På mange måder er Anden Verdenskrig stadig med os. Den definerer vores horisont, vores værdier og verdens indretning.

Perspektiverne på Anden Verdenskrig er forskellige, afhængig af hvorfra i Europa man betragter de seks år, om end der i årene siden Sovjetunionens opløsning er kommet flere nuancer til. Dels adskiller den vestlige fortælling sig fra den russiske; dels foregår der en erindringspolitisk kamp mellem Rusland og de lande, der under Den Kolde Krig var under sovjetisk overherredømme. Det gælder først og fremmest de baltiske lande, Ukraine og Polen. Endelig er der en begyndende intern russisk debat om den pris, landet betalte for sejren, om end den har trange kår.