Hans Skaarup, 74 år. Tidligere operamedarbejder ved DR og i 25 år speaker ved Nytårskoncerterne fra Wien. Bøsse
»Jeg kommer fra særdeles beskedne kår på Nordfalster, hvor de hverken kendte Mozart eller Beethoven, men jeg bar åbenbart noget indeni mig, der gjorde, at jeg åbnede mig for opera. Jeg var kun 14-15 år, da jeg hørte Don Octavius’ arie fra Mozarts »Don Juan« i radioen første gang. Og siden har jeg bare elsket det. På den måde har jeg nok altid været en lidt mærkelig størrelse.
Mit forhold til opera er også et kærlighedsforhold til den menneskelige stemme. Det har altid fascineret mig, hvor meget man kan udtrykke med den. Især inden for den tyske lied, hvor digt og musik smelter sammen. Det er de store følelser, som gør operaen så dragende. Det er en forløsende kunstart.
Første gang, jeg hørte »Rosenkavaleren«, synes jeg, at det var noget mærkeligt noget. Så tvang jeg mig selv til at høre den igen og igen. Den gentagelse kan betyde meget for forståelsen.
Den danske instruktør Erling Schroeder, der har lært mig meget, sagde altid: »Kvinderne er de mest interessante på en scene«. Og det er sådan set rigtig nok. Deres ageren, deres sorg og deres forhold til mændene. Det er jo det, man følger i operaen. Men jeg har nu også altid holdt meget af basser og tenorer.
Man hører nok, at operaen er de store divaers kunstart, men jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse. Måske fordi jeg ikke mødte dem i næsegrus beundring. José Carreras kender jeg vældigt godt, og jeg har lavet fem udsendelser med Birgit Nilsson. Og Renée Fleming har jeg mødt flere gange. Jeg har tilmed været ude og sejle med hende i Nyhavn. Mit udgangspunkt har altid været, at vi skulle have en hyggelig dag, så det blev en god oplevelse for os begge. Og de fleste er jo simpelthen så søde, når man endelig møder dem.
Det første spørgsmål er altid meget vigtigt i et interview. Hvis du begynder med at sige noget banalt, kan det gå helt skævt. Så første gang, jeg mødte den tyske operasangerinde Elisabeth Schwarzkopf, var jeg frygtelig nervøs. Jeg vidste, at hun var en begavet dame, så jeg havde forberedt mig grundigt. Mit første spørgsmål lød: »Fru Kammersangerinde: De har engang sagt: Jeg er preusser. Hvad betyder det for deres identitet?« Og det ville hun gerne svare på. Der ramte jeg jo lige ind i den person, hun var.
En af de stemmer, der har bevæget mig mest, var nok den gamle Wagner-sangerinde, Kirsten Flagstads. Det var som om, hendes stemme kom fra alle steder og ingen steder på en gang.
Jeg er ikke så vild med, at man moderniserer operaen for meget. Mange gange roder man meget rundt, fordi man for alt i verden vil skabe noget nyt. Når jeg går i operaen, vil jeg fortrylles af kostumerne og kulisserne. Nu skal det hele foregå i et køkken eller et eller andet mærkeligt sted, og så bliver det så grimt og ucharmerende.«
Linda Thor Pedersen, 51 år. Studerer på DTU. Transkønnet
»Jeg søgte om optagelse på DTU i efteråret 2013. Der var jeg 48 år. Jeg var ellers på førtidspension, fordi jeg havde haft en depression, men nu følte jeg mig klar til at komme i gang igen. Det er jo kedeligt at gå rundt uden arbejde. Jeg brugte mest tid på at læse avis, spille World of Warcraft og se fjernsyn. Nok i den rækkefølge, at World of Warcraft fyldte mest.
Da jeg begyndte på uddannelsen kunne jeg godt se, at langt hovedparten af mine medstuderende var omkring 25 år, men i første omgang var det ikke aldersforskellen, der fyldte. I 2013 havde jeg stadig ikke fået lov til at hedde Linda til fornavn. Jeg stod som Hans Linda alle steder, så jeg skrev i vores interne Facebook-gruppe, at jeg gerne ville kaldes Linda og omtales som »hun«. Hvis der var spørgsmål, måtte de endelig stille dem. Og da vi så var af sted på rusturen var det klart, der var en tendens til at spørgelysten steg, efterhånden som promillerne steg. Men det er okay. Jeg vil meget hellere selv forklare, end at der bliver talt bag min ryg. Og efter en uge var der flere spørgsmål til min alder end til mit køn.
I 2. semester blev jeg indlagt med leukæmi. Jeg var i yderste livsfare. Men jeg besluttede at gennemføre mit semester. Og jeg blev færdig – selv om jeg havde en fraværsprocent på 70. I dag tror jeg, at mit fokus på studiet var med til at få mig godt igennem mit kræftforløb.
