Ét billede i Denis Villeneuves »Blade Runner 2049« synes at opsummere hele den kommercielle og kunstneriske intention med at genoplive et så elsket og kultdyrket univers som det, Ridley Scott grundlagde i 1982 med science fiction-klassikeren »Blade Runner«.

Læs også Blade Runner-skeptiker René Fredensborgs anmeldelse af Blade Runner 2049:

Los Angeles er stadig et regnvådt morads af neonslugter og forurenings-sorte mega-skyskrabere, og på en bevægelig lysreklame, hundreder af etager høj, blinker budskabet: »Alt hvad du ønsker at høre / alt hvad du ønsker at se« - og det er netop ambitionen med filmen. »Blade Runner 2049« er nemlig alt, hvad et betalende publikum kunne ønske sig på billedsiden, hvor en blanding af computergenererede billeder og fysiske modeller udmaler vor fremtid, så man aldrig skulle ønske sig morgendagens komme. Ligeså på lydsiden, hvor Hans Zimmer og Benjamin Wallfisch har skabt bragende magi ved hjælp af vintage-synthesizere, der emulerer komponisten Vangelis’ wagneriske storladenhed fra første film, uden at det havner i pastiche.

Indimellem bliver filmen næsten psykedelisk i sit udtryk, som da filmens helt, politimanden »K«, har sex med sin hologramkæreste Joi, der – fordi han fortjener det – har fusioneret sin pixel-æteriske form med en fysisk kvinde, nemlig gadepigen Luv. Scenen er central for filmens dybereliggende ærinde til et nutidigt publikum, men mere om det senere. Først skal vi repetere, hvad det hele drejer sig om.

Ryan Gosling er førnævnte K, der jager undslupne androider og afliver dem med samme smådeprimerede ulyst som Harrison Ford i en tilsvarende rolle i den første film. I løbet af de 30 år, der er gået siden Harrison Ford åd dampende nudler i første film, er Jorden blevet ramt af en række økologiske katastrofer, hvorfor den mest velstående del af menneske- heden nu er rejst til de udenjordiske kolonier. På en mission, hvor en androide-ormefarmer bliver henrettet med brutal effektivitet, opdager K en nedgravet kasse, der har potentiale til at udløse en regulær krig mellem de ægte og de kunstige.

Hvad der er tale om, kan anmeldelsen ikke afsløre her, da flere af handlingens fine overraskelser i så fald vil kunne forhåndsudregnes af en nogenlunde plotkyndig biografgænger. Det skal heller ikke her afsløres, hvem der er menneske, og hvem der bare lader som om, men det er atter en pointe, at de er blevet næsten umulige at skelne fra hinanden. Dog er der en visuel ledetråd i de tårer, der mekanisk løber fra androidernes øjenkroge, når talen falder på terminering af deres eksistenser. Det fører hen til den måske mindst interessante del af filmen, nemlig rigmanden Niander Wallace (en grandios Jared Leto), der nu har monopolet på produktionen af replikanter, og som gerne vil være en rigtig skabergud. Som så mange superskurke før ham.

Der er masser af handling i filmen, men som i mange andre science fiction-film er man som tilskuer mest interesseret i selve den verden, der bliver bygget op. Her byder instruktør Denis Villeneuve og fotograf Roger A. Deakins på mængder af detaljer. Verden lever nu af proteinorme, der farmes i trøstesløse industrilandbrug, og byen er omkranset af en enorm mur, der formentlig skal beskytte den mod den stigende vandstand. Hologram-teknologien er så avanceret, at et menneske kan leve isoleret i et sterilt rum, og alligevel opleve at gå i en frodig have.

Hjemme hos K bor hans kæreste Joi (spillet af Ana de Armas), der også er et hologram, designet efter hans intime ønsker, hvorfor hun kan skifte tøj og hårfarve på et splitsekund. De elsker hinanden virkeligt, og forholdet mellem de to er filmens bedste bud på en følelsesmæssig kerne.

»Blade Runner 2049« vil gerne handle om, hvad det vil sige at være et menneske, og Ryan Gosling får fint problematiseret spørgsmål med en næsten udtryksløs præstation, der bringer mindelser om hans uforglemmelige rolle i Nicolas Winding Refns »Drive«. En stribe af hårdtslående kvinder gør indtryk, såsom Sylvia Hoeks som en dødbringende androide-valkyrie og »House of Cards«-Robin Wright som K’s chef, der ikke går af vejen for lidt kinky cybersex. Endeligt dukker Harrison Ford også op og er måske/måske ikke ein echter Mensch.

Men endnu mere end at være en diskussion om det menneskelige, er filmen i sig selv et eksempel på en fremtid, vi er på vej ind i med stormskridt, hvor vores bevidstheder er ved at blive indlejret i verdener, der måske kommer til at udfordre vores kontakt med den virkelige virkelighed. Hvor alt, hvad du ønsker, kan du få at se.

Instruktion: Denis Villeneuve. Med Ryan Gosling, Harrison Ford og Ana de Armas. 163 minutter. I biografer over hele landet.