Et fald i antallet af kvadratmeter, der er givet tilladelse til at bebygge, risikerer at hælde mere benzin på det i forvejen glohede boligmarked i København. Nye tal viser, at der er sket et fald i de kvadratmeter, der er givet byggetilladelse til i 2016 og foreløbig i 2017. Og da boliger typisk står færdige to år, efter en bygge­tilladelse er givet, kan det medføre yderligere stigende boligpriser i de kommende år – oven i de stigninger som to andre, allerede kendte faktorer medfører.

»Isoleret set vil det skabe et ekstra pres på priserne opad. Det betyder, at mængden af nye boliger reduceres, og lige nu er der ikke noget, der tyder på faldende efterspørgsel,« siger chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann i Nordea Kredit.