»Harry Potter«-filmstjernen Emma Watson åbnede ballet for alvor, da hun i 2014 gik på talerstolen i FN-bygningen i New York og vandt forsamlingens hjerte med et passioneret forsvar for feminismen.

Siden har superstjernerne stået i kø for at erklære sig som feminister, samtidig med at medierne bugner af historier om slut walks, kvindekvoter og ligestilling i virksomhedernes ledelseslag. Feminismen er vendt tilbage med stort fedt F, og mange af dem, der friskt går forrest, er tilmed M som i mænd.

Men er den nye feminisme egentlig ny? Eller er den et opkog af tidligere tiders feminismer, som den eksempelvis tog sig ud i 1970erne, da rødstrømperne marcherede på Strøget i København? Eller endnu tidligere, da liberale og marxistiske kvindesagsforkæmpere fik tilkæmpet sig borgerlige rettigheder for kvinder?

Det afhænger groft sagt meget af, hvilke feminister man spørger, og hvor længe de har været på barrikaderne.

For både yngre og ældre feminister forekommer det dog som et umage spørgsmål, for man har ikke lyst til at genere kampfæller. Som krimiforfatter og feministisk foregangskvinde Gretelise Holm (70 år) udtrykker det:

»Sådan er det jo at blive gammel. Man føler, man har set det hele før, men det bør man holde sin mund med, for de unge har også deres egen kamp!«

Respekten mellem generationerne går begge veje. Den 25-årige Emma Holten, der er blevet verdenskendt i feministkredse, da hun satte sig til modværge over for et hævn-pornografisk overgreb på sin person, siger, at hendes forgængere i rødstrømpebevægelsen gjorde et stort og vigtigt arbejde.

»Ikke mindst hvad angår den formelle ligeberettigelse i et samfund, der ikke altid var venligt stemt over for netop dén tanke. Kvindebevægelsen i 1970erne opnåede mange resultater, men det ville jo være en skamplet på den unge generation, hvis ikke vi var blevet bare lidt klogere siden dengang, ligesom jeg håber, at de feminister, der kommer om ti år, også vil være klogere end vor generation,« siger Emma Holten, der med sine over 11.000 instagram-followers er en meget synlig stemme i den yngste generation af feminismen.

Flydende kønslige identiteter

Selv om der er forløbere helt tilbage til antikken, falder den moderne feminismes historie tidsmæssigt nogenlunde sammen med den generelle kamp for borgerrettigheder, som den blev formuleret under den franske og den amerikanske revolution. Gradvist erstattes kampen for formelle rettigheder af en dyberegående bevægelse i retning af faktisk ligestilling, selv om borgerlige og socialister ofte var og er uenige om midlerne til målet.

Franske Simone de Beauvoirs forfatter-skab, og i særdeleshed bogen »Det andet køn«, udgør et forbindelsesled mellem den tidlige kvindekamp og den postmoderne, hvor hendes slogan »Man fødes ikke som kvinde, det er noget, man gøres til« stadig er et inspirationspunkt.

Det gælder også den queer-feminisme, der fra 1990erne radikalt gjorde op med forestillingen om naturbestemte køn og i stedet beskrev flydende kønslige identiteter, der ikke kunne holdes inden for den ganmel-testamentlige tvedeling i mænd og kvinder.

Dette brud udgør for mange nutidige feminister en afgørende forskel fra den tidligere kvindekamp, der netop betonede det at være kvinde i opposition til det at være mand.

Debattør og tidligere næstformand i Dansk Kvindesamfund Ulla Tornemand indleder sit svar på denne artikels spørgsmål med at slå fast, at ingen af de nye feminister, har »opfundet den dybe tallerken i den forstand, at alle står på skuldrene af noget, der har været tidligere«.

»Men noget har forandret sig. For hvis ikke vi havde haft den queerfeministiske bølge, der dekonstruerer kønnene fuldstændigt, havde vi ikke haft den frihed til at tale om kvinder og mænd som andet end køn,« siger Ulla Tornemand, der erkender, at det kan være en vanskelig diskussion at sætte sig ind i for andre end de akademisk øvede, og at den oprindelige kamp om ligestilling i 90erne kom til at træde i baggrunden.

Dermed ikke sagt, at den kamp er blevet uvigtig, siger hun, for kønsidentitet og ligestilling hænger sammen, siger hun.

