De offentlige systemer er ved at blive »effektiviseret« ihjel. Ikke fordi de bliver beskåret, men fordi medarbejderne bliver hæmmet af rigide dokumentationskrav og procedurer, som kvæler arbejdsglæden og gør det umuligt at gøre det rigtige uden at begå »fejl«. Systemet tager magten fra medarbejderne, og kvaliteten af den service, der kan ydes, lider.
Når man som dødeligt syg kræftpatient er nødt til at bruge sine sidste kræfter på at sikre sig en forsvarlig behandling, trods hospitalsvæsenets systemfejl, kan det være livreddende at have et godt netværk. Jeg overlevede på trods af træghed og fejl på hospitalerne. Og det var i høj grad støtten fra min familie og netværk, der gjorde det muligt. Uden dem havde jeg ikke haft kræfter til at stå imod den hjernedøde automatik, der mødte mig.