League, så jeg tænkte, okay, jeg kan måske blive en ledertype på midtbanen, og så rykker vi op sammen. Kasper Schmeichel havde gjort det med Leicester, det havde været fantastisk. Jeg håbede, jeg kunne ramme en opadgående bølge, som jeg havde gjort i FCK. Men det var lige som at være på Titanic. Det skulle være så fint, og så gik det så skidt. Det kunne man mærke hurtigt. Træneren blev fyret efter otte kampe, men efter tre begyndte han at blive nervøs, og holdet arbejdede mod ham. Han var meget tysk og til hårdt arbejde, de var engelske og mere laid back.«

Det endte ikke lykkeligt. Wigan rykkede ned sidst i april. William Kvist var arbejdsløs igen.

»Jeg har fokuseret på mig selv og på at være tilfreds med mig selv, selvom jeg ikke spillede. Der er mange mennesker, som ikke sætter sejl, de ender bare der, hvor vinden driver dem hen. Jeg ved godt, at jeg ikke kan kontrollere vinden, men når den kommer, kan jeg i det mindste have styr på mine sejl. Jeg går ikke rundt med en selvvrede over de sidste par år, for jeg kan sige til mig selv, »ved du hvad, du har prøvet at sætte sejl, men vinden var for hård eller for dum«. Der kan ske så mange ting, man ikke er herre over, det gælder ikke bare for fodboldspillere, men hvis man lever efter sine egne værdier, hvis der er nogle ting, man gerne vil, og man ved, hvad man ønsker at stå for, så kan man se sig tilbage og sige, at det var sgu et godt liv.«

Men det frustrerer ham ikke at vide, hvad han skal. Han gør ellers sit bedste for at optimere sit spil. Han sover ordentligt, han spiser rigtigt. Han drikker ikke kaffe. Han gør sig umage med sit job. Men kan ikke styre den helt store ting: hvor han skal spille.

»Der ligger jo stor styrke i at planlægge og strukturere. Men jeg prøver faktisk, også i mit spil, at udfordre mig selv, at være mere sprudlende og følelsesmæssig. Det er svært for mig, men det er spændende, også i mit liv, så det her er en god øvelse for mig. Jeg kan ikke planlægge ret meget i det her fodboldliv. Jeg har prøvet usikkerheden flere gange, jeg er ikke specielt glad for det, men jeg tror, det er sundt for en person som mig at opleve det. Jeg prøver at få noget positivt ud af det.«

Dagen efter skal han træne hos en behandler i Dragør. Derefter kender han ikke sit program.

Valget

17. juli. Vesterbro, Imperial Biograf.

Imperials foyer er tømt, da William Kvist ankommer. Nogle minutter før har den været fyldt med loyale FC København fans, der skal til optakt til den nye sæson. Årets spillertrup præsenteres en ad gangen. Da sidste mand er præsenteret, står pressechef Jes Mortensen på scenen.

»Det var FC Københavns trup til næste sæson,« siger han og holder en pause, som får nogle til at klappe.

»Eller var det? For vi har faktisk en overraskelse til jer. Der er en spiller mere, han står lige udenfor og venter. Mange af jer kender ham godt, jeg håber I vil tage rigtigt godt mod ham.«

Den amerikanske sangerinde Skylar Greys stemme fylder rummet.

»I’m coming home.«

William Kvist træder ind ad en af dørene i siden af biografen. »Det er William,« lyder det mellem stolerækker.

»Det er William.«

Publikum rejser sig og klapper, mens han går op på scenen og står der, lidt overvældet i sin hvide FC København-trøje og kigger på dem, der klapper. William Kvist er tilbage i den klub, han er vokset op i.

»Jeg har savnet jer,« siger han, og blandt publikum råber en dyb stemme

»I lige måde.«

»Vi skal vinde mesterskaber, og vi skal ud og angribe Europa.«

Publikum klapper. Han klapper ad dem.

»Det var en overvældende velkomst. Det er en af de oplevelser, jeg vil huske, når jeg er færdig med min karriere. En ting er at blive hyldet i Parken, men det er for fodbolden. Det her var noget andet.«

Da truppen sætter sig tilbage på en stolerække i biografen, går han med.

