Meldingen fra direktør i Finansiel Stabilitet, Henrik Bjerre-Nielsen, er klar: Nu skal det være dyrere at være kunde i statens afviklingsbank.
- Med de markeder, der er for tiden, med stigende renter, er det også noget, vi skal i gang med, siger Henrik Bjerre-Nielsen til Jyllandsposten.
Loven forbyder netop Finansiel Stabilitet at yde lån, som er billigere end private banker, for at undgå en forvridning i markedet. På den måde rammer det bankkunderne i Finansiel Stabilitet, når de øvrige banker hæver rentemarginalen.
John Norden, som er bankekspert i den uafhængige bankportal Mybanker, bekræfter, at Finansiel Stabilitet må følge lovgivningen og dermed markedsrenten. Men han påpeger samtidig, at det kan få alvorlige konsekvenser for kunderne.
- Det betyder, at nogle af de dårlige engagementer bliver endnu dårligere, og at nogle af dem må slippe. Det er kunder, som har det svært og i øjeblikket ikke har mulighed for at skifte bank, for hvis de havde det, så havde de gjort det allerede, siger John Norden til Jyllandsposten.
Finansiel Stabilitet bliver i forvejen kritiseret for sin hårde linje over for de ejendomskunder, som er flyttet fra FIH Erhvervsbank til Finansiel Stabilitet. John Norden vurderer, at den hårde linje kan have en skadende effekt på andre banker og endda føre til krak. Også flere erhvervsordførere fra Christiansborg mener, at Finansiel Stabilitet har misforstået Bankpakke V, fordi de små banker skal sikres, så der ikke lides unødige tab. Det skriver Jyllandsposten.