Synes du også, at der er mange film og TV-serier om superhelte for tiden? Så er du ikke den eneste. Den oscarbelønnede skuespiller og instruktør Jodie Foster sammenlignede i denne uge i et interview med Radio Times produktionen af superheltefilm med »fracking« – altså den hyppigt udskældte udvinding af skifergas, der beskyldes for at skade miljøet.

»Man får det største overskud lige nu, men man ødelægger den amerikanske befolknings filmvaner og i sidste ende i resten af verden,« sagde Jodie Foster, der bedyrede, at hun hellere vil lave film, der udvikler »hende selv som person«.

En ting er i hvert fald sikkert. De muskelsvulmende, kappeklædte helte m/k fylder i biograffilm og TV-serier, der foregår til lands, i rummet og nu også – med Aquaman som nytilkommen helt i filmen »Justice League« – til vands.

Men hvor længe kan superheltene fortsætte med at fylde i biograferne og på streamingtjenesterne?

Siden man i USA og Europa byggede de første filmstudier i starten af 1900-tallet, har særlige genrer som spaghettiwesterns eller katastrofefilm typisk haft en storhedstid på fem-ti år, hvorefter de har fået en ærefuld plads i den nostalgiske glemmebog. Derfor burde superheltenes sidste salgsdato for længst været overskredet, men indtil videre kæmper de videre.

Den moderne superhelte-æra begynder med Richard Donners »Superman« fra 1978 og fik ny kraft med Richard Burtons »Batman« fra 1989, for så til sidst at eksplodere i 00erne, da »X-Men« – og »Spider-Man«-film blev grundstenene til levedygtige og meget indbringende serier af biograffilm – de såkaldte franchises. I de seneste ti år er bølgen kun blevet større og stærkere, og det er begyndt at undre toneangivende kommentatorer i filmbranchen.

For to år siden vakte det opsigt i Hollywood, da selveste Steven Spielberg forudsagde, at supergenren ville få samme skæbne som westernfilmen.

»Lige nu er superheltefilmene i fuld vigør, men alle bølger i populærkulturen har deres tid. Der kommer et tidspunkt, hvor disse mytiske historier vil blive erstattet af en ny genre, som en eller anden ung filmskaber måske er i færd med at udtænke og opdage lige nu,« sagde Steven Spielberg til branchebladet The Hollywood Reporter.

Kort før Spielbergs spådom havde kæmpefilmen »The Avengers« slået flere biografrekorder, så den berømte instruktør (der endnu har til gode at instruere en film med flyvende supermennesker) blev set som lidt af en partykiller i en branche, der har haft det svært i tiden efter DVD-markedets uddøen.

»The Avengers«’ succes var en sejr for filmselskabet Marvel Studios, idet den samlede karakterer som Iron Man, Captain America og Thor fra fem foregående film, der alle udspiller sig i det fælles univers, det såkaldte Marvel Cinematic Universe (forkortet MCU), som er blevet lavet i samarbejde med selskaber som Disney og Fox.

»The Avengers« var kulminationen på en nøje tilrettelagt og indtil videre succesfuld strategi fra Marvel, hvor man forsøgte at »tvinge« publikum til at se samtlige film i universet med store billetindtægter til følge.

Strategien har rod i tegneserieforlaget Marvels tidlige historie fra 1960erne, da virksomheden kun producerede tegneseriehæfter som »De Fantastiske Fire«, »Edderkoppen« og »Dæmonen« (tegneserienostalgikere vil lægge mærke til at de gamle danske titler er brugt her).

Stan Lee var hjernen i Marvel og opfandt den berømte »superhelte med problemer«-formel, hvor superheltene ud over at redde hele menneskeheden også ofte havde personlige udfordringer som nyfigne kærester eller krakilske chefer.

Det var noget, læserne kunne lide, og det knyttede dem tættere til deres helte end det tidligere havde været tilfældet med andre superhelte, som for eksempel den lidt kedelige Superman fra det konkurrerende forlag DC.

Forholdet mellem læserne og superheltene blev desto stærkere, da manuskriptforfatterne begyndte at skrive historierne, så hvert hæfte ganske vist kunne læses for sig, men endnu bedre var det, hvis man i forvejen kendte til heltens fortløbende historie, der i nogle tilfælde kunne strække sig over mange års udgivelser.

I en vis forstand er superheltenes eventyr en opdatering af gamle mytologiske universer, siger Nils Gunder Hansen, professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.

»Superheltehistorierne er genremæssigt brede, modsat eksempelvis krimien. De kan være lyse og mørke, politiske thrillers, mytologiske, historiske, og i princippet ramme en hvilken som helst målgruppe med en hvilken som helst stil, den har lyst til. Dermed minder det om græsk mytologi, fordi der er stor intern diversitet og muligheder for cross overs,« siger Nils Gunder Hansen.

Det er denne episke skabelon, som Marvel er begyndt at opdyrke på film. Og ligesom i de oprindelige tegneserier, hvoraf flere som »X-Men« og »Spider-Man« blev tegnet for første gang for 50-60 år siden, forsøger man at efterligne den indforståede tone.

Det betyder, at filmene nu gradvist bliver fyldt af referencer og handlingstråde til andre film i det fælles univers. Man kan stadig se en »The Avengers« – eller »Thor«-film uden at skulle memorere alt, hvad der er gået forud i tidligere film, men det bliver stedse mere forvirrende at følge med.

