Tordenskyerne er ved at trække ind over Panama City og gør luften tyk af fugt. Alle udlændinge ligner den overvægtige mand fra de gamle Tuborg-reklamer og må konstant tørre sveden af panden med bag­siden af hånden. I byens pænere dele kan man søge ly i de lokale barer og cafeer, der byder sine internationale gæster velkommen med aircondition og gode tilbud på tysk øl.

I et af disse kvarterer har advokatfirmaet Mossack Fonseca sit kontor. Det er her, at de såkaldte Panama Papers, der har sat skattedagsordenen i hele den vestlige verden, stammer fra. Det er dog umiddelbart ikke til at se, at den kvadratiske bygning med den kubelignende facade af tonede, sorte ruder er centrum i den største skattedebat nogensinde.