Man kan måske ikke ligefrem føle blodtrykket dale, men at pulsen falder, er der ingen tvivl om. Den stilfærdige, snurrende motorlyd, og den rolige, glidende sejlads under de skyggende platantræer er indbegrebet af afstressning. En tur på Canal du Midi i en flodbåd burde kunne udskrives på recept. Alle kan være med. Sejlererfaring eller ej.

Jeg, der ellers kaster reb og binder knuder, lærer at sige trosse og knob undervejs og styrer som en helbefaren sømand skuden, som havde jeg aldrig bestilt andet. Man behøver heller ikke være nervøs. Ingen både sejler mere end ti km i timen, så der sker ikke alverden, hvis man pludselig skulle komme på tværs af kanalen. Alle andre kan nå at tage farten af og eventuelt støde fra, så en kollision højst bliver et bump.

Jeg holder alligevel vejret, da jeg skal under den første bro. Nogle af dem ser fra afstand ud, som om man skal lirke sig under, men når man først kommer tættere på, er der nu mere plads end ved første øjekast. Selv ind og ud ad sluserne – der kommer pulsen dog lidt op igen – går det i fin stil. Roret, der ikke står lodret, men er et velvoksent rat, opfører sig som rattet på den gamle Ford-traktor, jeg kørte som barn: »Godt med ratslør, men pludselig reagerer den«.

Flodsejlads er for alle

Proceduren i sluserne får vi hurtigt lært. Når vi skal hæves, sætter vi en slusegast af inden slusen. Derefter sejler vi ind og lægger til i den ene side – med bovpropel er det ingen sag. Først kaster forgasten og derefter baggasten en trosse op til slusegasten, som lægger den om pullerten på slusekanten og smider enden ned igen, så gasterne kan stramme til, efterhånden som vandet fosser ind i slusen, og båden stiger. Når båden er oppe i niveau hopper slusegasten om bord igen, og når sluseporten er åben, lader vi trosserne gå og sejler ud. Ganske enkelt. Og modsat når vi skal sænkes.

Da hopper slusegasten af i slusen og bliver hentet om bord igen efter slusen. Når sandheden skal frem, og det skal den jo, så havde jeg en fuldbefaren sejler med erfaring i flodsejlads ved siden af, som kunne gribe ind, hvis det blev nødvendigt. Men det blev det ikke, og vi havde således bevist, at man ikke behøver at have sejlererfaring for at tage på flodsejlads. Alle både hjælper hinanden. Vi er jo om ikke i samme båd så i samme kanal.

Og så er det vist også noget lettere at sejle her på »Midi«, hvor der ikke er de store fragtpramme og samme kommercielle trafik, som man kan møde i andre kanaler og på floderne. Vi fik vores båd i Homps, men inden da havde vi været et smut omkring Carcasonne, som vi fløj til, og hvor vi også kunne have startet vores sejlads. Da vi kun havde et par dage til rådighed, havde vi imidlertid valgt at køre til Homps i stedet og sejle en strækning derfra.

Livet om bord

Carcasonne er som taget ud af en middelalderfilm – i bogstaveligste forstand. Den smukke gamle bydel bag forsvarsmurene med fæstning og slot har ageret kulisse i adskillige film, der foregår i riddertiden. Og bydelen i sig selv er også lidt kulisseagtig, for der er ikke mange faste beboere tilbage, hovedsalig ældre mennesker, som har boet her i årevis.

I sæsonen er de smalle gader, hvor der dårligt kan køre en bil, tætpakket med turister. Der er slet ikke plads til et hverdagsliv, og forretningerne er i dag souvenir- og turistforretninger. Men smuk er den, byen. Det er spændende at se slottet indefra, og her tidligt på sommeren, hvor Rejseliv er på besøg, er turistmyldret ikke så slemt.

Det var sidst på eftermiddagen, da vi kom til Homps, den gamle havneby, hvor vintønderne fra Minervois- og Corbiéres-områderne blev lastet og transporteret til Bordeaux. Her overtog vi vores flydende hjem: En 14,5 meter lang og fire meter bred Magnifique-flodbåd med fire kahytter og plads til mindst otte personer. De to kahytter agter har eget bad og toilet, mens de to i stævnen deler et.

Der er salon, styreplads til kaptajnen plus køkken udstyret med to små køleskabe, gasblus, ovn og mikroovn. Oppe på dækket i fri luft, hvorfra man også kan styre båden, er der så meget plads, at der er havebord og stole.

Personalet fra udlejningskontoret gennemgik bådens tekniske detaljer, og vi fik tilbudt en introduktionstur, så vi lige kunne prøve at sejle den, inden vi stak af næste morgen. Det takkede vi dog nej til, vi har jo en professionel sejler om bord. I stedet flyttede vi ind, fik de lejede cykler om bord og gik ud for at finde en restaurant.

Gennem sluserne

Næste morgen stævner vi ud, og vi er dårlig kommet ud af havnen, før den første sluse dukker op, og umiddelbart derefter en dobbeltsluse. Efter den start kan vi klare det hele – og gør det. Dagens mål er Le Somail, en tur på små tyve kilometer, men vi holder frokostpause allerede efter seks kilometer i Argens-Minervois med 1400-tals slottet over byen.

Det har ikke offentlig adgang, finder vi ud af efter at have besteget de stejle gader. Vi har da klaret fem af turens seks sluser, som sænker os i alt 16 meter, regner vi ud. Sluserne er dem, der er mest tidskrævende. Dels må man vente på, at de åbner kl. 9, dels holder slusemesteren frokostpause mellem kl. 12.30 og kl. 13.30, og når slusen er i funktion, må man ofte vente i kø for at komme igennem.