Og der er mange helte at holde rede på. I øjeblikket er Marvel Studios ved at producere de film, der hører under den såkaldte »fase 3« af superheltefilm, der begyndte med sidste års Captain America-film »Civil War« (som næsten er et langt superslagsmål), og slutter i år med endnu en Avengers-film kaldet »Infinity War«. I de otte film i fase 3 optræder der 38 forskellige superhelte ifølge den særlige Marvel-udgave af Wikipedia. Og de løber ikke tør foreløbig, for antallet af superhelte, der har optrådt i forlagets tegneserier, løber op i tusinder.

Indtil videre har denne formel fungeret efter hensigten for Marvels vedkommende. Frem mod den næste Avengers-film vil millioner lægge penge i biograferne for at kunne følge med i den fortløbende historie. Og når den såkaldte fase 3 er udført, følger der selvsagt en fase 4, hvortil der er planlagt op til 20 film.

Marvels eneste alvorlige konkurrent, tegneserieforlaget DC, har forsøgt en tilsvarende model med sammenflettede heltehistorier, men indtil videre er det kun DCs gamle travere som Batman og Superman, der for alvor er slået igennem. »Justice League«, DCs svar på Marvels ensemblefilm »The Avengers«, kom ud i november og fik en blandet modtagelse, men dog langt bedre end DCs universelt udskældte »Suicide Squad«, der handler om en bande af superskurke. De to films lunkne modtagelse har fået DC og filmselskabet Warner Brothers til at gentænke deres plan for mængden af fremtidige superheltefilm.

Ifølge Daniel Bentien, der er head of content på biografsitet Kino.dk, har DC generelt haft svært ved at ramme den rette tone i deres film. I modsætning til evigt ironiserende Marvel-helte som »Iron Man« og »Deadpool« er deres helte alt for alvorlige, en kritik, der blandt andet ramte instruktøren Zack Snyders to film om Superman, »Man of Steel« fra 2013 og den meget anmelderhadede »Batman vs Superman: Dawn of Justice« fra 2016.

»DC er kommet forkert ud af starthullerne. Zack Snyders Superman-film er så humorforladte, at de simpelthen ikke er faldet i den brede smag. Nutidens publikum vil have underholdning i en lettere tone, og den rammer Marvel bare bedre med sine film,« siger Daniel Bentien.

Den lette tone og den ferme kombination af humor og spænding i Marvel-filmene er fortsat af Disney, efter at underholdningskolossen overtog Marvel i 2009, og samme tone genfinder man i øvrigt i de nye »Star Wars«-film, som også er blevet Disneys ejendom. Dertil kommer, at »Star Wars«-filmene og de talrige Marvel-film bygger på fintunede universer, der har eksisteret i biograferne siden 1980erne.

»Mange af dem, der kommer i biografen, har dyrket de her verdener siden deres barndom og forstår alle referencerne og de indforståede jokes. Filmene kører meget i samme rille med slagsmål og ironiske vitser, og sådan vil de blive ved med at blive lavet, så længe folk vil se dem. Men om den formel også er tilstrækkelig om fem år, vil tiden vise,« siger Daniel Bentien.

Som det seneste skud på superheltestammen er streamingtjenesterne begyndt at flyde over med TV-serier om superhelte. Siden 2013 har 14 forskellige TV-serier med udgangspunkt i Marvels universer haft premiere på forskellige streamingtjenester, og modtagelsen har primært rangeret fra lunken til direkte negativ, såsom karatehelten »Iron Fist«, der blev en af nettets mest udskældte serier sidste år. Enkelte Marvel-serier som tegneserieklassikeren »Daredevil« og den nyere, småfeministiske »Jessica Jones« har fået kritikernes og seernes velvilje.

På TV har konkurrenten DC haft en heldigere hånd med serier som »Smallville« og »Supergirl«, der med forskellige tilgange trækker på tegneserien om Superman, men generelt er der tale om gendigtninger i mindre skala uden de bombastiske slagsmål mellem Superman og diverse brogede skurke, som man kender fra filmene.

»Indtil videre har rettighedshaverne ikke satset det, der skal til for at få superheltene til at virke overbevisende på den lille skærm. Det meste har været discountagtigt, og det duer ikke, når du skal vise superhelte og skurke, der tørner så voldsomt sammen, at byerne synker i grus. Dertil kommer, at film og TV-serier om superhelte har lige så meget brug for gode manusforfattere og skuespillere som alle andre genrer. Og på TV har man ikke været parat til at hyre de største navne endnu,« siger Daniel Bentien.

Det har betydet, at superheltene har levet lidt i skjul af store streaminghits som »Stranger Things«. At superheltene på TV må nøjes med lidt pauvre kulisser og rutineprægede storylines, er dog ikke nødvendigvis et tegn på, at genren er ved at dø ud, som Steven Spielberg spåede. Det skyldes, ifølge toneangivende filmkritikere, at superhelte er et meget bredere fænomen end en genre.

Allerede i år vil superhelte optræde i »hybridfilm«, der blander flere genrer og skaber noget nyt. Det drejer sig om »The New Mutants«, der er en superhelte-horrorfilm, og »Deadpool 2«, der ligesom etteren kombinerer blodig vold med kulsort humor.

På TV har nye serier med superhelte ladet sig inspirere af meget forskelligartede genrer. »Marvel Runaways« om en gruppe teenage-outsidere har elementer af ungdomsserier som »Beverly Hills 90210« og behandler sociale temaer som ensomhed og mobning, mens TV-serien om den sorte superhelt Luke Cage minder om en funky kriminalfilm fra 1970erne a la »Shaft«.