Med overfaldet på den unge lyriker Yahya Hassan er vi vidne til et rystende anslag på ytringsfriheden, og  som samfund skal vi stå skulder ved skulder med den kun 18-årige kunstner.

Overfaldsmanden er en berygtet islamist, der, som purung og den første herhjemme, blev dømt efter terrorlovgivningens strengeste paragraf helt tilbage i 2007. Nu er han i aktion igen og ikke til det gode.

På mange måder er det et billede på det værdisammenstød, vi oplever både ude og hjemme. Mellem de mange nytilkomne borgere, som ønsker at være en del af samfundet fuldt og helt, og så den heldigvis meget lille del, der hader Vestens frihedsorienterede livsform.

Det siger sig selv, at når man har statsborgerskab, kan man ikke få det frataget. Men hvis man hader ytringsfriheden og frihedsrettighederne så meget, hvorfor rejser man så ikke hen, hvor man kan få tilfredsstillet disse mærkelige tilbøjeligheder? Ingen holder på en type som den feje overfaldsmand.

Vi har herhjemme desværre oplevet religiøs fundamentalisme for fuld udblæsning, og i det øvrige Europa har vi også oplevet kræfter som ønsker ytringsfriheden knægtet. Det skal vi ikke finde os i!

Der har udviklet en krænkelseskultur, hvor nogle fundamentalister synes, at de kan tillade sig at krænke andres frihed til at ytre sig, og særligt trusler mod nydanskere, der tager del i det danske folkestyre: Det være sig trusler ovenpå ytringer i kunstnerisk form som Yahya Hassans anmelderroste beststeller af en digtsamling. Eller mod politikere, der oplever grove trusler, som den socialdemokratiske kandidat til borgerrepræsentationen, Yildiz Akdogan, var ude for, da hendes valgplakater skulle op. Der er også andre sager.

På en demokratiets festdag som denne, må det derfor være enhver demokrats pligt at udvise moralsk støtte til Yahya Hassan og alle de andre nydanskere, der vil det danske samfund, og som benytter sig af deres grundlovssikrede ytringsfrihed.