Jens Andersen hed en ung mand, som hele byen talte om i 1823, og om hans skæbne handler denne sørgelige beretning.

Stedet er byens fornemste privatbolig, Dehns Palæ i Bredgade, som den skotske forretningsmand Christopher Mac Evoy et par år tidligere havde købt. Ejendommen var i 1750erne blevet opført af grev von Dehn, der sad i kongens råd, og før skotten kom ind i billedet, havde den bl.a. været bolig for Frederik VIs halvsøster, la petite Struensee og hendes mand.

I 1820 var palæet imidlertid nedslidt og alt andet end fyrsteligt, men den tidligere slave- og plantageejer på Sct. Croix havde midler som ingen anden i kongens København, og han moderniserede det i tidens stil. Et gasanlæg blev indrettet ved Frederikskirkens ruin, men det virkede ikke, så kongen fik det, og i sin storhed lod landsfaderen det gå videre til Blindeinstituttet.

Om Mac Evoy sagde man, at han havde dukater i skæppevis og til daglig spiste sin mad på guldtallerkener. Men man sagde så meget, og så var det, at der en aften hen imod borgerlig sengetid i november 1822 blev banket på porten i Bredgade.

Det var en mand i sort maskeradedragt, der for portneren præsenterede sig som grev Moltke, og han skulle tale med husherren om en vigtig sag. Ubudne gæster var portneren vant til, for der kom mange, som mente, at de kunne bruge den velhavende herres formue til noget godt for menneskeheden.

Men nu viste det sig, at den fremmede havde et brev med, som var underskrevet af ingen andre end Frederik VI – også kongen bad om et lån.

Det lød ikke troligt, og der stod intet om beløbets størrelse. Men den fremmede mente, at kongen ville være glad for 20.000-30.000 rigsdaler. Et svimlende beløb, og Mac Evoy erklærede, at han ikke engang var i stand til at skaffe en tiendedel, og i øvrigt kunne hr. Moltke komme igen den næste dag.

Ikke tale om. Kongen skulle bruge pengene her og nu, og han ville nok også være tilfreds med bare et par tusinde rigsdaler. Nej, den fremmede kunne komme igen den følgende dag, og forinden ville Mac Envoy tale med byens politichef. Det ville kongen tage meget ilde op, mente den fremmede.

For lånet skulle være en hemmelighed, og så havde værten fået nok. Portneren viste gæsten ud, og da han næste dag blev anholdt af politiet i sit hjem i Snaregade, viste det sig, at grev Moltke i virkeligheden var kammerskriver Jens Andersen.

Alene havde han skrevet låneanmodningen med majestætens underskrift kopieret efter et kongeligt reskript, og tillige havde han i et brev anmodet om rigmandens dybeste tavshed: »I modsat fald står graven Dem åben.«

Morder blev han aldrig, og i politiets forhør kom han ustandselig med nye forklaringer på sin forbrydelse.

Først ville han gerne hjælpe forældrene ud af deres gæld, dernæst være rundhåndet mod værtinden i det logi, hvori han boede.

Siden havde han også fortrudt sit forehavende, for han ville slet ikke have pengene, men bare prøve Mac Evoys hengivenhed for kongehuset, og således spandt han sig ind i et net af historier, indtil retten havde hørt nok. Tre måneder senere faldt dommen:

Arbejde i Københavns fæstning på livstid, og forinden skulle han miste den højre hånd samt ære og al ejendom. Det blev ved Højesteret ændret til tugthusarbejde på livstid, og ved kongens milde indgriben undgik han at miste den ene hånd.

Fængselspræsten bad inderligt om nåde og knap så hård en straf, for Andersen var ingen forhærdet sjæl. Forgæves, der måtte statueres et eksempel til skræk og advarsel, og ude i byen talte man om ham.