»100 år efter at stemmeretten for kvinder er indført, er kvinder stadigvæk ikke noget i kraft af deres kompetencer, men i kraft af deres køn. Dybest set finder jeg, at stemmeret, seksuel vold og sexchikane, den stadigt udbredte diskriminering på arbejdsmarkedet, verbal sexchikane i folkeskolerne, diskrimination af gravide, at uddannelsesvejledere gør forskel på piger og drenge i deres rådgivning samt forskruede kropsidealer – alt dette hører under den samme paraply, der hedder uligestilling,« siger Ulla Tornemand, der mener, at en ny bølge af feminisme i øjeblikket er ved at erobre den offentlige dagsorden.

»Der har i en årrække været en teoretisk og akademisk feminisme, og der synes jeg, at vi i øjeblikket ser en modsat, mere konkret retning, der atter sætter ligestilling på dagsordenen. Men i modsætning til 70erne er det en diskussion, der sætter fokus på begge køn. Hvorfor er det for eksempel, at mænd klarer sig meget ringere i livskriser end kvinder? Det vil vi også gerne finde ud af i dag,« siger Ulla Tornemand.

Prøv Berlingskes interaktive grafik - artiklen fortsætter nedenfor:

»Mere narcissisme end feminisme«

Der udkommer fortsat feministiske bøger, og en, der har vakt betydelig opmærksomhed, er Maja Nyvang Christensens og Sine Cecile Laubs »Gennemblødt«, der introducerede ordet »friblødning« til det danske sprog. Bogen er en humoristisk-pædagogisk introduktion til menstruationens historie og dens betydning for social kontrol og kommerciel udnyttelse af kvinder. Ligesom hos 1970ernes rødstrømper, leger den også med tanken om gratis bind og tamponer til kvinder, men det er billederne af frejdige »friblødnings-aktivister«, der er løbet med opmærksomheden på de sociale medier.

Bogen fik en barsk modtagelse i denne avis, hvor Berlingskes blogger Anne Sophia Hermansen skrev i sin anmeldelse: »Mens kvinderne i 70erne kæmpede for retten til fri abort, ligeløn og skilsmisse og for at indtage betydningsfulde poster i samfundet, kæmper unge kvinder nu for retten til at bløde frit i det offentlige rum. En ret, ingen mig bekendt nægter dem.«

Deri ligger der en fundamental forskel på 1970ernes og nutidens feminister, mener hun.

»Fra at feminismen havde en verdensvendt dagsorden, er den nu blevet vendt mod kønnet – helt ind i livmoderen, og det finder jeg håbløst uinteressant. Det minder mig mere om narcissisme end feminisme,« siger Anne Sophia Hermansen, der mener, at feminismens oprindelige kampmål er de facto opfyldt. For som hun siger:

»Ligestilling er at give muligheder. Det er ikke at gøre hver anden direktør til kvinde.«

I samme åndedrag tilbageviser hun nutidens feminister, når de påpeger, at der fortsat er et gennemsnitligt løngab på 17 procent mellem mænd og kvinder. For det hænger sammen med, at kvinder ringforlover sig med deltidsjob i det offentlige, mens mænd er på fuld tid i det private, hvor man får en højere løn, siger hun.

»Og hvorfor er det kvinderne, der tager barselsorloven? Det handler først og fremmest om, at kvinderne betragter børnene som deres private ejendom,« siger Anne Sophia Hermansen, der beskylder den nutidige feminisme for at lide af fantasiløshed.

»Den lukrerer på gamle kampe og evner ikke at tænke nyt. Hvis feminister i dag tog sig selv alvorligt, skulle den snarere stå skulder ved skulder med indvandrerkvinderne og hjælpe dem med at dæmme op for undertrykkelsen i minoritetsmiljøerne,« siger Anne Sophia Hermansen.

Den udlægning af ny og gammel feminisme er der ikke overraskende få nyfeminister, der vil skrive under på, men Berlingskes blogger får henledt opmærksomheden på en af de uomtvistelige forskelle på 1970ernes og nutidens feminister: fremkomsten af de såkaldt »brune feminister«, der spiller en stadigt stigende rolle i den offentlige debat.