Om eftermiddagen glider vi under broen i Le Somail, der er en af de mest fotograferede på Canal du Midi. Der gror en palme dekorativt placeret på den ene side. På den anden side finder vi en plads ved kanalkanten, hvor vi kan fortøjre. I den lille ferieby med de smukke franske stenhuse ligger et par restauranter, og der er én eneste forretning med brød og dagligvarer – indrettet i en flodbåd.

Overraskende ligger der ved kanalen også en boghandel. Madame Gourgues antikvariat, »Librairie Ancienne«, som ikke ser ud af meget udefra, men når kan kommer inden døre, åbenbarer det sig som et gigantisk antikvariat, der rummer alt fra slidte paperbacks til antikke rarieteter. Og bag aflukkede døre i bagvæggen i det store lokale gemmer der sig endnu en hal med endnu nogle´millioner bøger på hylder.

I vandet og på fastlandet

Dagen efter tager vi cyklerne i land og begiver os på ekskursion til landsbyerne nord for kanalen. I den lille by Bize-Minervois ligger »Odyssée de l’Olivier«, hvor der produceres 90.000 liter olivenolie om året.

Det er en meget organiseret turistoplevelse, og der er da også 130.000 besøgende om året, der som os ser film om oliven og produktionen og eferfølgende får en olivenolie-smagning. Det er lækre sager, men de bedste olier koster også 22,50 euro – knap 170 kr. for en liter.

Derefter kører vi til hotel Bastide de Cabezac, som også ligger i Bize-Minervois. Hotellets restaurant, »L’Atelier des Saveurs«, er højt præmieret og serverer franske retter, når de er bedst. Tilbage i Le Somail får vi cyklerne om bord igen og fortsætter mod Capestang, der ligger tyve kilometer og kun et par timers sejlads væk, for der er ingen sluser.

Siddende på dækket ærgerer jeg mig over, at jeg ikke har taget løbesko med. Det ville være oplagt med en løbetur på stien langs kanalen; man kan også cykle på dem, og enten følges med båden eller løbe i forvejen. Det er let lige at sætte stævnen ind til kanalens bred og tage folk om bord, og også let at lægge til og hamre en pløk i og fortøje, hvis det er det, man har lyst til.

Capestang er en større by. Der er allerede tæt pakket på begge sider af kanalen, og vi føler, at vi må helt ud på landet igen, før vi finder en plads. Men det viser sig, at der alligevel kun er en kort spadseretur til centrum med kirken, som rager højt op over byens tage.

Flodens mange stoppesteder

Set fra kanalen ser det ud, som om kirken ligger på et højdedrag midt i byen. Men da vi kommer derind, viser det sig, at den »bare« er enorm høj. På en planche ved siden af kirken kan vi se, hvordan kirken gennem historien er om- og udbygget flere gange. Den nuværende gotiske kirke er fra slutningen af det 13. århundrede og fik i det 15. århundrede tilføjet et indgangsparti og en tårntilbygning på toppen.

Det her er en rigtig by med indbyggere, forretninger med dagligvarer og liv i det hele taget. Vi spiser aftensmad på en af de gode restauranter, »Le Table du Vigneron«, som har en smuk gårdhave, og næste morgen går vi på marked ved kirken for at proviantere.

Vi vil spise frokost på båden, for vi skal hele vejen tilbage på én dag. Og markedet bugner med friske grøntsager, slagteren har patéer og pølser, ostehandleren de flotteste oste, der er godt brød – det er svært at begrænse sig. Man kan vælge kun at sejle den ene vej på kanalen og få arrangeret en transport tilbage til udgangspunktet.

Men vi har ikke noget imod at sejle retur. Kanalen ser anderledes ud, når man kommer fra modsatte side, og vi har også sejlet forbi flere småbyer, som vi kunne lægge til i, hvis vi ville se noget nyt. Vi nyder naturen og taler om platantræerne, der giver skygge, og som kanalen ellers er så berømt for. De har det ikke godt.

Dem på sydsiden har fået en sygdom, og der står lange rækker af døde træer. Nu arbejder man på højtryk for at finde sygdomsresistente platan-træer, som kan plantes i stedet. Og vi nyder kanalen som bygningsværk, akvædukterne og broerne med vand, hvor vi selv sejler over – hele det mesterværk, som blev skabt for over 300 år siden.

Ro, fred og fleksibilitet

Ved frokosttid stikker vi snuden ind ved kajen i en lille by, og jeg suser ind i den vinbodega med vinsmagning, som vi har fået øje på. På et øjeblik har vi en flaske afkølet rosévin til frokosten om bord. Passende, for vi sejler jo midt i Languedoc-Roussillon-regionen. Senere på eftermiddagen frådser vi endnu en kølig flaske, som vi køber i en af slusemestrenes små salgsboder. Her leverer de naturligvis også afkølede flasker.

Da vi kommer tilbage til Homps beslutter vi os for en rigtig vinsmagning, og her får vi en mere uddybende forklaring på vinene, druerne og Minervois, som er det lokale område, vi befinder os i. Det er sidste aften om bord, og vi vil spise »hjemme«. Vi har fået købt rigeligt ind til frokost, og ydermere får vi leveret middag til båden med lokalt charcuteri og en cassoulet – en gryderet med bønner, andekød og i denne regionale version også med pølse. Det er solid bondekost.

Flodferie er en fredelig ferie, men samtidig med alle muligheder for også at være fleksibel og afvekslende. Det er en ferieform, man meget hurtig kan blive afhængig af.

Rejseliv var inviteret af Seatravel, Aude Tourisme, Det Franske Turistkontor og Ryanair.