Hvis man ser bort fra klimaet, ligner Danmark og Catalonien på mange måder hinanden. Der er lidt flere catalanere end danskere, som til gengæld lever på et lidt større areal. Og begge steder taler man et lille og for andre relativt uforståeligt sprog, hvilket dog ikke bremser en driftig og internationalt orienteret økonomi.
Men der er én afgørende forskel. Danskerne har deres egen stat. Og når catalanske separatistledere argumenterer for fordelene ved at løsrive sig fra Spanien, beskriver de ofte deres vision som et »Dinamarca del Mediterráneo« – et Danmark ved Middelhavets bred.
Blandt andet derfor har den catalanske selvstyreregering bejlet særlig ivrigt til dansk støtte i den løsrivelsesproces, der efter planen når sit point of no return med en folkeafstemning om uafhængighed 1. oktober. Og da selvstyrepræsident Carles Puigdemont i sidste uge besøgte København i forbindelse med åbningen af et handelskontor, blev det fulgt tæt i både catalanske og spanske medier.
De sidstnævnte havde efterfølgende travlt med at fryde sig over, at Puigdemont ikke havde fået »audiens« hos den danske udenrigsminister. Men det var heller ikke formålet med rejsen, siger Puigdemont til Berlingske:
»Jeg havde et glimrende møde med repræsentanter for tre fjerdedele af partierne i Folketinget og dermed også de vigtigste. Besøget i Danmark var nyttigt i forhold til vores strategi, der ikke går ud på at søge anerkendelse men at sprede kendskab til situationen i Catalonien.«
Dansk debat – spansk vrede
Danske ministre har ingen tradition for at mødes med regionale repræsentanter som Puigdemont. Og den i forvejen minimale lyst til at blande sig i, hvad der fra København opfattes som et indre spansk anliggende, er næppe blevet større, efter at en forespørgselsdebat i Folketinget i maj 2015 vakte vrede i Madrid.
Et flertal vedtog dengang en dagsorden, der opfordrer til »fredelig og demokratisk dialog« om Cataloniens tilhørsforhold til Spanien. Daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fastslog ganske vist også, at regionens situation efter den danske regerings vurdering ikke giver ret til national selvbestemmelse ifølge folkeretslige regler. Ikke desto mindre måtte han efter et møde med sin daværende spanske kollega, en tydeligvis ophidset José Manuel García-Margallo, understrege, at man i Catalonien havde misforstået og overfortolket betydningen af folketingsdebatten.
De i bedste fald noget knibske danske reaktioner på tilnærmelserne, afskrækker imidlertid ikke separatisterne. Senest er det en artikel i Politiken, som har vakt begejstring. Måske især fordi avisen i en overskrift kom til at skrive, at »folkeafstemning (en) skal afslutte 800 års bitterhed og kamp for selvstændighed«, hvilket selv efter de mest overbeviste catalanske nationalisters tidsregning er lige i overkanten.
Det forhindrer imidlertid ikke selvstyreregeringen i – overfor webmediet lainformación.com – at betegne artiklen som »en bombe« og endnu et bevis på den særlige danske forståelse for Cataloniens løsrivelsesproces.