Min medpassager udbryder næsten med det samme, vi har forladt stationen i Trento: »Mamma Mia, for en udsigt!« Begejstret og benovet på én gang over de første knejsende bjerge i horisonten. Så skulle hun bare vide, hvordan det syn er for en sjællænder, hvis højeste jordpunkt er randmorænen Vejrhøjbuen på 121 meter i Odsherred.

Vi er om bord i pendlertoget, der på hverdage fragter studerende og arbejdere fra oplandet til hovedstaden Trento i den autonome provins Trentino, som ligger så højt oppe mod Dolomitterne og grænsen til Østrig, at man roligt kan sige, at det er her Italien begynder.

Denne lørdag er ’lokalbanen’ forvandlet til Il Trenino dei Castelli, der bedst kan oversættes som ’slotsekspressen’, selv om toget ikke kører forfærdelig hurtigt. Dels skal vi kunne nå at se naturen folde sig ud på den anden side af vinduerne, og dels er det en nydelsesrejse, hvor vi skal mættes af lokalhistorie og medbragte specialiteter.

Æbler på menuen

8:45. Vi lægger ud med et Golden Delicious og en æblemost allerede på perronen, og ikke mange skinne-kilometer senere forstår vi hvorfor. Vi kører gennem dalen Val di Non, der er et plateau omringet af bjerge, og her er de bedste betingelser for at dyrke æbler. I gamle dage, dvs. før den store phylloxera-epidemi i 1800-tallet, angreb stort set alle vinstokke i Europa, var der druer, så langt øjet rakte, men siden starten af 1900-tallet har jorden primært været omlagt til æbleplantager, og Trentino står i dag for 15 pct. af den italienske produktion med en høst på 360.000 tons af især Golden Delicious, Gala og Red Delicious.

10:30. Efter vi har passeret de mange plantager, og også en del vinmarker, hvor stokkene bindes så højt op, at de ikke får skimmel af nedbøren, men heller ikke brændes af solen, kommer guiden Matteo rundt med wienerbasser. Det er saccottino, en italiensk variant af den østrigske æblestrudel, som blev introduceret, mens Trentino og andre nordlige provinser var underlagt det østrig-ungarske kejserrige på den anden side af Alperne fra 1815. Trentino kom først tilbage til Italien i 1919, men dele af den robuste gastronomi tog de med sig ind i det norditalienske hverdagsliv.

Romeo og Julie

11:00. Undervejs kan vi se slotte på afstand. De fleste ligger i Val di Non, ca. 30 stykker, mens toget tæt på vores endestation, Mezzana, er kommet ind i nabodalen Val di Sole i nordvest, som kun har fire slotte. Vi skifter til turistbus, som kører til Ossana, hvor vi skal besøge ruinerne af Castello San Michele, som måske er det ældste.

Det menes at stamme fra longobardernes epoke omkring år 500 efter vor tidsregning, hvor det nordeuropæiske folk erobrerede sig vej gennem Mellem- og Sydeuropa, men slottet er først fundet omtalt i 1191. Derefter har det fungeret som en af mange boliger for de fyrstelige biskopper, som i otte århundreder udgjorde herredømmet i Trentino. Lægger vi nakken tilbage, kan vi se det 25 m høje, velbevarede forsvarstårn og udsigten til det 3.600 m høje Vioz-bjerg.

12:30. Vi kører videre til Castel Caldes i byen af samme navn, som har en helt anden arkitektur. Det fem etager høje slot fra 1200-tallet er blevet bygget om op til flere gange, så det er et miks af venetiansk, lombardisk og germansk stil. Indenfor er flere af rummene dekoreret med de smukkeste fresker med bl.a. ægte lapis lazuli. Det fortælles om et af dem, at det var her, en Romeo og Julie-lignende tragedie udspillede sig, da husets unge datter og den lokale lægesøn forelskede sig og løb væk sammen. Fyrstefaderen fik bragt hende tilbage og spærrede hende inde i et rum, hvor hun ulykkelig begyndte at male. Den unge mand vendte tilbage og spillede guitar under slottets vinduer dag ud og dag ind, og til sidst gav faderen sig, men da var datteren allerede død af hjertesorg!

Slotsfrokost

Efter den historie må vi have noget at styrke os på, og det må man sige, vi får. I slottets kælder er der dækket op med kunstfærdige antipasti på midten af de smukke borde, og derefter får vi orzotto, risotto på perlebyg, og strangolapreti, spinatknödel i ostesauce, ledsaget af ’kongen af Trentino’, som rødvinen lavet på den lokale teroldego-drue kaldes.

14:15. Egentlig skulle vi videre til et af de få privatejede slotte, Castel Valer i Tassulo, men det er rammen om et bryllup denne lørdag, så i stedet kører vi ind til Cles, hvor der midt i byens historiske kvarter ligger en gotisk kolos, Palazzo Assessorile, hvis opførelse blev påbegyndt i 1200-tallet.

Det strenge ydre forvandler sig indendørs til en suite af fantastiske rum med fresker, mange af dem malet af Marcello Fogolino, en af renæssancens store kunstnere i Norditalien. Siden 1679 fungerede det som byret og fængsel, men det var først, da provinsregeringen overtog paladset i 1980erne og man begyndte at restaurere det, at man bag pudset i cellerne fandt endnu flere fresker med opbyggelige motiver til et bedre liv uden for tremmerne.

Magtens korridorer

16:00. Det er tid til at sætte kurs mod turens sidste slotsbesøg, hvor der ligesom ved en vinsmagning er gemt det bedste til sidst. Efter 40 minutters kørsel dukker Castel Thun ved byen Ton op på en bakke, omgivet af tusindvis af æbletræer og med de majestætiske bjerge i flot silhuet bagved.

Da det blev bygget i 1200-tallet som et slot til en af provinsens mest magtfulde klaner, men også en fæstning med udkigstårne, voldgrav, brystning og fremskudte halvmåneformede bastioner, blev der ikke sparet på noget i indretningen. På et tidspunkt ejede den aristokratiske familie Thun stort set en ejendom i hver en dal i Trentino, men slottet her regnes for juvelen i deres samling.

En gren af Thun-slægten stammer fra det tidligere Böhmen, nu Tjekkiet, og mange af antikviteterne, som vi ser på vores tur gennem korridorer og gemakker, stammer derfra. Det er fantastiske tableauer, som fortæller historien om et liv på første klasse med god smag, så der er ikke noget at sige til, at Napoleon d. 1. okkuperede slottet som sit standsmæssige hovedkvarter under den franske invasion af Trentino i begyndelsen af 1800-tallet.

Efter Første Verdenskrig slap midlerne op, og da den sidste ejer døde, købte provinsregeringen slottet med alt indbo og lod det restaurere til et offentligt museum.

18:00. Inden der fløjtes til afgang, så Il Trenino dei Castelli kan tage os tilbage til nutiden i Trento, får vi den sidste smagsprøve med te af purpursolhat ude fra markerne og små gulerodskager i slottets forgård, så alle sanser er mætte.

Rejseliv var inviteret af Trentino Turistkontor og Il Trenino dei Castelli.