Sø- og Handelsretten har i mange år kunnet smykke sig med at være en form for landsret, fordi rettens domme og afgørelser kunne appelleres direkte til Højesteret. Det er imidlertid slut nu, hvor Højesteret fremover kun vil se principielle sager fra Sø- og Handels­retten.

Kritikere, som ikke ønsker at citeres i avisen, vurderer, at Sø- og Handelsrettens reducerede adgang til Højesteret skyldes, at retten gennem årene har fået forholdsvis mange domme ændret i Højesteret. Gennem de forløbne ti år har det således i gennemsnit været fifty-fifty, om de af Sø- og Handelsrettens domme, som har været indbragt for Højesteret, er blevet forkastet eller stadfæstet. De to landsretter havde i 2013 en væsentlig bedre score og fik i 2013 henholdsvis 75 og 80 pct. af domme, der blev prøvet i Højesteret, stadfæstet.

Østre og Vestre Landsret har siden 2011 forbedret deres performance i Højesteret. I 2011 blev godt en tredjedel af domme, som var anket til Højesteret fra de to landsretter, ændret. I dag er tallet reduceret til omkring en fjerdedel.

Omvendt er det gået for Sø- og Handelsretten i samme periode. I 2011 blev under en tredjedel af specialdomstolens domme, der var indbragt for Højesteret, ændret. I 2012 og 2013 voksede dette tal til 45 pct., viser tal fra Højesterets såkaldte embedsregnskab for 2013. Sø- og Handelsretten har de forløbne ti år gennemsnitlig fået ændret omkring halvdelen af de af rettens domme, der blev indbragt for Højesteret.

Juraprofessor ved Københavns Universitet Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen siger, at ændringen i Sø- og Handelsrettens adgang til Højesteret skyldes, at Højesteret har for meget at lave:

»Der har været megen diskussion om Sø- og Handelsrettens appeladgang til Højesteret. Der er ingen tvivl om, at Sø- og Handels­retten har været glad for, at retten kunne appellere til Højesteret. Det får domstoslen til at minde om landsretterne og kunne bidrage til at gøre retten til erhvervslivets foretrukne,« vurderer han.

Ifølge Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen er det en svær diskussion, hvorvidt kvaliteten af Sø- og Handelsrettens domme er mere eller mindre god.

»Teoretisk kan det jo godt være, at Sø- og Handelsrettens domme er rigtige, men at Højesteret ændrer dem til noget forkert. Man kunne også have det synspunkt, at Sø- og Handelsrettens dommere har særlig sagkyndig ekspertise inden for erhvervsret og ofte indkalder sagkyndige som dommere, som f.eks. har forstand på specifikke erhvervsforhold, og at sådanne dommere ikke findes i Højesteret. Men man må huske, at der som regel sidder fem dommere i en højesteretssag udvalgt blandt Danmarks absolut bedste jurister, og at fem superhjerner i almindelighed er bedre end tre specialister,« lyder hans vurdering.

Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen peger på, at man på den ene side kan opfatte Sø- og Handelsrettens dommere som sagkyndige, fordi det er folk, som ved noget om erhvervslivet. På den anden side kan man indvende, at Sø- og Handelsrettens sagkyndige dommere ikke er dygtige nok til jura, og at Højesteret derfor nødt til at omgøre deres domme:

»Jeg er selv skeptisk over for de sagkyndige dommeres kvalitet. En sagkyndig dommer kan f.eks. være dygtig til at vurdere, om en stol er en kopi af en anden stol, hvis han har forstand på design, hvis det f.eks. drejer sig om immaterielret. Men hvis han skal vurdere, om et krav er forældet, så er det jo en benhård juridisk vurdering efter forældelses­reglerne, og hvad ved han om dem, blot fordi han har forstand på stole,« siger jura­professoren.