»De andre spillere havde jo drillet mig, når vi trænede og sagt »hvornår skriver du under,« så det var måske ikke en kæmpe overraskelse for dem, men de virkede glade og sagde velkommen. For mig var der noget særligt i at sætte mig ned mellem FC Københavns spillere bagefter. Der kunne jeg mærke, at nu var jeg en del af truppen.«

Han har besluttet sig. Samme formiddag skrev han under på en fem år lang kontrakt i FC København. En kontrakt, som han forventer er den sidste i hans fodboldkarriere. Det var ikke nemt at slippe drømmen om den store udlandskarriere, selvom drømmen om at spille i Barcelona eller Manchester United er væk.

»De sidste to et halvt år har været knap så drømmende som de første halvandet år, hvor jeg håbede, at min karriere ville gå opad, så jeg har haft tid til at acceptere, at nåmen så gik det ikke i den retning. Jeg ville da gerne have haft Manchester United på CV’et, men det er for nedadgående. Det er ikke prestigen, der fylder mere. Det er jagten på et projekt, der er vigtig for mig. Derfor skal det være rigtigt nu, for det er en stor beslutning at skrive sin sidste kontrakt. Det er en dør, der lukker. Men det er også en anden dør, der åbner. Jeg kan få fokus på noget, som jeg har savnet, og noget, som jeg har valgt til. Det her er jo et tilvalg. Jeg har valgt FCK. Jeg kunne bare have turneret rundt derude nogle år endnu. Da Ståle sagde, at nu var muligheden der faktisk, kunne jeg ikke lade være med at gå og overveje, hvordan det ville være at komme hjem. Det voksede i mig, mere end jeg havde regnet med, fordi jeg stadig var rimelig forhippet på at prøve noget nyt. Min kone tog mig flere gange i at sige: »Når vi skifter til København.« Det grinede vi af, for det burde jo have været »hvis«. Og så betød det meget, at de andre ting, der lød spændende, trak ud, ingen kunne love noget, og man ved ikke, hvem der er ærlige, og hvem der ikke er. Mange engelske klubber beslutter sig først til allersidst i vinduet, og jeg ville ikke vente til slutningen af august. Jeg ville jo ikke engang være sikker på, hvor jeg endte. Det er ren gambling, fordi det er så uigennemsigtigt et marked. Det er held og tilfældigheder og timing. Der var noget, der var godt økonomisk, noget, der var godt sportsligt, men ikke noget, hvor den samlede pakke var mere spændende end FCK og det nye projekt, man bygger op herude.«

Han kører gennem København i den hvide trøje, hvor der står 6 og Kvist på ryggen. Den trøje, han kom i, er blevet væk. Han har også FCK-trøjen på, da han henter mad i Cofoco. Aftenen bruger han med familien. Han går tidligt i seng.

»Op til kontraktunderskrivelser sover jeg altid dårligt, og det var jo ikke bare seancen i Imperial, det var hele ugen op til, hvor vi forhandlede. Usikkerheden påvirker mig, og selvom jeg bestemt regnede med, at vi skulle finde hinanden, da vi gik i gang med at forhandle, var det godt at skrive under. Den nattesøvn var vel det bedste tegn, jeg kunne få. Jeg har sovet godt siden.«

Hverdagen

9. august. Østerbro, Parken.

William Kvist spiller sin første superligakamp i Parken. Han er endnu ikke helt i kampform. Så han har sammen med Ståle Solbakken lagt en plan for, hvordan han får så mange minutter som muligt i de vigtige kampe og reserveholdskampe. I kampen mod Nordsjælland bliver han skiftet ind i anden halvleg og er med til at sikre, at FC København spiller uafgjort mod FC Nordsjælland, selvom holdet spiller ni mod 11 efter en udvisning og en skade.

Da kampen er slut, løber han ned og siger hej til sin tante og onkel, der har set kampen. Bagefter kommer han forbi mixed zone, området hvor spillere og journalister mødes efter kampen. William Kvist aftaler et interview med journalisten Thomas Pyndt fra Tipsbladet om de sidste par år.

»Han kunne se talent med det samme. Han interviewede mig, da jeg var 17,« siger William Kvist med et grin. Han hilser på folk, der går forbi.

