Det er kun lidt mere end tre uger siden, at Inderhavnsbroen kunne tages i brug efter flere års forsinkelse.

Men søndag morgen var der igen problemer. Broklapperne kunne ikke åbne, så færgetrafikken kunne sejle igennem. Det fik konsekvenser for Hven-færgen, der var på vej mod øen med 170 gæster om bord. Efter en times ventetid måtte færgen opgive at komme til Hven og i stedet sætte passagererne af igen.

»Det betyder alting for vores virksomhed, at vi kan komme igennem broen. Det er jo så uholdbart for os. Vi sælger rejser til Hven med oplevelser og overnatninger. Så duer det ikke, at vi ligger i havnen og må sætte gæsterne af igen,« siger indehaver af rederiet Spar Shipping Kirsten Rønn Madsen, der sejler gæster til Hven.

Hun har to gange i broens korte levetid oplevet, at broklapperne ikke kunne gå op. Men de gange er problemet blevet fikset på 15-20 minutter.

Københavns Kommune er ansvarlige for broen, og Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at det skyldes problemer med en kile, der skal aflaste den konstruktion, der får broen til at åbne og lukke.

»De er nødt til at kunne komme op med en plan B, så sådan nogle som os kan leve op til det, vi lover vores gæster,« siger Kirsten Rønn Madsen.

Skandaleramt bro

Inderhavnsbroen er en gang- og cykelbro, der forbinder Havnegade i Nyhavn med den Grønlandske Handelsplads på Christianshavn. Broen åbnede 7. juli.

Oprindeligt skulle den have stået klar allerede i 2013. Men flere skandaler forsinkede byggeriet. I 2012 støbte den daværende entreprenørkoncern på projektet, Pihl & Søn, broens søjler for høje. Senere gik Pihl & Søn konkurs, hvilket både forsinkede projektet og gjorde det dyrere.

I maj kunne Berlingske fortælle, at der allerede fra begyndelsen af projektet var uenigheder mellem byggeriets forskellige parter. Dokumenter og mailkorrespondancer viste, at Pihl & Søn tidligt i projektet var utilfredse med kommunens måde at styre projektet på. Omvendt mente kommunen, at entreprenøren prøvede at trække byggeriet i langdrag og tage flere penge for bygge­opgaver.

Efter åbningen har Inderhavnsbroen også fået kritik for dens arkitektur, mens københavnerne har været glade for, at broen endelig kunne bruges. Man regner med, at 7.000 mennesker dagligt vil krydse den. Inderhavnsbroen indvies officielt 19. august.