Berlin: Efter den ungarske grænselukning er tusinder af flygtninge og migranter, der er strandet på Balkan, fast besluttet på at finde nye ruter til at nå endemålet Tyskland.
EU-lande som Slovenien og Kroatien er hastigt på vej til at blive foretrukne transitlande for den flygtningestrøm, der for alvor tog fart, da Angela Merkel i august de facto suspenderede Dublin-forordningen for syriske flygtninge i Tyskland. Ifølge FNs flygtningekontor søger et stigende antal nu mod Kroatien for at nå til Tyskland via Østrig.
Natten til onsdag ankom de første 150 flygtninge og migranter til Kroatien, der ikke registrerer flygtninge på vej mod Vesteuropa. Torsdag havde 5.650 mennesker så krydset grænsen fra Serbien, og torsdag morgen åbnede Kroatien yderligere to grænseovergange i byerne Ilok og Batina på grænsen til Serbien. Dermed søger de kroatiske myndigheder at lette presset på grænsebyen Tovarnik, der indtil torsdag var den eneste overgang fra Serbien. Kroatiens regering understreger samtidig, at man ikke ønsker, at flygtninge bliver i landet.
»De kan krydse Kroatien, og vi vil hjælpe dem med det,« sagde landets regeringschef, Zoran Milanovic, ifølge tyske medier.
»Vi har kontrol med situationen,« sagde Kroatiens indenrigsminister, Ranko Ostojic, onsdag aften ifølge internationale medier
»Men hvis der begynder at ankomme store bølger fra Serbien, er vi nødt til at overveje andre procedurer. Det betyder, at EU til den tid må oprette hot spots for migranterne, før de når den kroatiske grænse. En situation med så mange mennesker uden kontrol er uacceptabel,« tilføjede han.
Via Sortehavet til Europa
Fra Kroatien, der ikke er med i Schengen-aftalen, vil de fleste flygtninge sandsynligvis søge at nå til Tyskland via Schengen-landene Slovenien og Østrig. I Slovenien har myndighederne indledt kontrol med landets nordlige grænse til Østrig og den sydlige til Kroatien. Samtidig har man annonceret, at landet ikke agter at lade flygtningene passere uhindret mod nord. Derimod er Slovenien klar til at tage imod ansøgninger om asyl.
I Østrig valgte myndighederne onsdag at skærpe kontrollen af grænsen til Slovenien og Tyskland. Det giver flygtninge ønsket om at rejse mod nord med muligheden for at rejse videre til Schengen-landet Schweiz og derfra videre til enten Italien eller Tyskland.
I takt med øget grænsekontrol på både Balkan og i Vesteuropa, er er der også helt nye flugtruter i spil. Ifølge avisen International Business Times overvejer mange syrere at rejse til Tyrkiet for at krydse Sortehavet til enten Bulgarien eller Rumænien og derefter rejse videre til Slovakiet. En anden sortehavsrute går fra Rusland mod Finland eller Sverige.