I politiske skåltaler er eksporten af grøn dansk teknologi et af de foretrukne emner. Men visionerne visner nu i mødet med krisens rå økonomiske virkelighed i Europa.

Efter en lang optur for eksporten af grønne danske løsninger frem mod 2008 blev krisen en effektiv bremseklods. Således faldt danske virksomheders eksport af grøn energiteknologi til Europa omkring 18 procent fra 33,7 mia. kroner i 2008 til 27,7 mia. kroner i 2012. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik og Eurostat, som brancheorganisationen Dansk Energi har analyseret for Berlingske. Til sammenligning faldt den samlede danske industrieksport til Europa seks procent i samme periode.

Eksportfaldet drejer sig om produkter og løsninger inden for bedre udnyttelse af energi, klimatilpasning og vedvarende energi. Det er netop forretningsområder, hvor Danmark ønsker at spille en rolle og høste fremtidig vækst. Senest har regeringens vækstteam for energi- og klimaløsninger sat et mål om, at eksporten af grønne- og øvrige energiteknologier skal stige med 50 procent frem mod 2020. Et europæisk marked i bakgear kan dog volde alvorlige problemer, da netop Europa er det absolut vigtigste eksportmarked for danske virksomheder.

Stenuldsproducenten Rockwool er blandt de store danske producenter af grøn teknologi, som mærker krisen i Europa. Her taler den adm. direktør Eelco van Heel om en »europæisk syge«, der lammer investeringslysten, og solcelleproducenten SolarCap mærker også den europæiske modvind.

»Det er som at køre bil, mens sidemanden river i rattet samtidig,« siger selskabets adm. direktør Torben Sørensen om situationen på det europæiske marked lige nu.

SolarCap er ejet af Velux-koncernen, og selskabet sælger sine løsninger inden for termisk solenergi over hele verden. Det er usikkerhed og skiftende politiske meldinger, der gør det europæiske marked ekstra vanskeligt at drive forretning i, forklarer han.

»I vores branche er vi selvfølgelig tilhængere af støtteordninger, når man skal skyde nye teknologier i gang. Men set fra vores stol er det langt bedre, hvis politikerne sætter de her ordninger lavere, hvis de så forbliver på det niveau. Det er vanskeligt for os, når der bliver justeret på niveauet af tilskud konstant,« siger Torben Sørensen.

De grønne europæiske visioner stammer fra marts 2007, da EUs stats- og regeringsledere vedtog en række mål, som skal sænke CO2-udledningen i Europa væsentligt frem mod 2020 samt inspirere resten af verden til at gøre det samme. Danmark har siden vedtaget endnu mere ambitiøse grønne mål.

CO2-kvotesystemet blev introduceret som et instrument til at mindske klimaforurening ved hjælp af markedskræfterne. Industrien betaler for hvert ton CO2, den udleder, og systemet er baseret på en kvotepris omkring 30 euro pr. udledt ton CO2.

Siden har krisen vendt op og ned på visioner og virkelighed. I dag koster det sølle fire euro at udlede et ton CO2, og dermed forsvinder det umiddelbare økonomiske incitament til at investere i vedvarende energikilder. Kul er i dag det billigste brændsel, og kulprisen bliver presset ned af de store forekomster af skifergas i USA. Det får nemlig USA til at eksportere billig kul til Europa.

Den samlede cocktail af lav økonomisk vækst, lave CO2-kvotepriser, billig skifergas og billig kul præger de grønne ambitioner i Europa. Vedvarende energikilder som sol- og vind kan kun konkurrere med kul og andre fossile brændsler, fordi de har markante støtteordninger i ryggen. De støtteordninger bliver der nu skabt tvivl om mest markant i Sydeuropa, men også i det økonomisk stærke Tyskland.

For europæiske virksomheder giver usikkerheden store udfordringer. Den spanske vindmølleproducent Gamesa har gennemført massefyringer, og senest har den tyske energigigant RWE skruet ned for de grønne ambitioner.

»Det økonomiske klima i Europa er lige nu specielt hårdt for den grønne teknologi. Typisk skal denne teknologi fremelskes ved hjælp af forskellige støtteordninger og betales af offentlige finanser, og med den recession, Europa er inde i nu, er der simpelthen mindre økonomisk råderum til at prioritere de her investeringer,« siger Ole Risager, professor i international økonomi på CBS og tidl. seniorøkonom hos den Internationale Valutafond (IMF).

Med den danske energiaftale besluttede et enigt Folketing med undtagelse af Liberal Alliance for lidt over et år siden at sætte skub på endnu mere ambitiøse danske målsætninger end resten af EU frem mod 2020. Specielt havvindmølleparker vejer tungt i aftalen, og det er ikke mindst til glæde for virksomheder som DONG Energy, Vestas og Siemens.

»Vindindustrien er en branche, hvor sikkerhed om de lovgivningsmæssige rammebetingelser er væsentligt for en stabil udvikling af industrien. Det er glædeligt, at vi i Danmark har en meget ambitiøs regering, der med det danske energiforlig sender det helt rigtige signal til resten af verden,« skriver Mikkel Friis-Thomsen, vindmølleproducenten Vestas’ danske pressechef, i en e-mail.

Begejstringen er mindre udtalt hos de økonomiske vismænd, som én gang årligt påtager sig rollen som miljøøkonomiske vismænd. I sidste uge udgav de en rapport, der leverer hård kritik af Danmarks og til dels EUs klima- og energipolitik. Den væsentligste pointe er, at ensidig, ambitiøs klimapolitik fra Danmark og Europa ikke har nogen nævneværdig effekt på den forventede temperaturudvikling. Dertil kommer, at den ensidige ambitiøse klimapolitik i Danmark har negative økonomiske konsekvenser, da produktionen af energiintensive varer flytter ud af landet.

Det er en hård bandbule, og hidtil har klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) afvist kritikken.

Det værste, der kan ske for den grønne industri lige nu, er da også, at regeringerne skaber usikkerhed om de lukrative støtteordninger, sådan som det sker i bl.a. Spanien og Tyskland. Det kan den adm. direktør i Vindmølleindustrien Jan Serup Hylleberg skrive under på.

»Det eneste politikerne ikke må gøre nu, er at skabe usikkerhed om de beslutninger, der skal tegne det her område efter 2020. For så hæver de risikoen for investeringerne, og så bliver den grønne omstilling dyrere,« siger han.

Både branchedirektøren og den store medlemsvirksomhed Vestas peger på, at det næste vigtige skridt er bindende europæiske klimamål for 2030. I Sydeuropa er dagsordenen en anden, og det åbne spørgsmål er, hvor godt den europæiske syge har fat i kontinentet.