LOS ANGELES NOVEMBER 2019 står der med hvide bogstaver på det sorte lærred, lige inden vi får det første billede af den gigantiske, evigt mørke, evigt regndruknede megaby, som filmklassikeren »Blade Runner« fra 1982 foregår i. Filmen, der for en hel generation blev en kulturel hjørnesten, hvis man var bare den mindste smule fascineret af teknologi, byudvikling, robotter, fremtid og film (noir), handler, som de fleste ved, om politimanden (blade runneren) Deckard, spillet af Harrison Ford, der får til opgave at finde og »pensionere« fire undslupne arbejds- og fornøjelsesrobotter – såkaldte replikanter.
I »Blade Runner«s verden har menneskeheden forlængst koloniseret verdensrummet og bruger nu de fuldstændig menneskelignende replikanter til det mest farlige arbejde i »the off-world colonies«. Robotterne slukker automatisk efter kun fire år, så hvorfor det er så vigtigt at finde dem og uskadeliggøre dem, bliver aldrig helt forklaret, men lad nu det ligge. Plotmotoren skaber elementær spænding og massevis af skyderi og slåskampe.