»Seven« er stadig syndigt god
Man siger, at Djævelen gemmer sig i detaljen, og den amerikanske instruktør David Finchers film om jagten på en seriemorder, »Seven« (1995), myldrer af detaljer. Fra allerførste scene, hvor den snart pensionerede politimand William Somerset (Morgan Freeman) klæder sig på til sin sidste arbejdsuge, bliver hans personlighed beskrevet med en overlegen fortælleøkonomi. Somerset strammer slipset foran spejlet og fjerner et fnug fra sin jakke. På bordet ligger hans pertentligt pudsede politiskilt ved siden af en springkniv med et skaft i udskåret horn. Her præsenteres vi for en mand, der hviler i sin autoritet (politiskiltet), som er parat til at overskride den autoritets beføjelser (springkniven), og som sætter æstetik lige så højt som funktion (knivens skaft). Alt sammen faktorer, der senere bliver brugt i filmens tætpakkede handling. En fyldepen og et par briller samt et opstillet skakspil i baggrunden fuldender portrættet, inden en introsekvens sætter filmens helvedesmørke stemningsleje og vækker vores urolige forventninger sammen med Trent Reznors brutalt malende støjmusik.
»Seven« var en af 1990ernes store positive biografoverraskelser, men ikke dermed sagt, at enkeltelementerne i filmen var nye, set med filmhistoriske øjne. Landsmanden Jonathan Demmes »Ondskabens øjne« fra 1991 havde allerede formet skabelonen til den moderne seriemorderjagt med en chokerende grad af levret, blodig realisme smidt i hovedet på tilskueren. I begge film fylder skamferede ofre og obduktioner af opsvulmede lig lærredet, så man nærmest kan lugte dem – og så er der påfaldende mange ligheder mellem de to films blødt fraserende, overmenneske-dyrkende seriemordere.