Cataloniens selvstyreregering har til huse i et elegant men også labyrintisk middelalderpalads. Den ældste del stammer fra 1300-tallet, og vejen ind til den sal, hvor præsident Carles Puigdemont tager imod en række internationale medier – heriblandt Berlingske – til frokost, går gennem gotiske gallerier og maurisk inspirerede orangegårde for at fortsætte ad smalle trapper og snørklede korridorer.

Der er, griber man sig i at tænke undervejs, i det mindste masser af gode gemmesteder, hvis de spanske myndigheder skulle finde på at udstede arrestordre mod præsidenten. Og det kan – spøg til side – på ingen måde udelukkes i forbindelse med de kommende ugers nervekrig omkring den folkeafstemning om catalansk uafhængighed, som selvstyreregeringen agter at gennemføre 1. oktober.

Mariano Rajoys konservative centralregering forsikrer, at den ikke vil tillade afstemningen, som er i strid med den spanske forfatning. Men hvordan man vil forhindre den, vides ikke. Vil selvstyret blive ophævet og Catalonien sat under statslig administration? Eller vil forfatningsdomstolen, hvis magtbeføjelser for et par år siden blev udvidet, slå til mod løsrivelsesprocessens ledere?

Det vil vise sig, når det catalanske parlament efter planen i dag, onsdag, vedtager en lov om folkeafstemningen, og selvstyreregeringen umiddelbart herefter udskriver den. En tysk kollega fortæller, at parlamentsformanden har sat et for længst aftalt interview senere på ugen på standby, »fordi man aldrig ved, hvad der kan ske«. Omkring frokostbordet er minerne, et par dage inden den afgørende beslutning, ligeledes alvorstunge blandt Puigdemont og hans folk.

»Vi ville gerne have organiseret en folkeafstemning i forståelse med den spanske stat, men det har ikke været muligt. I stedet har man i de seks år, processen har varet, forsøgt at stresse os maksimalt. Vi har modstået presset. Og nu, 25 dage før afstemningen, har vi ikke tænkt at bakke ud,« siger præsidenten og fortsætter:

»At tage grundlovens paragraf 155 (om ophævelse af det regionale selvstyre) i brug ville være særdeles uhensigtsmæssigt overfor en demokratisk og på ingen måde radikal valghandling. Det samme gælder retsforfølgelse af folkevalgte repræsentanter. Men først og fremmest ville det ikke løse nogen problemer eller ændre på den kendsgerning, at et klart flertal af catalanerne ønsker at stemme om deres nationale tilhørsforhold.«

Støtte fra Cruyff men ikke EU

Kun 41,1 pct. af catalanerne er, ifølge de seneste tal fra det offentlige meningsmålingsinstitut CEO, tilhængere af at udråbe en selvstændig republik, mens 49,4 pct. er imod. Næsten tre ud af fire går imidlertid ind for at tage en afstemning om spørgsmålet, og halvdelen er ligeglade med, om det sker med eller uden spansk godkendelse.

Det er på den baggrund, at en række internationale personligheder har skrevet under på manifestet »Let Catalans vote«. Blandt dem er både sportskoryfæer som den afdøde tidligere FC Barcelona-træner Johan Cruyff, folk fra kulturens verden som skuespilleren Viggo Mortensen og hele seks modtagere af Nobels Fredspris, blandt dem den tunesiske menneskeretsforkæmper Ahmed Galai, der er tilstede ved frokostmødet.

På politisk niveau skal man til gengæld kikke i vejviseren efter udtalt støtte. Både EU-systemet og store lande som Tyskland og Frankrig bakker mere eller mindre direkte op om den spanske regering. Og blandt de små lande har kun balterne vist en vis lydhørhed. Alligevel er præsident Puigdemont overbevist om, at EU-landene, hvis konflikten med Spanien kører op i en spids, vil tage affære og sikre catalanernes ret til selvbestemmelse.

»Europa har tidligere tilpasset sig situationer, som var langt mere komplekse og i mere fjerntliggende lande. Det ville være uhørt, hvis det samme ikke skete i en konflikt, som er helt oplagt, og som udspiller sig i hjertet af EU,« forsikrer den catalanske leder og tilføjer:

»Vi har aldrig sat næsen op efter europæisk støtte til folkeafstemningen som sådan. Men når den er afviklet, og hvis resultatet bliver et ja, vil EU være nødt til at forholde sig til en ny politisk virkelighed. Fordi det ikke længere vil være et indre anliggende men et europæisk problem.«

Hvad siger »gaden«?

Dem er der som bekendt rigeligt af i forvejen. Og da kaffen er drukket som afslutning på en menu bestående af svamperisotto, roastbeef med ærtesauce og ovnstegt æble, har Berlingske lejlighed til at spørge »udenrigsminister« Raül Romeva, om det catalanske spørgsmål ikke risikerer at drukne i Brexit, øst-vest-stridigheder og fransk-tyske reformplaner.

»Det, vi gør, er at sætte løsningen af et problem på dagsordenen. Ikke selve problemet, der allerede eksisterer, og som vil fortsætte med at gøre det, uanset om EU ignorerer os. Derfor bliver man før eller siden nødt til at anerkende og løse det,« siger Romeva og tilføjer, at man over alt på kontinentet diskret men med spænding vil følge de kommende dage og ugers politiske thriller.

På vejen ud bliver præsident Puigdemont spurgt, hvad han mener om flere separatistlederes opfordring til folkelige protester, hvis det lykkes Spanien at forhindre afstemningen.

»Det er ikke regeringens opgave at organisere demonstrationer. Men når folk spørger, hvad der rører i Catalonien, plejer »gaden« at give et godt svar,« siger han kryptisk.

Er præsidenten og hans folk faret vild i deres separatistiske labyrint, eller mener også »almindelige« mennesker, at sandhedens time er inde? Første fingerpeg om kampgejsten i den catalansksindede del af befolkningen kommer 11. september på Cataloniens nationaldag, der traditionelt fejres med massive demonstrationer.