Hvor finder du inspiration til din bolig?

»Jeg kommer på mange internationale messer via mit arbejde, både som udstiller og besøgende, og jeg vender altid hjem med hovedet fyldt af ideer og indtryk og har også altid et par nye ting med hjem til indretningen. Og så er det virkelig inspirerende at sidde på vores væveri sammen med vores dygtige vævere og lave stribevis af eksperimenter, hvor det ene fører til det andet. På den måde opstår mange ideer til nye kvaliteter, men også til, hvordan tæpper kan indgå i indretninger på nye måder. Og det smitter unægteligt af på vores hjem, hvor vi løbende afprøver og tester tæpper, farver og kvaliteter.«

Hvem synes du er de mest spændende navne på designscenen lige nu?

»Jeg synes, at Cecilie Manz bliver ved med at markere sig positivt på den internationale designarena og er en stærk repræsentant for nutidigt dansk design. Og så har jeg fulgt GamFratesi tæt, fra jeg første gang stiftede bekendtskab med dem i forbindelse med Danish LIVINGroom i Milano for mange år siden. Deres designbidrag forbliver inspirerende og nytænkende.«

Hvis du skulle ændre noget ved din bolig, hvad skulle det så være?

»Vi bor i mit barndomshjem, som vi har renoveret og fornyet løbende over de sidste 15 år, så det eneste større projekt, vi mangler, er to nye badeværelser. Det bliver nok noget meget enkelt og stringent. Men ellers er jeg meget tilpas med vores hjem, som er præget af nogle forholdsvis gamle designklassikere og smukke tæpper krydret med store planter og enkelte stykker kunst. For ikke at glemme vores dejlige have, som var årets store renoveringsprojekt sidste år.«

Hvad er dit bedste indretningstip?

»Tæpper, selvfølgelig. Et stort, flot tæppe kan samle en smuk indretning, hvor møblerne ellers står og råber til hinanden, og derved skabe en indbydende base for hygge og samvær. Tæpper er også gode i forhold til indeklima og har en virkelig god indflydelse på akustikken i f.eks. nyere huse med mange hårde overflader og højt til loftet. Derudover er jeg meget glad for store planter, som er med til at give en personlig og dejlig stemning.«

Følg Jens Landberg Schrøder på Instagram @fabulaliving.