Ilayda Kocoglu forstår godt, at det kan synes underligt. Hun indrømmer da også, at hun lige skulle vænne sig til, at hendes sekulære centrum-venstre parti, CHP, nu indgår i en alliance med det islamistiske parti Saadet.

»Ja, vi er jo godt nok meget politisk forskellige,« siger Ilayda Kocoglu, der er viceformand for CHP i Istanbul.

Der er dog én god grund til, at de vidt forskellige partier alligevel står sammen på stemmesedlen ved søndagens tyrkiske præsident- og parlamentsvalg.

»Erdogan.«

»Det er sidste chance for at stoppe ham,« siger hun.

I et forsøg på at yde Erdogan og hans magtfulde AKP-parti reel modstand, har en række oppositionspartier for første gang fundet sammen i en alliance. Den skal sikre, at de partier, som ikke scorer stemmer nok til at overvinde verdens højeste spærregrænse på 10 procent, sender deres mandater videre ind i alliancen.

En yderst umage alliance

Foruden CHP - der er grundlagt af Tyrkiets sekulære landsfader Atatürk - og islamisterne i Saadet, består koalitionen af det nye parti iYi - et nationalistisk parti ledet af den tidligere indenrigsminister Meral Aksener, hvis kompromiløse stil har givet hende tilnavne som »Jernkvinden« og »Hunulven«.

Det er en umage alliance. Men den kan blive et stort problem for Erdogan - i hvert fald, hvis man skal tro de til tider upålidelige tyrkiske meningsmålinger.

De indikerer, at Erdogan får mindre end 50 procent af stemmerne ved præsidentvalget. Det vil betyde, at han for første gang nogensinde skal ud i en anden runde mod den næstmest populære kandidat for at sikre sig magten. Her vil samtlige oppositionspartier formentlig samle sig bag CHPs kandidat, Muharrem Ince.

Erdogan er stadig favorit til at genvinde præsidentposten og lægge yderligere fem år til de 16 år, han allerede har ledet Tyrkiet. Men dette valg tegner til at blive langt mere spændende end de foregående, mener Selim Sazak, der er Tyrkiet-analytiker hos amerikanske Watson Institute.

»Helt ærligt, så er koalitionen lidt speciel. Men den formår faktisk at samle vidt forskellige vælgere og udnytte, at Erdogan nok ikke er helt så populær som tidligere,« siger han.

Nok er alliancen speciel, men Tyrkiet står nu engang også i en speciel situation.

Erdogan-loyale konglomerater har overtaget alle de største medier, og oppositionen bliver stort set ikke repræsenteret i mediebilledet. Mindst 50.000 tyrkere er blevet arresteret under den undtagelsestilstand, som regeringen indførte efter kupforsøget i 2016. Mindst 150.000 offentligt ansatte er blevet fyret - ofte mistænkt for at støtte Gülen-bevægelsen, som ifølge regimet stod bag kupforsøget.

»Dødsstød til tyrkisk demokrati«

Sidste år stemte et snævert flertal af tyrkerne ja til en forfatningsændring, der flytter en stor portion magt fra parlamentet og over i et styrket præsidentembede. Ændringerne træder i kraft efter valget, og så kan præsidenten blandt andet vedtage dekreter uden om parlamentet, udpege regeringsmedlemmer på egen hånd og selv udnævne højesteretsdommere.

»Det er det endelige dødsstød til det tyrkiske demokrati,« siger Illayda Kocoglu.

Hun ønsker, at forfatningsændringerne omgående skal rulles tilbage. Det samme gør de øvrige partier i oppositionen. Og den fælles ambition er vigtigere end alle de politiske uenigheder, der må være oppositionspartierne imellem, mener også Mustafa Kaya, der stiller op til parlamentsvalget for det lille islamistiske parti, Saadet.

»Vores vælgere er oftest konservative muslimer og ønsker nogle andre ting end CHPs vælgere. Men øverst på begge partiers dagsorden står demokrati og magtens tredeling,« siger Mustafa Kaya.

Saadet står til 2-3 procent af stemmerne. Mustafa Kaya erkender, at det heller ikke bliver denne gang, at Saadet sniger sig op over spærregrænsen. Tidligere ville det have betydet, at stemmerne var spildte. Men da Saadet nu indgår i en alliance, er de sikret mod at falde for spærregrænsen.

Hvis oppositionsalliancen samt det pro-kurdiske parti HDP klarer sig, som meningsmålingerne spår, vil de fravriste AKP det absolutte flertal i parlamentet. Sidst Erdogan mistede flertallet i parlamentet i sommeren 2015, udskrev han et nyvalg få måneder senere.

Alliancen er ikke udelukkende et udtryk for strategisk politisk tænkning, vurderer Selim Sazak. Også blandt den halvdel af befolkningen, der ikke har planer om at stemme på Erdogan og AKP, er der tiltagende forståelse af, at det kan være nødvendigt at se ud over ideologiske forskelligheder, hvis Erdogan skal besejres.

»Vi så det først under protesterne i Gezi-park,« siger Selim Sazak om de enorme demonstrationer mod Erdogan-regimet, som i 2013 samlede millioner af mennesker fra vidt forskellige baggrunde.

»Den bevægelse er fortsat. Og de tyrkere, der ikke støtter Erdogan, er begyndt at forstå hinanden bedre,« siger Selim Sazak.