Det er virkelig en fornøjelse at lære noget nyt. Jeg nyder det. Men skal jeg give et godt råd til andre, der går i gang så sent i livet, skal det nok være, at man skal sætte meget tid af. Man må bare erkende, at indlæring topper, når man fylder 25 år, og at det går ned af bakke derefter. Man lærer simpelthen langsommere, og det kræver flere kræfter. Til gengæld kan man kompensere, hvis man er mere struktureret. Og det kommer jo med alderen.
Jeg synes ikke, at det kan blive for sent at søge ind på en uddannelse. Jeg skal formentlig være på arbejdsmarkedet, til jeg er 75 år, så jeg synes, at det er en god investering at komme i gang. Også selv om jeg er i 50erne, når jeg er færdig. Livet er først slut, når man ikke gider mere.«
Niels Jansen, 42 år. Har gennem fire år haft sin egen Youtube-kanal. Transkønnet og homoseksuel
»Den første video, jeg lagde op på min Youtube-kanal, var en unboxing-video. Det er en hel genre for sig selv inden for det her. I en unboxing-video pakker man noget ud og deler sin begejstring med brugerne. I mit tilfælde var det vist en ny Ipad.
Som transkønnnet er man som regel ret isoleret. Derfor er internettet helt fantastisk, fordi man kan dele sin transition og se andres. Der sker jo voldsomt meget med kroppen, når hormonbehandlingerne be-gynder. Ens stemme bliver dybere. Man får de første skægstubbe. Hele min bundoperation har jeg videoblogget på engelsk fra Serbien. Det er rart at dele det med andre.
Den youtube kanal, jeg har nu, startede da jeg begyndte min transition, dvs. vinteren 2012. Jeg havde en før, der var meget mere populær, men den lukkede jeg ned, fordi den var associeret med mit deadname (tidligere navn, red.) , og det ville være meget svært for mig at blive sammenlignet med den person, jeg var. Det ville minde mig om en periode i mit liv, der var fuld af smerte. Det ønskede jeg ikke skulle ske med jævne mellemrum, hvis f.eks. nogen kommenterede på en gammel video.
Det er vigtigt for mig, at det ikke handler om, at jeg har forvandlet mig til en mand. Det har jeg hele tiden været. Det er min krop, der har forandret sig.
Det er vigtigt for mig at være åben om, hvem jeg er. Jeg tror meget på, at oplysning er vejen frem, hvis vi skal ændre verden. Det personlige er politisk. Hvis man kan se på et andet menneske, hvor ondt transfobi gør, så er man måske mindre tilbøjelig til selv at være transfobisk. På den måde er jeg meget inspireret af Harvey Milk, den tidligere borgmester i San Francisco. Det handler om at vise verden, hvem vi er. Så er det sværere at hade eller frygte os.
Hvis mit indhold er mega-kontroversielt, kan jeg godt få et par tusinde views. Hvis jeg ville ramme flere, skulle jeg lave det på engelsk, men jeg har valgt at gøre det på dansk. Som transseksuel lever du i en verden, der i meget høj grad er imod dig. Mange taler om os, men det er sjældent, at vi bliver hørt. Derfor ville det vigtigste for mig være at ramme nogle politikere. Der mangler stadig enormt meget, før transkønnede har ordentlige vilkår. Og til det formål er dansk nok bedst.«
Mikkel Radicke, 23 år. Har arbejdet som servicemedarbejder, siden han var 13 år Bøsse
»Jeg elsker at give folk en god oplevelse, når de går ud. Forleden dag kom der et par ind på min restaurant, som tydeligvis var på date. Så laver jeg lige et hjerte på tallerkenen af wasabi.
De nemmeste kunder er dem, der kender maskineriet. Som ved, at man godt kan have travlt, uden at kunden kan se det. Jeg kan måske have gang i 20 takeaway-retter, selv om stedet er tomt. Den forståelse er rar at møde. Det sværeste er dem, der tror, at de er de eneste i denne verden. Eller dem, der ikke ved, hvad de skal have.
Jeg kender rigtig mange, der arbejder som tjenere, og det gennemgående træk er, at folk bliver mødt, som de selv møder deres tjener. Hvis du kommer ind på en café med solbriller på og næsten begravet i din iPhone, så får du måske ikke den bedste service. Du kan ikke komme ind på en café og være i dårligt humør og så forvente at blive løfte op på et andet niveau. Jeg er ikke din emotionelle sjælesørger. Jeg er din tjener.
Mine udenlandske venner siger: Det mest danske i verden er at brokke sig. Vi vil hellere gå med en T-shirt, der er for lille, end at gå ind og bytte den. Så kan vi brokke os over det. Måske skulle vi hellere ændre på tingene. Byt T-shirten. Find en café, der passer til dit behov i stedet for at gå ind på en sushibar og bed om en burger. På den måde kan man jo vælge at være løsningen på sit eget problem.
Da jeg flyttede til København, var jeg fattig-fin på den ufede måde. Nu går jeg aldrig på café uden at vide, hvad jeg vil have. Jeg finder et sted, der passer til det humør, jeg er i. Jeg går selv op med min kop, og siger tak for kaffe, når jeg er færdig med min latte. Og derfor får jeg også god service.«