Flere hundrede borgere kan have fået forkert svar på kræftprøver
Flere hundrede borgere i Region Syddanmark kan have fået forkerte svar på en screening for tarmkræft. Alle danske regioner vil nu vide, om der er fejl i deres screeningstest.
Flere hundrede borgere i Region Syddanmark kan have fået forkerte svar på en screening for tarmkræft. Alle danske regioner vil nu vide, om der er fejl i deres screeningstest.
Flere borgere har fået breve med forkerte svar på, om de skal undersøges for tarmkræft eller ej.
En pakkemaskine hos virksomheden Strålfors var ude af drift den 2. oktober. Derfor blev breve med prøvesæt til afføringsprøver pakket manuelt.
Nu viser det sig, at flere borgere har fået tilsendt et brev med eget navn på, men brevet indeholder et prøvesæt med en anden persons navn og cpr-nummer.
Det betyder, at personer uden risiko for tarmkræft kan blive indkaldt til en kikkertundersøgelse. Omvendt vil personer, der har risiko for tarmkræft, ikke blive indkaldt til undersøgelsen.
11 borgere har indtil videre henvendt sig til screeningssekretariatet på Sygehus Lillebælt i Vejle, som administrerer screeningsprogrammet i Region Syddanmark, fordi de har fået forkerte breve. De forkerte breve kan være sendt til op mod 635 borgere i regionen.
Antallet af fejl kan dog være langt større. Ifølge regionen har pakkemaskinen været nede i yderligere tre til fire dage i år, men det korrekte tidsrum vides endnu ikke.
»Det er virkelig en potentielt kæmpe fadæse, hvis det her er noget, der har stået på mere end de få datoer, vi er blevet bekendt med,« siger Dorthe Crüger, der er formand for Kræftens Bekæmpelse, til TV 2
Strålfors varetager opgaven med at udsende invitationer til screening for alle danske regioner, og derfor er der ikke kun i Region Syddanmark risiko for, at forkerte breve og prøver er sendt ud til borgere.
Alle danske regioner har nu bedt Strålfors om at undersøge, om der er fejl i deres screeningtest.
Region Syddanmark beder samtidig de borgere, der har fået tilsendt et prøvesæt fra de berørte datoer, om at aflevere en ny prøve.
Strålfors siger til TV 2, at der indtil videre er fundet mindst otte borgere, der med sikkerhed har fået fejl i deres prøve. Virksomheden er nu i gang med at undersøge omfanget.
»En fejl er ikke i orden, og derfor tager vi det særdeles alvorligt, og vi har sat procedurer i gang for at det her ikke sker igen. Når der er manuelt arbejde, kan der ske fejl,« siger Thomas Knudssøn, der er administrerende direktør i Strålfors.
Mænd i alderen 50 til 74 år bliver tilbudt at deltage i en undersøgelse for tarmkræft. Mænd i den alder er i størst risiko for at udvikle tarmkræft, og derfor får de tilsendt et brev med et prøvesæt af afføringen og information om undersøgelsen. De skal selv tage prøven og sende den til laboratoriet, hvorefter prøven undersøges for blod i afføringen.