Om et par uger starter den største militærmanøvre i vores del af Europa siden den kolde krig sluttede. Rusland er i fuld gang med at overføre tungt materiel til Belarus (Hviderusland), hvor 100.000 russiske soldater skal øve angreb på Vesten. Det vil ske lige op til grænsen til de baltiske lande og Polen.

Der er tale om en tilbagevendende øvelse – Zapad (»Vest«) – som holdes hvert fjerde år. Det er første gang, den er så omfattende. For fire år siden øvede man atomangreb på Warszawa. Angrebene på Georgien i 2008 og Ukraine i 2014 begyndte med, at nogle store militærmanøvrer pludselig blev alvor. Så der er ikke noget at sige til, at de små baltiske lande er bekymrede.

Den slags bekymringer skulle håndteres med det sæt af aftaler, som blev indgået i den kolde krigs sidste dage.

Jeg var selv i Wien, dengang der blev sat punktum for de store aftaler om åbenhed omkring manøvrer og begrænsning i troppestyrker. De aftaler har Rusland skrottet – ligesom russerne brød aftalen om, at man ikke må flytte grænser med militær magt, dengang Krim blev erobret og indlemmet i Rusland.

Alt dette er kendsgerninger, som fylder meget i bevidstheden hos vore nordiske og baltiske naboer. Det vil komme til at fylde endnu mere i den kommende tid, når Zapad kører for fuldt blus.

Det fylder ikke så meget i den danske bevidsthed. Danmark er det eneste land i Østersøregionen, som ikke for længst har indset, at der ikke længere kan indkasseres en »fredsdividende«: Alle andre har længe været i fuld gang med at styrke deres forsvar. Også Finland og Sverige, som maser på for at styrke samarbejdet med NATO. Kun Danmark har hidtil holdt sig tilbage.

Vi deltager dog med 200 soldater i det »vejbump«, NATO har opbygget ved de baltiske og polske grænser. De udstationeres i Estland sammen med først og fremmest britiske tropper. I hvert land er en beskeden kampklar styrke opstillet for at demonstrere, at vi mener det alvorligt med solidariteten i NATO – at angreb på én er lig med angreb på alle – og at Zapad derfor skal holde sig på måtten. Det er en symbolsk styrke, sammenlignet med de 100.000 på den anden side af grænsen. Men det er et vigtigt signal om, at der stadig er sammenhæng i alliancen.

Signaler er vigtige i den nye sikkerhedspolitiske situation, der er opstået på grund af Ruslands aggressive opførsel. Derfor var det også et vigtigt signal, der blev sendt til både USA og vore baltiske allierede, da formændene for de nordiske og baltiske parlamenter for et par måneder siden tog til Washington. Her mødtes de med deres kollega, formanden for Repræsentanternes Hus, og en række centrale amerikanske politikere.

Deres budskab var, at vi er bekymrede i vores del af Europa, både for Zapad og for de mange udtalelser, den amerikanske præsident er kommet med, som har sået tvivl om USAs helhjertede opbakning til NATO. Parlamentsformænd fra Island, Norge, Sverige og Finland deltog sammen med parlamentsformændene fra Estland, Letland og Litauen. Den danske folketingsformand, Pia Kjærsgaard (DF), deltog ikke. Hun meddelte, at hun ikke mente, at parlamentsformændene burde beskæftige sig med udenrigspolitik.

Det var igen et signal. Man må håbe, at amerikanerne og vore venner og allierede omkring Østersøen kender til de særlige danske forhold, så de ikke lægger for meget i det. Men når det falder sammen med, at Danmark er blevet ved med at spare på sit forsvar, mens alle de andre har styrket deres, så er det lidt vanskeligt at bortforklare den manglende danske interesse for sagen.

Tag det alvorligt

Det er på høje tid, at Folketinget og regeringen mander sig op og tager disse spørgsmål alvorligt.

Jeg ved godt, at jeg vil blive skudt i skoene, at jeg bare er en »gammel koldkriger«, der savner sine kanoner, fordi de er blevet foræret væk. Det er også rigtigt. Men den gamle koldkriger har dog en vis erfaring i, hvordan man omgås bøller, der truer ens fredelige hverdag. Det gør man ikke ved at bedyre sin fredsommelighed, og så håbe på, at andre kommer til undsætning, hvis det ikke er nok. Man skal derimod demonstrere, at man både har evnen og viljen til at forsvare sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

I denne uge er der omsider startet forhandlinger om et nyt forsvarsforlig. Der er nogle unge mennesker i Folketinget, som ikke har aftjent værnepligt – og det er desværre langt de fleste i dag – som mener, at det er et urimeligt indgreb i de unges frihed, at de skal uddanne sig til at kunne forsvare deres land. Det beviser, hvor skadeligt det er, at værnepligten i Danmark efterhånden er blevet næsten symbolsk.

Svenskerne har genindført værnepligten. Finnerne har et beredskab, der er større end hele den tyske hær. Estland bruger over to procent af sit nationalprodukt på forsvar. Letland og Litauen vil snart nå op på samme niveau. Nu er det snart på tide, at vi danskere også vågner op.