»Jeg har spillet her en del med landsholdet, så det var ikke nyt at være tilbage, men det er jo MIN bane. Når jeg løber rundt derinde og spiller fodbold, kan jeg i kroppen mærke et utal af tacklinger og situationer, som jeg har været i før. Det giver en god fornemmelse. Jeg spiller bedre på den her bane end på andre baner.«

FC Nordsjælland-spilleren Martin Vingaard kommer nyvasket trækkende med sin rullekuffert efter kampen. De to spillede sammen i FC København, før William Kvist tog til Stuttgart. De er venner privat. William Kvist råber efter Martin Vingaard

»Kom lige og se.«

Han hiver ned i sine strømper. Under benskinnen har han et blodigt sår.

»Se lige her. Det var dig. Det var det, det du fik gult for,« siger han til Martin Vingaard.

»Er du aldrig nogen sinde blevet sparket før?« spørger Martin Vingaard og griner. Han gør venligt nar af, at William Kvist i et TV-interview bestilte hvide asparges og grøn salat.

»Vi havde lige fået målt fedtprocent, jeg kunne ikke andet,« siger han.

De aftaler at få lavet en aftale om en middag med koner og børn, tidligt, før børnene sover.

»Det er dejligt at komme hjem og komme tæt på venner og familie igen. Vi var ret hurtige til at sige, okay, nu har vi taget en beslutning, så er det sådan, det er, og så lukkede vi ned for udlandstankerne og lavede en liste: telefon, bank, søge bolig. Nu kan vi lægge en plan, og det er dejligt for sådan en som mig, der godt kan lide at lave planer. Vi kan dykke ned i sporet, og nu har det spor en retning. Mine cykelture fra Islands Brygge til træningsanlægget over Vesterbro og Frederiksberg har været ren terapi.«

De første par uger råbte folk ad ham på cykelstien: »Velkommen hjem, Kvist.« Han cykler hver dag til træning. De andre spillere kommer i dyre biler. Men han har altid cyklet. Det bliver han ved med, William Kvist kan godt lide at gøre det samme igen og igen. Som når han deler kage ud i spillerbussen på vej hjem til København efter den første kamp i Esbjerg. Her kommer hans mormor og morfar altid og ser kampene, og hans mormor har bagt hans yndlingskage, en ølkage, som hun afleverer til buschaufføren, der deler ud til holdet, trænere og ledere på vejen hjem fra kampen.

»Nogle havde smagt den før, men andre var nye, svenskerne kunne enormt godt lide den, og det er sådan, det er for mig at være kommet hjem. Det er både meget genkendeligt, men også nyt, for det er mange af de samme mennesker, men et nyt projekt, vi sammen har gang i. Jeg kunne have siddet i Spanien eller i England og have arbejdet sammen med ti nye mennesker, men for mig giver det mening at arbejde sammen med mennesker, jeg holder af. Relationer er vigtige. Det giver mig rum til at arbejde og yde det bedste, jeg kan. Jeg vil gerne gøre en forskel, og det får jeg ro til her. Det er derfor, jeg er taget hjem, men jeg vil også gerne spillemæssigt arbejde mere med en frihed i mit spil og med at mærke mit følelsesliv endnu mere.«

Det betyder, at sejrene bliver vigtigere, og at nederlagene bliver mere bitre. Som da FC København røg ud af Europa League for gruppespillet for første gang i ni år.

»Det gjorde ekstraordinært ondt. Jeg har prøvet det samme med Stuttgart, og det ærgrede mig, fordi det ødelagde mine egne muligheder for at vise mig frem. Men da FCK røg ud, havde jeg nærmest kvalme. Jeg oplever det både som fan, som den der bor i København, det er holdet, og det er min egen karriere, det handler om. I Stuttgart kunne jeg have en distance til, hvad der skete, jeg kunne jo bare rejse igen. Her lever jeg med liv og sjæl, også på banen. Det er fedt at sætte alt på et bræt, men derfor er det også med en vis bæven, jeg gør det. Jeg håber kraftedeme, det kommer til at gå godt. Jeg vil gøre ALT, hvad jeg kan. Det skal det.«