Eva Selsing: USAs farvel til FNs Menneskerettighedsråd er godt nyt for verden

Hvorfor har USA trukket sig ud af FNs menneskerettighedsråd? Det handler om det nationale.

Det er ikke mange år siden, at folk stadig talte om verdensstaten. Drømmen (eller mareridtet) om en verden, hvor nationerne er gået bort, og vi alle lever i én stor stat. Hvorfor ikke? Vi er jo alle sammen mennesker med de samme universelle rettigheder, så hvorfor skal der egentlig være forskel?

Derfor har vi FNs Menneskerettighedsråd med medlemmer som Saudi Arabien, Cuba og Irak, så vi kan udleve drømmen om de samme rettigheder til alle mennesker.

Efter 11. september 2001 begyndte Vesten at vågne op. Alle vil ikke det samme. Der er nogen, der hader vores civilisation og alt, hvad den står for. Man kom frem til en erkendelse af, at Vesten havde svigtet i Mellemøsten. Diktatorer som Saddam Hussein havde haft det for nemt, og nu var det tid til at rydde op og tage det store spring mod liberalt demokrati.

Vi bliver ikke mere og mere ens

Næsten ingen gør sig den slags illusioner længere. Det Arabiske Forår viste med al tydelighed, hvad folket i regionen vil have, når de bliver spurgt - og det er islamisme.

Amerikanerne har forstået, at verden ikke er på en rejse mod større og større konvergens med vestlige værdier. Derfor valgte de en præsident, der ikke forsøger at redde resten af verden. De har valgt en præsident, der mere beskedent arbejder for at tjene USA.

Det er sådan, man skal forstå Trumps beslutning om at trække USA ud af FNs Menneskerettighedsråd. Hvorfor skal USA finde sig i kritik af sin grænsepolitik fra lande, der systematisk undertrykker sine egne borgere? Dette underlige teater, hvor en jordansk højkommissær bliver tildelt autoritet til at kritisere et frit land for at overtræde menneskerettigheder, som hans eget land ikke tror på. Trump har sagt stop for cirkusset og sat amerikanske interesser over den gamle drøm om universelle rettigheder.

Vi bliver åbenbart ikke mere og mere ens. Tværtimod ser vi flere og flere opsplitninger i mindre stater. Alverdens små folk vil gerne have selvstændighed. Den store drivkraft er national bevidsthed, altså alt det, der adskiller os fra de andre. Ligesom der dårligt findes en konflikt i verden, der ikke handler om etniske og religiøse forskelle.

Ironisk nok gør alle de nationale følelser verden mere multikulturel. I stedet for en universalistisk ramme udstukket af diplomater for FN, insisterer vi på forskellene. Når USA siger, at USA kommer først, er det i praksis også en anerkendelse af, at resten af verden ikke skal blive som de selv. Menneskerettigheder er nemlig på ingen måde udtryk for en respekt for andre kulturer, men en falsk påstand om at doktrinær, vestlig liberalisme er alt andet overlegent.

Vi er lige så stille ved at pakke hykleriet væk. Erkende, at vores universalisme er andres imperialisme. Og at menneskerettigheder grundlæggende tilhører den korte periode i historien, hvor kommunismen var død, og vi endnu ikke havde opdaget nationalstatens genkomst. Ikke at den havde været væk, men den havde gemt sig bag Den Kolde Krigs stridende stormagter.

Derfor skal vi glæde os over USAs udtræden af menneskerettighedsrådet. Det er et USA, der er kommet videre fra Den Kolde Krig og ikke længere ser ideologier og systemer over for hinanden, men blot forskellige nationer. Nationen er tilbage.