»Et angreb på ytringsfriheden, frihedsværdierne og demokratiet«
"Forfærdeligt og trist," lyder nogle af reaktionerne på overfaldet på Yahya Hassan. Tidligere terrordømt står bag overfaldet på digteren.
"Forfærdeligt og trist," lyder nogle af reaktionerne på overfaldet på Yahya Hassan. Tidligere terrordømt står bag overfaldet på digteren.
Gårsdagens overfald på den unge indvandrerdigter Yahya Hassan bliver mødt med fordømmelse fra både politikere, forfattere og debattører.
Naser Khader, der er tidligere folketingsmedlem og nu fellow på Hudson Institute i Washington DC, har selv været udsat for trusler og har stadig PET-beskyttelse, når han er i Danmark. Han kalder overfaldet for "et angreb på ytringsfriheden, frihedsværdierne og demokratiet i Danmark".
"Det er forfærdeligt og trist, at der er nogle, som ikke kan acceptere, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Man løser ikke konflikter ved at overfalde hinanden,« siger Naser Khader
Kæmpe opbakning
Og han er langt fra den eneste, der reagerer kraftigt på overfaldet på Yahya Hassan, der er blevet landskendt på digte om sin opvækst i et ghetto-miljø
På sin Facebook-profil skriver Kirke- og Ligestillingsminister Manu Sareen (R): "Det er trist at man ikke kan vise sin uenighed på en anden måde end vold og trusler - Yahya repræsenterer et ungdomsoprør iblandt nogen minoriteter og det oprør skal ikke slås ned eller afvikles, det skal udvikles og støttes!"
Og tidligere kulturminister Uffe Elbæk skriver på sin Facebook-profil: "Hvor er det her langt, langt, langt ude. Kæmpe opbakning herfra. Til en ung helt afgørende stemme i det danske samfund."
Et frimærke på ryggen
I foreningen Danske Skønlitterære Forfattere tager formanden Inger Lise Hormemann også skarp afstand fra overfaldet.
"Det er uhyrligt, og min umiddelbare reaktion er, at man sætter et frimærke på ryggen af gerningsmanden og sender ham til Langbortistan - men sådan gør vi selvfølgelig ikke i Danmark, og det skal vi heller ikke gøre i dette tilfælde," siger Inger Lise Hornemann.
Overfaldet mandag aften
Mandag aften blev digteren Yahya Hassan overfaldet på Københavns Hovedbanegård, da han fulgte en veninde til toget.
Berlingske har været i kontakt med Yahya Hassan, som ikke ønsker at udtale sig om overfaldet. Til Politiken.dk fortæller han dog, at han blev angrebet bagfra. Voldsmanden slog Yahya Hassan i ansigtet, så den unge digter pådrog sig en flækket læbe. Hassan meddeler i øvrigt, at han er okay. Han har ikke været indlagt, skriver Politiken.dk.
En 24-årig mand har under et grundlovsforhør i Københavns Byret erkendt overfaldet og er varetægtsfængslet i 13 dage, skriver eb.dk, der også kan fortælle, at overfaldsmanden tidligere er straffet for terror. I oktober 2007 fik han ved Højesteret stadfæstet en dom på syv års fængsel for terror. Den dømte blev dog prøveløsladt blot tre år senere – i juni 2010.
"Jeg vidste godt, at det var Yahya Hassan," sagde den 24-årige ifølge eb.dk i retten.
Landskendt
Yahya Hassan har tidligere til Berlingske udtalt sig om den risiko, han med sine digte udsætter sig selv for.
"Der er en risiko for, at en eller anden giver mig en på hovedet, stikker mig ned eller skyder mig. Der er jo alle de her trusler. Det er jo en risiko. De mennesker er her jo, lige så længe jeg er her. Det kan godt være, at det fortsætter i lang tid, at det ikke forsvinder. Men så må det jo være sådan, det er," har han sagt i et interview med Berlingske.