BRUXELLES/BARCELONA/BERLIN: For langt de fleste tyskere vil tanken være særdeles ubehagelig, men den kan snart blive til virkelighed:

I dag kan Udo Voigt blive valgt ind i Europa-Parlamentet. Højreekstremisten, der i 2012 blev dømt for folkehetz efter at have rost de nazistiske stormtropper for at have gjort deres pligt. Manden, hvis valgplakat i den seneste valgkamp hang uden for det jødiske museum i Berlin med et billede af en afslappet Udo Voigt på en motorcykel og det tve-tydige motto »Giv den gas«.

Udo Voigt er det højreekstreme Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD) ekstreme spidskandidat, og efter søndagens valg bliver han muligvis medlem af Europa-Parlamentet. Det vil langtfra være Bruxelles’ første møde med det yderste højres racister og minoritets-hetzere, men aldrig før er de kommet fra lige præcis Tyskland.

»For Europa betyder det, at man søndag aften højst sandsynligt vil se, at tyske højreekstremister vil komme ind i EuropaParlamentet som medlemmer. Det vil helt sikkert skabe opmærksomhed. Det vil ikke være mange, to måske tre, men det vil sikkert vække meget opmærksomhed i nogle lande,« forudser Michael Kaeding, der er professor for europæisk integration og politik ved universitetet i Duisburg-Essen.

Det er ikke, fordi det ekstreme højre i Tyskland går frem. Tværtimod er NPD både i fare for at blive forbudt og for at gå fallit. Men partiet har ligesom andre små partier fået en ny mulighed. Den tyske højesteret erklærede i foråret den tyske spærregrænse ved EU-valg for forfatningsstridig.

Begrænset indflydelse i parlamentet

Nu øjner både NPD og Republikanerne en chance for at få foden indenfor i det parlament, som er deres hadeobjekt. Tyskland stiller med 96 af de i alt 751 EU-parlamentarikere, og derfor skal der ikke nær så mange stemmer til et mandat, som der skal i eksempelvis Danmark.

NPD satser hårdt på et gennembrud. I det ydre Berlin og på store strækninger i delstaten Brandenburg hænger valgplakaterne for eksempel tæt med nedgørende angreb på romaer, advarsler mod »masseindvandring« og Tyskland som »verdens socialkontor« og sloganet »Europa vælger til højre«.

Sæder i Europa-Parlamentet udløser penge, som NPD kan kanalisere fra Bruxelles til Tyskland, og samtidig vil Bruxelles være en stor scene, som partiet kan udnytte til at føre national politik, siger Michael Kaeding.

I Berlin er der diskret bekymring. Pladser i Europa-Parlamentet udløser også kontorplads i den tyske forbundsdag, officiel ekspertbistand og adgang til tjenestebiler. Ifølge avisen Süddeutsche Zeitung er et ledende råd i Forbundsdagen ved at efterprøve, om de privilegier skal bestå. Man vil nok gerne undgå at forære NPD en mulighed for at snige sig ind mod det tyske samfunds midte. Omvendt vil man nødig forære højreekstremisterne et martyrium.

Realpolitisk har NPD og Republikanerne ikke udsigt til at få nogen indflydelse i Bruxelles. De vil i givet fald ende i gruppen af uafhængige partier, som hverken de store grupper på midten eller den øvrige højrefløj vil samarbejde med.

»I Bruxelles træffes beslutninger altid ud fra konsensus. Det vil også fremover være de store grupper, der skaber flertallene. Vinderne af valget vil givet være kanterne til højre og venstre, men det vil ikke ændre meget på, hvordan Europa-Parlamentet indtil videre har truffet beslutningerne. Stemmerne vil ikke blive brugt,« vurderer Michael Kaeding, der ligger på linje med mange eksperter i Bruxelles.

Også populær hos middelklassen

På den alleryderste højrefløj finder man også partierne Jobbik fra Ungarn, Ataka fra Bulgarien og det græske Gyldent Daggry. Jobbik kan ifølge meningsmålinger blive den næststørste ungarske gruppe ved valget. De hetzer mod både jøder og romaer og støtter Ruslands præsident, Vladimir Putin, som ellers ikke forsømmer en lejlighed til at dæmonisere »fascismen« i Vesten.

I Grækenland sidder flere af Gyldent Daggrys øverste ledere fængslet i forbindelse med mordet på en venstreorienteret rapper. Men det forhindrede ikke partiet i at opnå opsigtsvækkende gode resultater ved første runde af lokalvalgene i det krisehærgede land for en uge siden.

I hovedstaden, Athen, fik en polemisk kandidat, der har et hagekors tatoveret på sin venstre skulder, godt 16 procent af stemmerne og var meget tæt på at gå videre til valgets anden runde. På landsplan måtte neofascisterne dog nøjes med otte procent, hvilket ikke desto mindre var en markant fremgang, og ved europaparlamentsvalget ventes de at klare sig endnu bedre.

Og det er ikke kun de direkte ofre for en krise, der i løbet af de seneste år har ædt 40 procent af grækernes købekraft, som stemmer på Gyldent Daggry. Også dele af den bedre middelklasse identificerer sig med frontalangrebet på den etablerede politiske klasse.

