Sommerens Roskilde Festival byder traditionen tro på musik, fadøl og glade fesitvalgængere, men Dyrskuepladsen vil under dette års festival lægge areal til et i denne sammenhæng noget mere utraditionelt kollektiv.
Festivalen har sammen med Dansk Industri, CBS og en række danske virksomheder med Rockwool og NCC i spidsen indgået et samarbejde, hvor virksomhederne med hjælp og rådgivning fra ekspertgrupperne skal teste nye produkter på festivalbefolkningen.
Meningen er at finde ud af, hvordan virksomhedernes ideer bedst muligt kan føres ud i livet og forhåbentlig på længere sigt ende som færdige produkter, klar til at blive sat i handlen, samtidig med at det skal bidrage til festivaloplevelsen for nogle af deltagerne.
I første omgang ligger fokus på bæredygtighed og miljørigtige løsninger, og idéen til initiativet er kommet ved sidste års COP-klimatopmøde i Rio, fortæller chefkonsulent i DI Dorte Gram Nybroe:
»Verdens førende beslutningstagere mødtes i Rio for at adressere de klima- og miljøudfordringer verden står over for. Som noget nyt var der nu en enighed om, at virksomhederne skal ses som en del af løsningen. Vi tager nogle af udfordringerne fra et globalt til et lokalt niveau på Roskilde og præsenterer nogle løsninger på, hvordan udfordringer kan håndteres,« siger hun.
Kan hjælpe flygtninge
Pointen med at bruge lige netop Roskilde Festival hænger sammen med de logistiske udfordringer inden for miljø, der dukker op, når folket skal underholdes. Størrelsesmæssigt bliver festivalpladsen og campingområderne transformeret til en by større end Aalborg. 130.000 mennesker giver selvsagt nogle prøvelser, når det kommer til madspild, affaldshåndtering og beboelse. Denne ene uges midlertidige kosmos er derfor en oplagt målestok at afprøve produkter ud fra, som måske kan komme til gavn for mennesker andre steder i verden.
En af de store virksomheder, der vil være til stede, er Rockwool. Virksomheden tyvstartede ganske vist ved også at være til stede på festivalen sidste år, men vil igen i år afprøve produkter og idéer.
Sidste år havde Rockwool medbragt telte lavet af rockwool – en løsning, der giver de fordele, det normalt giver, når man har isoleret sit hus med materialet ved at holde både kulde og hede ude af husene. Desuden giver de støjisolation og mindsker brandfaren. Roskilde-deltagere vil måske kunne nikke genkendende til, at det kan være et problem på festivalens sidste nat, hvor nogle af de mere destruktive elementer af publikum for tid til anden får behov for at brænde telte af.
Lige netop disse fordele kan måske komme til gavn flere tusinde kilometer væk fra festivalen.
»Teltene har vakt kæmpe interesse. Potentielt kan de bruges i flygtningelejre og kan skabe en væsentligt bedre hverdag for de mange mennesker, der bor ude i alverdens flygtningelejre. Det er de perspektiver, vi ser i det. Dagligdagsbetingelserne på festival og i flygtningelejre er meget lig hinanden – selvfølgelig i en helt anden kontekst,« siger Steen Lindby, vice president i Rockwool.
Om der er forretningsmæssigt perspektiv i teltene, er det næste spørgsmål, der skal besvares. Sidste års udgave var hurtigt fremstillede prototyper, som til næste festival er blevet videreudviklet. Det skal give svar på, om der kan være en markedsåbning for teltene.
»Vi aner ikke noget om pengene endnu. Det, vi kigger på i første omgang, er forretningskonceptet. På næste års festival får vi et godt billede af, hvad de koster, og til foråret begynder vi at få en dialog med forskellige hjælpeorganisationer og finde ud af, hvad de kan prissættes til. Om de har en værdi for hjælpeorganisationer, flygtninge og for Rockwool,« siger vice president Steen Lindby.
Rockwool vil desuden have specielle kølecontainere med, der ligeledes skal testes for forretningsmæssigt potentiale.
Styrket samarbejde
Også NCC Roads vil være til stede med test af en bestemt type asfalt, der som udgangspunkt skal gøre fremkommeligheden lettere for køretøjer på festivalen, men potentielt kan asfalttypen måske bruges i større skala.
Fordelen ved denne type asfalt er, at den lader vandet trænge igennem og ned i undergrunden frem for at lade det glide på langs og ud i kloakkerne. Det kan måske blive en forretningssucces for NCC med tanke på de mange ekstreme regnskyl, som Danmark har oplevet de senere år.
»Vi gør det her for at skaffe noget reklame, men også i meget høj grad for at kunne videreudvikle vores produkt,« siger NCC- salgschef Michael Brask, der roser det nye partnerskab mellem organisationerne, virksomhederne og festivalen.
Netop DI og CBS, men også Københavns Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut vil spille en rolle i forhold til at yde konsulenthjælp ved at observere brugen af produkterne, analysere business casene, men vil samtidig observere og analysere festivalgængernes adfærd, som skal bruges som udgangspunkt for udviklingen af nye idéer. Ideer, som de deltagende virksomheder kan tage med sig fremadrettet.
»For DI er det her et initiativ, vi gerne tager del i, idet danske virksomheder globalt set indtager en førerposition inden for miljø- og energiområdet. Virksomheder kan få de nye ideer ved at være til stede og teste nye løsninger på festivalen og derigennem få inspiration til nye måder at håndtere nogle meget konkrete udfordringer på,« siger chefkonsulent hos DI Dorte Gram Nybroe og peger på boligformer og fødevare- og affaldshåndtering, som de konkrete udfordringer.