Sammen med Tyskland, Holland, Irland og Malta er Danmark med i den lille eksklusive klub i EU, der er på listen over lande med for stort overskud på betalings­balancen. Det skyldes, at vores overskud målt på et treårigt gennemsnit svarer til mere end seks pct. af landets samlede produktion i form af BNP.

Vi kan ikke blive sanktioneret af at stå på listen, men når overskuddet på betalings­balancen bliver for stort, er det et udtryk for, at der sker for lidt i økonomien, mener EU-Kommissionen. Der er simpelthen en for stor opsparing i forhold til investeringerne. De foreløbige tal for den danske betalingsbalance i 2016 viser et plus på 165,1 mia. kr. Beregninger fra 3F viser, at det svarer til, at vi i gennemsnit i forretningen Danmark sidste år tjente 5.234 kr. hvert eneste sekund. Målt pr. indbygger svarer overskuddet på betalingsbalancen til et plus på 28.800 kr. pr. dansker livet igennem.