Det er en omstændighed, der har fået partiet til at skrue ned for sit fascistiske parafernalia og placere sig tættere på den mere stuerene højrepopulisme i andre europæiske lande, vurderer den politiske kommentator Giorgos Kyrtsos over for The Guardian.

Le Pens sejr vil samle højrefløjen

Et skridt ind mod midten findes en anden flok højrefolk, der kan skabe det måske største nybrud efter valget. Her er det jakkesæt og spadseredragter, skråremme og hagekors er blevet luget ud af partierne, der appellerer til midtervælgere med højretrang.

Front National, som ledes af den franske højrepopulist Marine Le Pen, står ifølge otte ud af ni nylige franske meningsmålinger til at vinde europaparlamentsvalget i sit land. Den seneste, der blev foretaget i løbet af torsdag og fredag, giver Front National 24 procent af stemmerne med et solidt forspring ned til det borgerlige UMPs 21 procent.

Måske var det frygt for en »sorpasso« på den franske højrefløj, der i denne uge fik tidligere præsident Nicolas Sarkozy på banen med et forslag om at suspendere Schengen-aftalen om fri bevægelighed samt at omdanne euroen til en mindre og mere eksklusiv klub ledet direkte fra Paris og Berlin. I det regerende socialistparti synes man derimod at have resigneret over for Le Pens fremmarch.

Hendes forventede historiske valgsejr kan samtidig få store konsekvenser uden for Frankrigs grænser, hvor der åbner sig en mulighed for at skabe en helt ny og langt mere central europæisk platform for de højrepopulister, der er mindre rabiate end Jobbik, Gyldent Daggry eller Udo Voigt.

I Europa-Parlamentet har Front National og eksempelvis de ligesindede belgiere i Vlaams Belang, østrigske FPÖ og Sverige-demokraterna været uden tilknytning til en politisk gruppe i parlamentet. Efter valget ventes Marine Le Pen at danne den højrepopulistiske gruppe EAF, Den Europæiske Alliance for Frihed, sammen med blandt andre Geert Wilders’ hollandske Frihedspartiet.

Dermed vil Front National & Co. blive knyttet langt mere til det parlament og det system, de egentlig afskyr, og som de hidtil blot har brugt som talerstol. Eksempelvis som da Le Pen i efteråret mente, at flygtningetragedien på Lampedusa burde tjene som et eksempel på, at det ikke betaler sig at flygte over Middelhavet. Det politiske arbejde har Front National derimod ikke hidtil engageret sig i.

Optræk til officiel ballade

Front National har – ligesom Gyldent Daggry, UKIP fra Storbritannien og Dansk Folkeparti fra hver deres meget forskellige udgangspunkt – modereret sit udtryk og taget et skridt ind mod den politiske midte. Det synes ifølge meningsmålingerne at have været en succesopskrift på højrefløjen ved dette valg.

Omvendt har Geert Wilders fra Holland bevæget sig endnu længere mod højre, og har ifølge prognoserne lidt et overraskende nederlag. Medmindre Geert Wilders’ dårlige valgresultatet gentages andre steder i Europa, vil EAF kunne samle omkring 40 ud af de 751 mandater i det nye parlament.

Selv om EAF-partierne ser EU som Fandens opfindelse, vil dannelsen af gruppen ifølge tænketanken Open Europe udløse fire millioner euro fra parlamentet til finansiering af gruppens aktiviteter. Hvis britiske UKIP mod forventning skulle gå med EAF – UKIP-leder Nigel Farage anser Le Pen for at være anti-semit – ville tilskuddet vokse til syv millioner euro.

For pengene kan EAF stable det effektive sekretariat på benene, som de selvstændige uafhængige partier og politikere uden gruppetilknytning ikke har i dag. I Le Pen vil de få en gruppeformand, der har platform og taletid, en plads i den såkaldte formandskonference, hvor parlamentets formænd udstikker de store linjer. De vil få mulighed for rapportørposter og vil dermed kunne påvirke det politiske arbejde.

»Spørgsmålet for det populistiske højre er, om de faktisk vil påtage sig det lederskab og spille den rolle, der vil være ny for dem. Hvis de gør det, anerkender de jo den institution, de er valgt til at bryde ned. De bliver en del af systemet. Men det bliver også svært for dem at holde sammen,« siger Hans Martens, senioranalytiker i tænketanken EPC.

»Det mest sandsynlige er, at EAF-gruppen vil forsøge en mellemvej, hvor de holder sig til basale sager som immigration, anti-EU, budgetter, anti-frihandel, sætter spørgsmålstegn ved fri bevægelighed og andre ting, der passer i en nationalistisk, antiislamistisk dagsorden. Man kommer ikke til at se Front National engagere sig i energi- eller forbrugerpolitik,« fortsætter han.

Analytikeren påpeger, at Marine Le Pen vil få masser af fornøjelse ud af den nye platform:

»Tænk på, hvad hun kan få ud af et besøg hos det ekstreme højre i Ukraine, eller hvad hun kan finde på at sige under et besøg i USA om de højfølsomme forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA. Det kan give resten af EU sved på panden. Det er endda muligt, at hun kan blive en af parlamentets 14 næstformænd, og så er hun officiel repræsentant for parlamentet. Det kan der komme rigtigt megen ballade ud af,« forudser Hans Martens.