Man havde det måske på fornemmelsen, men nu skulle det være sikkert og vist. Det var spørgsmålet om stram udlændingepolitik, der afgjorde det seneste valg.

Det er i hvert fald konklusionen i et stort forskningsprojekt, der for nylig blev publiceret med bogen »Oprør fra udkanten. Folketingsvalget 2015.«

I bogen, som blev omtalt af Jyllands-Posten i tirsdags, konkluderer valgforskerne, at rød blok faktisk havde tilkæmpet sig en føring gennem valgkampens første tid, hvor det var temaer som velfærd og sundhed, der prægede dagsordenen.

Men da Venstre pludselig »spillede udlændingekortet« - som det ofte omtales på Christiansborg – skete der et skift i, hvad vælgerne gik op i. Og således også i, hvem de ville stemme på; for når det kommer til spørgsmålet om at stramme udlændingepolitikken, så er blå blok alligevel det naturlige sted at søge hen.

Ved første øjekast er forskningen god læsning for den borgerlige regering, der lige nu lider under kombinationen af en politisk benlås og dårlige meningsmålinger. For så kan de vel bare gøre det igen, når valgkampen før eller siden kommer?

Men sådan er det ikke nødvendigvis. Forskningen er lige så meget en påmindelse om, hvad blå blok risikerer at miste.

En rød linje, der blev flyttet

Det er under alle omstændigheder perspektiverne i det opsigtsvækkende ryk mod højre i udlændingepolitikken, som Mette Frederiksen har foretaget som leder af Socialdemokratiet. Under indtryk af de historiske strømme af flygtninge og migranter, der kom til Danmark i 2015 og 2016, har hun stemt for den ene stramning efter den anden, som for få år siden havde markeret en rød linje for partiet.

Og i flere tilfælde har hun sågar gennemtvunget stramninger uden om regeringen i et parløb med Dansk Folkeparti.

Frederiksens bevægelse har potentialet til at blive en af de politiske prismer, som man skal forstå dansk politik gennem i flere år frem.

Det har samme snit, som da Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, omfavnede velfærdsstaten og således spadserede ind på fjendens marker og lukkede en flanke til Socialdemokratiet.

Eller som da den britiske politiker, Tony Blair, med sin såkaldte »tredje vej« moderniserede arbejderpartiet Labour - bl.a. med en anerkendelse af markedsøkonomien - og dermed banede noget af vejen for et brud på næsten to årtiers konservativt styre.

Lykkes det for Frederiksen at fuldføre rykket, vil det billedligt talt være som at erobre Asien i et godt spil Risk. Kendere vil dog vide, at det drilske ved Asien er, at kontinentet er svært at holde, fordi der er så mange angrebsveje. Til gengæld er belønningen stor, hvis det lykkes.

Sådan er det også for S-formanden. Så spørgsmålet er, om hun kan holde stand?

På mange måder ser det her og nu ganske lovende ud for Socialdemokratiet.

Der har været bemærkelsesværdigt meget ro om linjen internt i partiet. Nuvel, der har været murren i krogene – det har der også i Venstre – men det politiske skridts størrelse taget i betragtning, har der alligevel været påfaldende lidt bølgegang i det gamle parti, der nu ellers nok plejer at invitere offentligheden med til åbne sværdslag om partiets kurs.

Mette Frederiksen ser ud til at have skabt en fortælling, som har bundklang i partiet; det handler i bund og grund om værne om det socialdemokratiske velfærdssamfund og den helt konkrete dagligdag for de danskere, der lever i det.

Konklusionen er den bemærkelsesværdige, at flere målinger har vist, at vælgerne opfatter Frederiksen som mere troværdig i udlændingepolitikken end statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Af samme grund skal man ikke tale længe med kilder i regeringstoppen, før de udtrykker både undren og bitterhed over Dansk Folkepartis tætte parløb med Socialdemokratiet; det har bidraget til at blåstemple dem på et fuldstændig afgørende område, lyder det.

Drilske støttepartier

Når det kommer til at skabe troværdighed om sin udlændingepolitik, har Frederiksen dog fortsat flere udfordringer, som de borgerlige partier vil gøre alt for at teste frem mod et valg.

For det første er der hendes støttepartier. Alle som én er de lodret imod den kurs, hun har anlagt i spørgsmålet. Og det risikerer at skabe splid og åbne konfrontationer i rød blok – igen og igen og en gang til.

Frem mod valget vil det blive et selvstændigt formål for de blå politikere at udstille uenigheden og at bruge den som rambuk til at så tvivl i den danske befolkning om, hvad de kan vente sig af et rødt flertal med Mette Frederiksen som statsminister.

Frederiksen vil svare det samme hver eneste gang; at der er et bredt flertal for den stramme udlændingepolitik, og at hun har tænkt sig at føre udlændingepolitik med netop det flertal – også efter et valg.

Med andre ord vil hun bruge Det Radikale Venstres logik fra regeringsdannelsen 2011 imod bl.a. netop Det Radikale Venstre.

Dengang var der flertal for en reformpolitik, som den socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, ikke ønskede. Og det flertal brugte den radikale lejr så hårdt, at de tvang Socialdemokratiet til at omfavne de borgerlige reformer.

Det samme, vil Frederiksen sige, gælder nu; bare med omvendt fortegn og på et andet område – udlændingepolitikken.

Om de andre partier i hendes blok vil acceptere det, er uklart. Enhedslisten og SF synes at have valgt en strategi, hvor de ligger lavt på det udlændingepolitiske for i stedet at udfordre Socialdemokratiet andre steder – eksempelvis i spørgsmålet om velfærd og ulighed.

Anderledes synes det at være for Alternativet og Det Radikale Venstre, som har udtalt sig forholdsvist firkantet, når det kommer til netop udlændingepolitikken. Det er dog yderst tvivlsomt, om de virkelig kan eller vil holde til at gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt Frederiksen overhovedet skal være statsminister.

Men det kan ultimativt føre til, at det bliver svært for Frederiksen at danne en regering med andre end Socialdemokratiet – og konsekvenserne af det kan blive en usikker, parlamentarisk virkelighed.

Hendes anden udfordring handler om integrationsydelsen – de lave ydelser til flygtninge og indvandrere, som er på niveau med en SU. Frederiksen er imod ydelsen, som hidtil har markeret den grænse, hun ikke vil træde over, fordi det ifølge hende er fattigdomsskabende.

Og da den tidligere SRSF-regering trådte til i 2011, var noget af det første, den overhovedet foretog sig, da også at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser.

Frederiksen kan blive tvunget i defensiven, når det kommer til integrationsydelsen.

Skåret ind til benet vil spørgsmålet være: Skal indvandrere og flygtninge have mere i kontanthjælp, når du bliver statsminister?

Svarer hun »nej«, vil det møde protester fra støttepartierne – og givetvis også internt i partiet. Svarer hun »ja«, vil de borgerlige rulle alle kanoner frem i angreb på hende. Glider hun af, vil de gøre det samme.

Af samme grund ventes netop spørgsmålet om ydelser at blive adresseret yderligere af regeringen frem mod valget i et forsøg på at teste Socialdemokratiet. Analysen lyder, at det kan give noget tiltrængt kant - eller tvinge Frederiksen til at støtte noget, som får bægeret til at flyde over.

Samtidig håber blå blok, at det vil være tilstrækkeligt at gå mod et valg med lave asyltal – at vælgerne vil give dem ”æren” for at have håndteret udfordringen.

Om det er nok, må tiden vise.

Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske redaktør