Mens musikken er den centrale tilbagevendende begivenhed på Danmarks største musikbegivenhed Roskilde Festival, udvikler festivalen sig i stigende grad til at være et levende laboratorium for virksomheder og forskere, der ønsker at teste produkter og ideer af i virkeligheden.Det beretter Roskilde Festivals officielle talskvinde, Christina Bilde. Hun kan ganske vist ikke sætte tal på udviklingen, men den er tydeligt mærkbar, fortæller hun.
»Der er klart en stigende tendens til, at vi får henvendelser fra virksomheder og folk, som ønsker at være til stede på festivalen for at få lov til at prøve deres ting af. Og i takt med at tilstedeværelsen for virksomheder er blevet større, stiger interessen for at komme herned ligeledes,« siger Christina Bilde, der understreger, at det først og fremmest drejer sig om virksomheder, hvis bidrag er relevante for infrastrukturen på festivalen.
Hun peger på eksemplet med Rockwool-telte, mens der ligeledes har været idémænd og forretningsmagere til stede med teknologiløsninger i alt fra mobile batteriopladere til mobiltelefoner til brugen af det miljøvenlige LED-lys på scenerne. Et eksperiment som begyndte på én scene, men som siden har bredt sig til næsten alle festivalens scener, og som samtidig i et bredere perspektiv er en teknologi, der begynder at blive indfaset i det omkringliggende samfund, eksempelvis i form af gadebelysning.
»Interessen hænger jo sammen med, at Roskilde Festival har fokus på CSR og bæredygtighed, og derfor er det en interessant mulighed for virksomheder at være på Roskilde Festival. Det sker ud fra betragtningen af, at Roskilde Festival i virkeligheden er en by med alt, hvad der følger med. Derfor er mulighederne på Roskilde Festival også ved at gå op for omverden,« siger Christina Bilde, som ligeledes hilser det nye samarbejde mellem DI, CBS, Roskilde Festival og virksomhederne velkommen.