Hver kvinde har sin kamp

Den 27-årige Natasha Al-Hariri, bærer både sit tørklæde og sit prædikat som feminist med lige stor stolthed og erkender, at der er store udfordringer for feministerne i minoritetsmiljøerne. Men hun synes ikke, at den ene kamp skal betyde, at den anden kamp skal negligeres.

»Hver kvinde har sin egen kamp. Jeg ville være ked af, hvis alle andre feministiske kampe skal tilsidesættes til fordel for minoritetskvinderne. Hvis man mener, at friblødning kan være med til at nedbryde et tabu, så skal man da arbejde for det. Det ene kan godt eksistere ved siden af det andet, og vi er ikke i mål, før alle føler sig så frie, som de har brug for at være,« siger Natasha Al-Hariri.

På RUC forsker Rikke Andreasen i, hvordan medier, køn, etnicitet og ligestilling spiller sammen på nye måder, ikke mindst i de sociale medier. Den hårde modtagelse af bogen om menstruation får hende til at bemærke, hvordan den sociale kontrol med kvinder og deres biologi dukker op i nye varianter.

»Det kan godt være, at samfundets holdning til menstruation ikke er lige så »vigtig« som kvinders stemmeret, men den siger lige så meget om holdningen til kvinder generelt, og det er vigtigt. Det fortæller os, at det, vi tror er biologi, faktisk ændrer sig hele tiden. At kønnet er konstrueret betyder ikke, at alting bare er frit til forhandling, som om der er tale om en slags kønslig fastelavn. Men det betyder, at hverken kvinder eller mænd behøver at lade sig binde af forestillinger om deres køn,« siger Rikke Andreasen.

Et af hendes favoriteksempler, på at køns-identiteten ikke er fastlåst i livmoderen, handler om, at man for hundrede år siden ikke ønskede at lade piger komme i gymnasiet. Man mente ikke, at de var indrettet til at sidde stille så længe som en gymnasie-uddannelse krævede, og at det, såfremt de insisterede, ville forrette skade på deres reproduktionsapparat.

»I dag er den forestilling om ikke at kunne sidde stille vendt 180 grader. Nu er det drengene, som man mener har det problem,« siger Rikke Andreasen.

At både feminister og ikke-feminister ønsker at rangordne vigtigheden af diverse samfundskampe har været en fast ingrediens i kønskampen. Gretelise Holm påpeger, at de borgerlige kvindebevægelser allerede fra midten af 1800-tallet betragtede korsettet som symbol på det, der holdt kvinder tilbage i samfundet.

»Feminismen har altid haft et bredt spektrum af emner på dagsordenen. Man kæmpede for stemmeretten. Men man kæmpede også for retten til at bære en »reform-kjole«, som man ikke dånede eller døde af at have på. Det var en blødere del af kvindekampen, javist, men et relevant emne i den større kamp mod kontrol og undertrykkelse,« siger Gretelise Holm.

På amerikansk har man udtrykket »same, but different« og i en beskrivelse af en så mægtig bevægelse som feminismen vil billedet altid være fyldt af overlapninger, forskydninger, gentagelser og ekkoer. Og i en anden særlig henseende ser det ud til, at feminismen lige nu er ved at færdiggøre en cirkel.

Kampen for kvinders rettigheder blev fortrinsvist indledt af mænd som John Stuart Mill, der i 1869 skrev et manifest sammen med sin hustru, Harriet Taylor Mill, for ligestilling af kønnene. Og efter at mændene i en årrække var bandlyst fra at deltage i ligestillingskampen, da de blev betragtet som repræsentanter for »patriarkatet«, bliver de i dag atter budt velkomne af kvinderne.

Natasha Al-Hariri siger, at flere mænd i minoritetsmiljøerne nu også kalder sig »feminister«.

»Det er nok det mest positive fremskridt, jeg har oplevet som feminist,« siger hun.

Emma Holten oplever tilsvarende, at flere og flere mænd bliver opmærksomme på de faldgruber, hun kalder »undertrykkende maskulinitet«.

»Vi går imod en udvikling af, at feminismen med stor selvfølgelighed tiltrækker andre grupper. Jeg er meget optimistisk med hensyn til at få bredt den feministiske kamp ud, også selv om det kan være forvirrende, at det så stadig hedder feminisme,« siger Emma Holten.