Ifølge en prognose vil der blive skabt seks mio. nye jobs i Europa frem til 2021, og halvdelen af dem vil være kontorjobs.
Det rummer store muligheder for nuværende og kommende ejere af kontorejendomme, bemærker Deutsche Asset Management sig i et nyt såkaldt ’strategic outlook’.
Den forventede nye efterspørgsel kommer i et marked, der på flere parametre allerede er tæt på at tangere den heftige aktivitet fra 00erne.
Således blev den udnyttede kontormasse i første halvår udvidet mere, end man har set i noget andet første halvår siden 2008, og da der ikke blev sendt tilsvarende mange nye kontorkvadratmeter på markedet, faldt tomgangen til 8,5 pct., hvilket også er det laveste niveau siden 2008.
Forskellen i udbud og efterspørgsel betyder samtidig, at huslejerne stiger. I andet kvartal lå de 2,5 pct. over niveauet i samme periode sidste år. Det er vel over inflationen og kommer utvivlsomt som en lettelse for de mange investorer, der har købt til ultralave startafkast, i håbet om at de vil blive bedre med tiden. Dette håb er indtil videre gået i opfyldelse.
Forskelle mellem byerne
Spørgsmålet er så, hvordan man skal forholde sig til det som investor, der nu er på vej ind i markedet. For selv om det overordnet går godt, er det ikke alle, der har del i festen.
Først og fremmest er London ramt af, at mange finansielle virksomheder planlægger udflytning som følge af Brexit. Deutsche Asset Management betoner, at det endnu er for tidligt at sige, hvordan dette spil ender. Men det synes forholdsvis klart, at i første række Frankfurt og Dublin, og i anden række Paris og Luxemburg, er de byer, som de i dag London-baserede virksomheder kigger mod.
Også i Warszawa må investorerne være varsomme. Den polske hovedstad er et for tiden sjældent eksempel på, at selv om der har været solid fremgang i økonomien, har developernes optimisme alligevel været lidt for stor.
De har bygget mere, end efterspørgslen kunne bære, og således er der nu nedadgående pres på huslejer, og dermed begrænses investorernes afkast.
På kort sigt tror Deutsche Asset Management derimod, at tyske byer samt Paris og Amsterdam vil vise større afkast end gennemsnittet af europæiske byer. Også spanske byer er nævnt i denne sammenhæng, men analysen er forfattet, inden den seneste uro om catalansk selvstændighed blussede op.
Finsk forår
For de lidt mere langsigtede investorer peger Deutsche Asset Management især på et marked, der ellers ikke har været i vælten: Finland.
Helsinki kan således overtage den stafet, København holder for øjeblikket – som den nordiske by, der er mest interessant for udenlandske investorer.
Det er dog ikke så meget kontorer, som det er storcentre og butikslokaler, Deutsche Asset Management mener kan købes til gode priser i Finland. Landets økonomi er i fremgang. Ikke sådan, at den overstråler de andre nordiske landes økonomier – her har ejendomsinvestorer blot allerede reageret på det og har handlet priserne op.
»Vi råder til at tage en fokuseret tilgang til butiksejendomme i Norden. Vi er nu klart overvægtede på Finland, hvor vi ser muligheder for at købe butikscentre til attraktive afkast. Her er der mulighed for huslejestigninger, efterhånden som økonomien bliver bedre. På trods af stærke fundamentale vilkår, som skulle understøtte stigende huslejer i andre nordiske markeder, er priserne her i stigende grad strakt til det yderste i både strøg- og butikscentersegmenterne,« skriver Deutsche Asset Management.