Et par af de andre forældre ser på mig med medlidenhed, som jeg træder ind i skolegården med sønnen på skuldrene og sveden løbende ned af panden. Måske fordi de selv kender til denne slags morgener, hvor morgenbordsharmonien reduceres til et spørgsmål om ren og skær overlevelse. Min søn er morgensur, han vil ikke i skole og i hvert fald ikke på cykel, og nej, jeg orker ikke endnu en diskussion. Så jeg curler mig forbi råbende indskolingsbørn, parkerede cykler og andre morgenstressede forældre, der som mig forsøger at få sendt ungerne til morgensamling uden for mange tårer.
»Må din røv klø og dine arme være for korte, Antorini,« mumler jeg, mens jeg sætter drengen ned på jorden, giver ham en krammer og lover ham, at han selvfølgelig får lov til at se alt det iPad, han vil, når han kommer hjem. Så er der da lidt at glæde sig til efter en hel og hård dag i heldagsskolen.